Au Revoir?

Ja, det er farvel, men kun for en tid, og spørgsmålet ovenfor spørger jo egentlig om vi ses igen, og det håber jeg selvfølgelig. Jeg er tilbage d. 27. januar.

I morgen skal Noah og jeg ud at flyve, vi skal til Schweiz og besøge mormor og morfar, som bor dernede en måneds tid inden de rejer videre på deres nomade-færd. Og om en uges tid følger memø samt min lillebror og hans kone. Der er dømt familie-tid, og jeg glæder mig. Og så er der selvfølgelig dømt ski-tid, og det glæder jeg mig også til. Måske bliver det ikke til støvledans på bordene, men regner nu alligevel med at lufte ski-guiden i mig.

Det var nemlig en dejlig tid. Men den er forbi nu. Jeg har skiftet de ambitiøse racer-støvler og instruktør-drømmene ud med et par blødere støvler, som jeg skal kunne holde ud at undervise mine børn i uden at gå til i smerte.

Og så er det alle ritualerne ved ski-ferien, som jeg i dag holder mest af. Frokost på bjerget, en kold øl i ski-undertøj med varme kinder efter endt ski-dag, de gode samtaler i ski-liften, den naturlige og meget fysiske træthed al for tidlig på aftenen, den til alle tider smukke udsigt og alle bjergtoppene, og så selvfølgelig de der sving på skiene, som bare føles helt perfekte. Ih, nu glæder jeg mig endnu mere.

Pas på dig selv til vi ses igen.

I får lige et billede mere, for dem kan man da virkelig ikke blive træt af...