Den omvendte verden?

I går var flyet hjem forsinket pga. sne i København. For en gammel sne-rotte som mig er det altså den omvendte verden i ski-land.

På den anden side, så er det som om noget større har sørget for at lette hjemkomsten ved at lade solen skinne, så snekrystallerne blinker til mig. På vej i vuggestuen med Noah kunne jeg et øjeblik forstille mig, at vi blot var på vej ud at kælke igen, og det er da at lette overgangen.

Bjerge bliver jeg simplethen aldrig træt af. De er inspirerende, smukke, har tyngde og en helt utrolig kraft, det er simplethen æstetik i verdensklasse for mig. Mit indre liv har også haft godt af disse 2 uger i sneklædte bjerges selskab. Det er som en noget er faldet på plads og en vej er banet, som jeg nu kan gå. Ikke at det bliver "a walk in the park", men nu ved jeg, hvor jeg skal hen, og så gør det ikke så meget, at der er et bjerg eller to på vejen.

Sådan en udsigt er svær at forlade, særligt når det også er godt for sjælen:

Men på den anden side, i denne omvendte verden, hvor vandudsigten i den grad er frosset til is her ude foran vinduet, så overgiver jeg mig og finder roen, vejen og æstetikken lige her i hverdagen.