Inkluderet eller ekskluderet?
Jeg tror alle kender til at føle sig ekskluderet. Jeg har længere end jeg egentlig har været klar over det været ekskluderet fra et fællesskab, som jeg brændende ønskede at være en del af. Det har taget mig meget lang tid at indse, at jeg aldrig bliver det, og det har gjort ondt, og jeg har forsøgt at give slip flere gange.
Men hvis vi ikke vidste, hvad det ville sige at være ekskluderet, ville vi heller ikke vide, hvad det ville sige at være inkluderet. Eller måske er det faktisk omvendt?
Jeg har netop oplevet en sådan inklusion. Jeg er taknemmelig og dybt ydmyg, og ved nu hvad det vil sige at være inkluderet fra første minut, og det gør det nemmere at give slip på noget, på en lukket fest, som jeg aldrig bliver inviteret til. Jeg har nu forstået, hvad det vil sige at være accepteret og mødt, oplevet uanet plads til ærlighed og åbenhed, hvor der deles uden betænkning, og hvor man kan være kvinde uden forstillelse. Ved du egentlig, hvor værdifuldt det er?
Og lige så værdifuldt er det, at kunne give slip på den eksklusion, som jeg så brændende ønskede skulle være noget andet. Og den styrke tror jeg faktisk jeg har fundet ved at opleve ægte inklusion.
Gammeldags?
Jeg forarges, men det kan være jeg tager fejl?
I Berlingskes Fri-sektion skrives der i dag varmt om at være deleforældre: fuld fokus på sig selv den ene uge og fuld fokus på barnet den anden uge = mindre stress. Jeg har desuden hørt flere venner og bekendte ytre det samme. Artiklen omtaler det stadig som tabu at sige det højt, men nu er posen jo i hvert fald åbnet.
Det kan så godt være jeg er gammeldags, når jeg stadig tror på - og hepper for - kernefamilien, og åbenbart efterhånden også heldig at være vokset op i én.
Hvis det ikke længere er tabu, og det ligefrem er fedt at kunne få mere tid til sig selv, så kunne jeg godt frygte at endnu færre kæmpede for kærligheden, som efterhånden er så romantiseret at en kamp vel næsten ikke passer ind? I dag, hvor forventningerne til hverdagen er så store, og hvor vi ønkser os tid til os selv, selv om vi har børn (det gør jeg jo også), bliver det da den nemme udvej, og igen med børnene som tabere, for alt andet lige, vil de vel gerne vokse op med begge deres forældre til stede på samme tid, eller er det heller ikke længere nødvendigt?
Selvfølgelig lider børnene også, hvis forældrene ikke længere vil være sammen, men er det blevet lidt for nemt - og nu også tillokkende - at gå?
Det er sgu' da en glidebane eller er jeg bare stok-konservativ og gammeldags?
Nye familie-vaner?
Hverdagen er altså helt ok, også selv om det har været en skøn ferie. Der er bare et lille stik af savn lige nu, som jeg ikke har haft de sidste 2 uger.
For de sidste 14 dage har jeg været sammen med min familie. Og det har dulmet det savn, som jeg har oplevet de sidste måneder. For min nærmeste familie er nemlig flyttet ud af min hverdag, så jeg ikke længere kan køre forbi eller spise spontan aftensmad med dem, og det kan mærkes i mit familie-venlige hjerte. Men de er flytter for at opfylde deres egne drømme, og derfor er det præcis som det skal være, men det ved savnet åbenbart ikke.
Jeg har haft god tid til at vende mig til at min bror nu bor på Sydfyn, og der har min forældre så også opholdt sig siden november. Men i starten af april sejler de ud i verden, i første omgang dog stadig i Europa. Men vi skal alligevel lære at være sammen på en ny måde; intenst, i korte perioder og så adskilt i lidt længere.
Den netop overståede ferie her har dog vist, at det ikke er så tosset endda. Vi er faktisk rigtig gode til det der med at være sammen i længere tid og jeg har nydt at se Noah komme tæt på mormor, morfar, onkel og tante - hvilket jo også har givet mig friere hænder.
Så jeg savner, men nok mest fordi det stadig er nyt. Og nye vaner skal have lov at bundfælde sig...
Den omvendte verden?
I går var flyet hjem forsinket pga. sne i København. For en gammel sne-rotte som mig er det altså den omvendte verden i ski-land.
På den anden side, så er det som om noget større har sørget for at lette hjemkomsten ved at lade solen skinne, så snekrystallerne blinker til mig. På vej i vuggestuen med Noah kunne jeg et øjeblik forstille mig, at vi blot var på vej ud at kælke igen, og det er da at lette overgangen.
Bjerge bliver jeg simplethen aldrig træt af. De er inspirerende, smukke, har tyngde og en helt utrolig kraft, det er simplethen æstetik i verdensklasse for mig. Mit indre liv har også haft godt af disse 2 uger i sneklædte bjerges selskab. Det er som en noget er faldet på plads og en vej er banet, som jeg nu kan gå. Ikke at det bliver "a walk in the park", men nu ved jeg, hvor jeg skal hen, og så gør det ikke så meget, at der er et bjerg eller to på vejen.
Sådan en udsigt er svær at forlade, særligt når det også er godt for sjælen:
Men på den anden side, i denne omvendte verden, hvor vandudsigten i den grad er frosset til is her ude foran vinduet, så overgiver jeg mig og finder roen, vejen og æstetikken lige her i hverdagen.
Oh, hverdag?
Landet - midt i vasketøjet og snevejret. Troede ellers vi havde forladt sneen, men jeg bliver aldrig træt af det hvide tæppe og måske letter det overgangen fra ferie til hverdag?
Jeg er faktisk ikke god til at komme hjem fra ferie, bliver altid blå og overvældet. For det er som om hverdagen med alle dens gøremål, pligter, huskelister og struktur forsvinder ud i ren klar alpeluft på en sådan ferie, men når man så træder ind ad døren igen smiler rudekuverter og vasketøj til én fra bunkerne.
Men i går aftes i Døgn Netto kl. 21.30 efter en dag med forsinkede flyvere og mange ekstra timer i transit havde jeg en smuk oplevelse. Mens jeg stod der ved båndet og pakkede de varer, som igen skulle få køleskabet til at se beboet ud, sneg en forelskelse sig ind på mig, nemlig kærligheden til hverdagen. Lige der, i det som i tanken kan synes aller mest tarveligt oven på en ferie, opdagede jeg, at det var helt i orden, at jeg sagtens kunne overskue hverdagen og at jeg faktisk holder ret meget af den.
Også selv om stuegulvet ser sådan ud lige nu:
Ferie-brud eller blot savn?
Jeg må simpelthen dele - også selv om jeg stadig er på ferie, for jeg savner det deleri, at fortælle om alle de fine oplevelser, om solen og bjergene, om sneen, om Noahs første ski-oplevelse, om hans mange nye ord: "bauge" (=bjerge), "bine" (kabinelift) og så selvfølgelig "nes" (sne), om den smukke udsigt og om at holde ferie med familien. Og nu fandt jeg så lidt net, og sniger mig til at dele, mens de andre after-ski'er... Dejligt at man kan savne en fin del af hverdagen (bloggen og bloggerne), også selv om man er omgivet af de aller nærmeste i en hel uge og elsker ski-ferie-livet på trods af det megen ekstra udstyr og svedeture, når man også skal pakke en lille størrelse ind til at kunne klare sne og bjerge.
Og ja, det er anderledes at være på "ski"-ferie med sådan en lille størrelse, når man nu har holdt af at stå på ski fra kl 9-16 uden stop og gerne uden for mange pauser men kæresten og jeg har hurtigt opdaget, at vi er blevet voksne - eller måske nærmere forældre, for selv om min ski-hungrende lillebror ikke rigtig forstår det, så bliver vi altså ikke trætte af at følge Noah rundt i børneområdet og opleve hans begejstring for denne nye verden. Så vi kæmper med at få plads til det voksne, til off-piste-turene, til after-ski - og selvfølgelig til hinanden. Men det er så absolut kampen værd...
Au Revoir?
Ja, det er farvel, men kun for en tid, og spørgsmålet ovenfor spørger jo egentlig om vi ses igen, og det håber jeg selvfølgelig. Jeg er tilbage d. 27. januar.
I morgen skal Noah og jeg ud at flyve, vi skal til Schweiz og besøge mormor og morfar, som bor dernede en måneds tid inden de rejer videre på deres nomade-færd. Og om en uges tid følger memø samt min lillebror og hans kone. Der er dømt familie-tid, og jeg glæder mig. Og så er der selvfølgelig dømt ski-tid, og det glæder jeg mig også til. Måske bliver det ikke til støvledans på bordene, men regner nu alligevel med at lufte ski-guiden i mig.
Det var nemlig en dejlig tid. Men den er forbi nu. Jeg har skiftet de ambitiøse racer-støvler og instruktør-drømmene ud med et par blødere støvler, som jeg skal kunne holde ud at undervise mine børn i uden at gå til i smerte.
Og så er det alle ritualerne ved ski-ferien, som jeg i dag holder mest af. Frokost på bjerget, en kold øl i ski-undertøj med varme kinder efter endt ski-dag, de gode samtaler i ski-liften, den naturlige og meget fysiske træthed al for tidlig på aftenen, den til alle tider smukke udsigt og alle bjergtoppene, og så selvfølgelig de der sving på skiene, som bare føles helt perfekte. Ih, nu glæder jeg mig endnu mere.
Pas på dig selv til vi ses igen.
I får lige et billede mere, for dem kan man da virkelig ikke blive træt af...
Skal jeg tage et billede?
En rigtig mandag.
Vågnet op med en god omgang forkølelse. Alle er lidt trætte og egentlig venter jeg bare på at kunne gå i seng (hvorfor jeg ikke bare gør det, er et relevant spørgsmål, men altså, kan man godt gå i seng før 21?).
Inden jeg skal i seng skal jeg dog lige ind og tage luffer og vinterstøvler af min søn. Vi nåede nemlig heldigvis lige at få en ret nødvendige pakke med posten her til aften inden vi drager på vinterferie. Men da først Noah havde prøvet sine grønne luffer og fine støvler, skulle de altså ikke af igen.
Ville gerne tage et billede af den lille robot med de flade grønne hænder, men tror nu alligevel jeg hellere må lade være. Er vist så træt, at det ikke er i dag, jeg skal lege med skæbnen. Men fint ser det ud, derinde i tremmesengen...
Findes svaret i smerten?
Jeg leder efter et svar, og jeg har ledt af flere omgange. Men denne gang forsøger jeg noget nyt, nemlig at blive i smerten og tvivlen, lade den nage mig, for det er endnu en gang ved at gå op for mig, at i smerten findes måske svaret. Hvis jeg lytter længe nok, og ikke flygter, så får jeg svar, måske ikke det hele på én gang, men små brudstykker, som langsomt smelter sammen til et klart billede og en tydelig handlingsanvisning.
Den slags svar jeg taler om her, er svaret på om du skal gå fra din mand (hvis det er det spørgsnål du stiller), om du skal sige dit job op, hvad din lidenskab eller karriere-vej er eller skal være og andre større spørgsmål, som de færreste har svaret på lige med det samme. Problemet er, at det kan være smertefuldt at befinde sig midt i processen, og ofte får man lyst til at skynde sig, drage forhastede konklusioner eller på anden måde flygte for at komme ud af tvivlen, frustrationen og vadestedet, hvor intet sker.
Det handler vel om tillid, til mig selv og en tro på, at selvfølgelig har jeg svaret. Ingen andre end jeg kan finde det, heller ikke selv om jeg spørger. Så jeg bliver her lidt endnu, og ser hvor længe jeg kan holde ud... Hvor finder du dine svar?
Filmisk skønhed?
Ja, bogstavelig talt. Vi har nemlig set Avatar. Jeg afslører ikke noget særligt om handling, for den er ganske ordinær, altså en klassisk storfilm. Men skønheden og fantastisen blev jeg simpelthen så rørt over. Det er 3D på en afdæmpet, næsten underspillet måde, lige indtil jeg prøvede at tage brillerne af et øjeblik. Skønheden blev med det samme grå og kedelig.
Men mest af alt er jeg fascineret af detaljerne i historien, symbolikken og referencerne. Ja, vel i virkeligheden filmens spiritualitet. De modstridende værdier er måske nok skåret ud i pap, men intet af det gør noget, for det er smukt. Den verden avataren skal ind i tror på at al energi er til låns, kan på mest sci-fi-agtige men samtidig enkle vis connecte med dyr og træer sådan helt bogstaveligt og fremstår som et oprindeligt folk, som ærer deres forfædre og passer på alt levende. Og så er det meste af naturen selvlysende om natten.
Nej, det her kommer til at lyde lige så fladt, som det så ud uden 3D, så på med brillerne og gå ind og nyd en storslået fantasi (gad godt selv eje sådan en fortællekraft og evne til at tænke ud af boksen) - og en fin form for spiritualitet, som er virkelig smuk.
Og PS. Her et godt fif, for det var godt nok svært at få billetter i Imperial: Duk op ca. 30-40 minutter før filmens start med en god kop kaffe og stil dig i køen for uafhentede billetter. Vi kunne ikke have fået bedre pladser i salen, om vi så havde fået lov at vælge først.
