En anden slags tid?

Jeg vil gerne gå til bekendelse. For en måned siden var jeg intet mindre end angst for at være alene med Noah. Ikke noget jeg er stolt af som mor, og slet ikke noget jeg har sagt højt. Hvis jeg skulle være alene med Noah var de første tanker hver gang, hvad skal jeg lave med, hvordan skal jeg få tiden til at gå - nærmest paniske tanker, og så selvfølgelig hammeren oveni, for sådan må en "god mor" jo ikke tænke.

Nu er tankerne heldigvis væk... Fordi jeg er meget mere sammen med Noah! Det var et stress-symptom, og ét af dem, som gjorde ondt. Nu er det bare hyggeligt at være sammen med den lille fyr, som har så mange ord og så gerne vil fortælle en hel masse. Jeg savner ham faktisk lidt nu, hvor han er afleveret. Men som jeg sagde til mig selv, da jeg trådte ind af døren, enten nyder du stilheden eller også henter du ham igen...

Aaaahhh, stilhed og alene-tid. Tid til fordybelse, tid til ro, en anden slags tid - velkommen tilbage!