Findes svaret i smerten?
Jeg leder efter et svar, og jeg har ledt af flere omgange. Men denne gang forsøger jeg noget nyt, nemlig at blive i smerten og tvivlen, lade den nage mig, for det er endnu en gang ved at gå op for mig, at i smerten findes måske svaret. Hvis jeg lytter længe nok, og ikke flygter, så får jeg svar, måske ikke det hele på én gang, men små brudstykker, som langsomt smelter sammen til et klart billede og en tydelig handlingsanvisning.
Den slags svar jeg taler om her, er svaret på om du skal gå fra din mand (hvis det er det spørgsnål du stiller), om du skal sige dit job op, hvad din lidenskab eller karriere-vej er eller skal være og andre større spørgsmål, som de færreste har svaret på lige med det samme. Problemet er, at det kan være smertefuldt at befinde sig midt i processen, og ofte får man lyst til at skynde sig, drage forhastede konklusioner eller på anden måde flygte for at komme ud af tvivlen, frustrationen og vadestedet, hvor intet sker.
Det handler vel om tillid, til mig selv og en tro på, at selvfølgelig har jeg svaret. Ingen andre end jeg kan finde det, heller ikke selv om jeg spørger. Så jeg bliver her lidt endnu, og ser hvor længe jeg kan holde ud... Hvor finder du dine svar?
3 Kommentarer »
RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI
Overspringshandlinger er jeg mester i, når jeg leder efter svar og mærker angsten, smerten, frustration og usikkerhed. Når svaret ligger dybt nede og jeg virkelig skal grave og se masser af utryghed og smerte i øjenene, så bider jeg lidt over. Jeg tillader mig at overspringe lidt og vender så tilbage, gentager - det virker... for mig...næsten hver gang
Kh Karin
Jeg lægger en hånd på brystet og stiller (højt) mig selv spørgsmålet. Og venter. Den første tanke der dukker op, tager jeg fat i, og spørger mig selv: "Er det dét?" Hvis jeg mærker en reaktion, har jeg fat i noget og kan spørge videre med udgangspunkt i det forrige svar. Hvis jeg får en ikke-reaktion, stiller jeg det oprindelige spørgemål igen. Og venter.
Jeg har nemlig opdaget, at min krop kan fortælle mig, om min hjerne rammer rigtigt. Og fordi det kun er når noget er virkelig svært for mig, at jeg bruger metoden, så viser det rigtige svar sig ofte i gråd, en sammentrækning i maven eller noget andet smertefuldt.
God ferie, kære Lykke.
Tror, at der altid er et svar at finde i smerten. Det er vel netop derfor, at der er smerte? Fordi et eller andet skaber disharmoni eller konflikt og dermed påfører os smerte. Hvis alt var fjong, ville der ikke være smerte.
Så der er altid et svar at hente i smerten - hvis vi vel at mærke (og der har du en god pointe) bliver i smerten og lytter, i stedet for konstant at flygte, fordi vi er bange for, hvad det er smerten forsøger at fortælle os.
Vi gør kun smerten større ved at frygte den ...
Bon Voyage!