Inkluderet eller ekskluderet?
Jeg tror alle kender til at føle sig ekskluderet. Jeg har længere end jeg egentlig har været klar over det været ekskluderet fra et fællesskab, som jeg brændende ønskede at være en del af. Det har taget mig meget lang tid at indse, at jeg aldrig bliver det, og det har gjort ondt, og jeg har forsøgt at give slip flere gange.
Men hvis vi ikke vidste, hvad det ville sige at være ekskluderet, ville vi heller ikke vide, hvad det ville sige at være inkluderet. Eller måske er det faktisk omvendt?
Jeg har netop oplevet en sådan inklusion. Jeg er taknemmelig og dybt ydmyg, og ved nu hvad det vil sige at være inkluderet fra første minut, og det gør det nemmere at give slip på noget, på en lukket fest, som jeg aldrig bliver inviteret til. Jeg har nu forstået, hvad det vil sige at være accepteret og mødt, oplevet uanet plads til ærlighed og åbenhed, hvor der deles uden betænkning, og hvor man kan være kvinde uden forstillelse. Ved du egentlig, hvor værdifuldt det er?
Og lige så værdifuldt er det, at kunne give slip på den eksklusion, som jeg så brændende ønskede skulle være noget andet. Og den styrke tror jeg faktisk jeg har fundet ved at opleve ægte inklusion.
11 Kommentarer »
RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI
Hvor giver det meget mening!
Wauw, sikke et indlæg og sikke en indsigt. Tak.
Dine ord beskriver præcis som det er ...
Tak for at du deler dine indsigter med os.
Ja - et sådan fællesskab er noget af det mest værdifulde... TAK
Det lykkes faktisk for dig at beskrive lige præcis dét som føles så stort!
Hvis ikke det føles ægte er det simpelthen ikke det værd! Helt ærligt!!
Knus, og tak
Trine
Så sandt!
Og somme tider opdager man, at det fællesskab man gerne ville inkluderes i, egentlig slet ikke er så interessant som man troede det ville være, hvis der viser sig en mulighed for at komme med i klubben.
http://fruz1.wordpress.com/2009/12/21/jeg-laver-sgu-min-egen-film/
De ord dér - de gik sgu lige i hjertekulen! Jeg ved lige, hvad du mener.
Man er aldrig i tvivl om eget værd, når man mærker den ægte varme omslutte en.
Varme tanker herfra:)
Jeg har for øvrigt tagget dig i: http://frahovedetilpen.blogspot.com/2010/02/jeg-er-bange-sofus.html
AB
Jeg har det på samme måde - velskrevet!
Hvor fantastisk en beskrivelse.
Har netop selv måttet sande, at et vigtigt fællesskab slet ikke var længere - hvis det overhovedet har været. Og først da jeg virkelig forstod dét, forstod jeg også de svære følelser jeg har haft omkring det gennem lang tid. Følelser jeg ikke har kunnet få fingrene ordentligt i.
Og når jeg slipper (ønsket om) ét fællesskab, finder jeg gaverne i mine andre fællesskaber, som jeg er inkluderet i, fordi jeg er netop mig.
Jeg synes altså, du er fantastisk, Lykke.
C
Tak for alle jeres skønne kommentarer, er så glad for at jeg ramte jer lige i identifikationen. Og hvor er det trist og fantastisk, at vi alle kender følelsen.