Gammeldags?
Jeg forarges, men det kan være jeg tager fejl?
I Berlingskes Fri-sektion skrives der i dag varmt om at være deleforældre: fuld fokus på sig selv den ene uge og fuld fokus på barnet den anden uge = mindre stress. Jeg har desuden hørt flere venner og bekendte ytre det samme. Artiklen omtaler det stadig som tabu at sige det højt, men nu er posen jo i hvert fald åbnet.
Det kan så godt være jeg er gammeldags, når jeg stadig tror på - og hepper for - kernefamilien, og åbenbart efterhånden også heldig at være vokset op i én.
Hvis det ikke længere er tabu, og det ligefrem er fedt at kunne få mere tid til sig selv, så kunne jeg godt frygte at endnu færre kæmpede for kærligheden, som efterhånden er så romantiseret at en kamp vel næsten ikke passer ind? I dag, hvor forventningerne til hverdagen er så store, og hvor vi ønkser os tid til os selv, selv om vi har børn (det gør jeg jo også), bliver det da den nemme udvej, og igen med børnene som tabere, for alt andet lige, vil de vel gerne vokse op med begge deres forældre til stede på samme tid, eller er det heller ikke længere nødvendigt?
Selvfølgelig lider børnene også, hvis forældrene ikke længere vil være sammen, men er det blevet lidt for nemt - og nu også tillokkende - at gå?
Det er sgu' da en glidebane eller er jeg bare stok-konservativ og gammeldags?
13 Kommentarer »
RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI
Ved du hvad jeg blev sgu også ret forarget. At gøre skilsmissen til løsningen på ens behov for alenetid det er altså for langt ude.
... det bliver så skægt! KH Line
Det er godt nok at kunne se det gode, hvis man ER blevet skilt, og skilsmissen er løsningen på noget andet, nemlig for lidt kærlighed til hinanden.
Men at male skilsmissen lyserød er simpelthen for let. Det er og bliver aldrig sjovt. Og man MÅ kunne løse sine problemer anderledes når der børn i billedet. Har taget tillæg til et blogindlæg om det længe, så godt sagt Lykke!
Og vi ses i morgen
Jeg bli'r sgu også lidt sur i det! Altså ikke sur i ægteskabet, men sur over, at der åbenbart er så mange egoistiske mennesker, der altidaltidaltid vil vælge sig selv først. Og bevares, man skal da heller ikke undertrykke sig selv og sine behov i usund grad, men hvorfor kan man ikke forsøge at få plads til alle i det samme rum, så alle føler sig set, hørt, elsket og forstået?
Måske vil dem, der er kørt sur i det også gerne det - så længe det bare starter med dem selv?
Og så er vi vist ved udgangspunktet igen;)
Jeg glæder mig også rigtig meget til at se jer begge to i morgen:-) Mmmmmm, Asti!
Kh, Lis
God debat. Endnu engang kan jeg kun opfordre til at vi som forældre husker at tage os noget Alenetid alt imens vi er i en familie. Det er skønt at være en familie og skønt at gøre al ting sammen, men vi er nu engang selvstændige individer, og vi har (lad os være ærlige) alle behov for noget alenetid. Det ene udelukker bare ikke det andet. Du kan sagtens få alenetid og samtidig være en "hel" familie. Det kræver ærlighed om ens behov og aftaler om hvornår far fx daffer af til ZOO med alle børn under armen og efterlader mor alene hjemme med tid til sig selv og vise versa. Jeg oplever desværre blandt venner at de skylder hinanden - forstået at hvis du tager på weekend så skylder du mig en weekend og sikke noget vrøvl det er jo ikke en købmandsbutik det her. Lad os erkende at vi alle har brug for tid for os selv og vi skylder ikke nogen noget andet end at sige at vi gerne vil være lidt alene. For øvrigt er det jo meget forskellig fra person til person hvor stort behovet for alenetid er. Det behøver ikke at handle om en weekend - nej to timer i eget selskab kan måske være nok til at restituere sig og bagefter være noget for sin familie. Men vi skal vælge det til. Så kan det være at der ikke var så mange, der må deles. God we, Kh Karin
Jeg faldt over præcis det samme i en af gratis aviserne i forrige uge og blev ligeså forarget. Det var fremstillet sådan, at det var en oplagt mulighed for både at kunne være en fremragende forælder og have mulighed for at pleje sin karriere. Jeg synes faktisk, det var ganske ufint af fremstille skilsmissen, som et udmærket middel til at opnå større personligfrihed. Kh. Louise
Du er totalt på rette vej. Lad os heppe på at holde sammen på ting og knokle for netop det (for ja, der skal knokles), men jeg har endnu ikke set alternativet være hverken bedre eller mere befriende. Når det er sagt, kan ingen af os dømme andres valg (for jeg tror grundlæggende på, at alle har en grund) - men at hylde skilsmissen som genvej til mere frihed ER bare for storslemt.
Ja, lad os heppe for kernefamilien! Men lad os også heppe for alle os, hvor det ikke lykkes!!
At læse ind i de historier, at man bliver skilt for at få alenetid er efter min bedste overbevisning en fejllæsning.
Jeg kender ingen (!) - og jeg kender mange af slagsen - der synes, der er noget som helst fedt ved at blive skilt. Når man så ER blevet skilt, og børnene rent faktisk bor hos den anden forældre noget af tiden, så finder man ud af, at der OGSÅ er noget positivt i alenetid.
Men tro mig, hvis man kendte omkostningerne (følelsesmæssige og sociale) ved at blive skilt, ville det være lysende klart, at det nemmeste er at blive sammen. Det er bare ikke altid det nemmeste, der er det bedste - for nogen. Havde jeg på forhånd kendt smerten og omkostningerne, var jeg aldrig blevet skilt. Så jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke vidste det, for mit liv er lige præcis som det skal være nu.
Jeg er bange for, at forargelse bremser handling og mest bare skaber modstand. Jeg hepper på rummelighed, og at vi lærer, hvad der skal til for at holde liv i kærligheden.
kh
Puk
- som er på vej ind i 3. ægteskab, fordi jeg stadig tror på konceptet, og fordi jeg endelig har lært, hvad der skal til
Må bare lige heppe på Puk, som sætter super skarpe ord på og tak for det. For selvfølgelig skal rummeligheden være der, ligesom vi vel alle har en grund til enten at handle/blive/bryde. Men lige nu smerter mit hjerte bare for en nær veninde, som netop er brudt ud (og det VAR nødvendigt), men hold da op hvor skilsmissen giver nye udfordringer og mega-mange hul i hjertet. Jeg er sikker på, at 3. gang bliver godt , Puk. kh Anette
Godt sagt Puk. Det er lige mine ord (hvorfor de jo så er gode). Jeg er endnu ikke stødt på mennesker, der bliver skilt for at få alenetid. Alenetiden kommer som en effekt af skilsmissen. Og for mange kræver det hårdt arbejde at turde se det som en positiv sideeffekt. For hvor gør man af den dårlige samvitiighed, mens man nyder at kunne vælge en ostemad til aften for at kunne rette opgaver til sent?
Jeg hylder fandengalme også kernefamilien og hepper på hele-familien-i-samme-hus, alle-kneb-gælder og kamp til det sidste, før skilsmissen vælges som udvej. Og samtidig hylder jeg de stærke, som efter at have givet hinanden alenetid, mødtes jævnligt med terapeuten, indført onsdags-dates og hvad-ved-jeg-ellers, vælger at skabe et godt videre liv for deres unger - i to forskellige boliger.
Og så vælger jeg - når nu det er blevet sådan, vi lever - at nyde det hele. At kunne give mine drenge korte dage hveranden uge, fordi jeg knokler i den modsatte uge - hvilket jeg også nyder. Præcis som jeg regner med, at gifte forældrepar nyder alle de fordele, deres samliv har.
Jeg nægter at tro, at nogen finder på at gå gennem en skilsmisse kun for at få alenetid. Og jeg tolker altså ikke helt artiklen som en fremstilling af skilsmissen som et middel til større personlig frihed, men som en fremstilling af friheden som et resultat af skilsmissen, vi kan få det bedste ud af (hvis vi tør).
Camilla
Vel talt , Camilla Mørk og I andre kvinder, som maner den, for mig meget underlige, idé om at forældre bryder en familie op, på baggrund af, at få mere tid til at pleje sig selv! Jeg tør godt lægge hovedet på blokken og påstå, at alle voksne mennesker går ind i et forhold og får børn sammen med en tyrkertro på, at de vil holde sammen på denne familie. Vi vil allesammen vores børn det bedste! Folk der af den ene eller anden grund vælger den løsning der betyder, at deres veje skilles, har været igennem en proces og tro mig, ingen går igennem dette, alene på baggrund af at få tid til at pleje sit ego!
Undskyld, men jeg synes det er en vældigt snæversynet, hvis man tror, at det at blive skilt "bare er noget man gør...!" At det så oven i købet bliver kædes sammen med en idé om, at folk forlader hinanden for så, at kunne nyde veninderne og gå i biografen gør mig forarget!
Og til sidst har jeg lyst til at pointerer, at en kernefamilie i dagens Danmark er IKKE kun far, mor og børn under samme tag!!
Enig med Puk og Camilla. Jeg tolker ikke artiklen som fortaler for skilsmisse, men som en forklaring på, hvorfor efterfølgende forhold/ægteskaber måske bliver bedre.
Er selv skilsmissebarn og stortrives i 2. ægteskab (som også bliver det sidste resten af vores tid sammen i live). Har på nært hold oplevet venners skilsmisser og glæden (midt i sorgen!) over, at der pludselig er bedre tid til at dyrke sig selv og ny partner på en anden måde.
Ingen af dem ville have valgt skilsmissen på grund af disse positive birvirkninger (selv om de havde kendt til dem), men alle formår da gudskelov at sætte pris på dem, når nu det er sådan, det er blevet.
Så vel skal vi svedekæmpe for den samlede familie (det vil jeg i hvert fald), men lykkes det ikke, må vi glæde os over, at friheden måske kommer os til gode i et nyt forhold.
Sådan, dejligt at høre fra jer - jeg må vist skrive lidt flere af denne slags indlæg.
Og godt at Puk og Camilla, som jeg begge kender - og beundrer - som nogle stærke, ærlige og bevidste kvinder, giver deres besyv med. Jeg ved at ingen af de to "valgte" skilsmissen, som én kommentar så fint beskriver det.
Min pointe er blot, at vores eget lykke-projekt for nogle(/manges) vedkommende er blevet så vigtigt, at hvis det ikke kan opfyldes inden for de rammer man valgte, så ved vi at lykken kan findes et andet sted. Og rigtig mange føler at de har "krav" på den lykke, det er vel også derfor at skilmisse-statistikken er eksploderet netop i de opsvingstider, hvor vi havde tid, råd og mulighed for at fokusere noget mere på os selv og fik at vide, at det var vejen til lykken - for alle, også vores partner og børn.
Mit indlæg er lige så meget en kommentar til tiden, hvor det egoistiske projekt har været utrolig meget i fokus, men det ser ud som om det vender nu , og det er jeg taknemmelig for. Min tese er også, at det vil kunne aflæses i skilsmisse-statistikken...
Kære Lykke,
Godt med en sådan debat! Jeg aner intet - personligt - om hvad det vil sige at gå igennem en skilsmisse - har kun set den fra sidelinien i familien og hos venner. Jeg vil kæmpe (med næp og klør) for den gammeldags fortolkning af en kernefamilie (er selv gift på 14. år har 3 børn på 12/9/6), og er sikker på at alle der bliver gift tænker og føler til døden os skiller - og får børn i troen på, at det skal holde.
Som en af mine venner engang sagde, vi kan tage en "rigtig" beslutning eller vi kan gøre den beslutning vi HAR taget "rigtig"...
Jeg har hørt flere sige, havde jeg vidst at græsset IKKE var grønnere på den anden side, havde jeg valgt at blive ved min ægtefælle. Tror det handler om vilje til virkelig at ville ægteskabet, prioritere kærligheden - før andre ting! Og dernæst en accept af, at det er okay at lade sig skille, når det er eneste udvej, det kan selvfølgelig blive en kamp, som er uhensigsmæssig for alle - især børnene.
Kærlig hilsen Kirsten Solvej
[...] Jeg har tidligere her på bloggen været forarget (og gammeldags) over skilmisseprocenten og ønsket om at realisere sig selv ved at blive dele-forældre - hvilket også var sat på spidsen i en Fri-artikel. Senere har jeg så set et rigtig fint interview med Michelle Hviid, hvor hun på fineste vis beder andre om ikke at dømme dem, som går fra hinanden, fordi det altid er sidste udvej ligegyldig hvordan det ser ud udefra. [...]