Håb om sommer skabt af regn?

Jeg har egentlig ikke været træt af sneen. Elsker sne og har flere gange reflekteret over, at jeg ikke kan huske at have oplevet en så lang "ægte, klassisk" vinter i mit voksne liv. Har blot nydt det hvide landskab (eller forsøgt at lade som om det var hvidt i stedet for grumset, brun storby-sne) og muligheden for at vise min søn, hvad sne er. Vi bor ved Københavns Kanal, så det har også været ganske fascinerende at opleve den fryse til på hel tæt hold og fodre ænder og svaner som stod på isen.

Men nu hvor det har regnet, og jeg kan se sneen forsvinde, det trætte græs kigger frem og vandet udenfor vinduerne igen er begyndt at vugge - og svanerne på flagerne synes at blive søsyge, så opdager jeg, at jeg alligevel glæder mig. At det bliver skønt med forår, duften af nyslået græs, strejf af varme og sol, mindre tøj, dage på græsset, udendørs kaffe. Der er sommer forude og meget godt i vente, og det afslører regnvejret lige så stille i disse dage...

Magien ved Klappe Klappe Kage?

Jeg elsker ord. Jeg elsker at sætte dem sammen, få dem til at lege på papiret og på skærmen. Måske derfor er jeg også så utrolig begejstret for at opleve Noahs vej ind i ordenes verden. Vi er nået dertil, hvor han er begyndt at sætte ord sammen og dermed ikke bare konstatere en ting men også tingens tilstand.

Jeg har helt fra starten været dybt fascineret af alt det børnene lærer, så hurtigt, så naturligt og så ganske nødvendigt. Men ordene, og talen, det slår alt andet, for nu får jeg også det skønneste indblik i et barn, mit barns, logik, og den kan jeg smile af mange gange på en dag. Konklusionen bliver, livet, hverdagen og al det vi fylder i den er slet ikke så kompliceret, som voksne kommer til at gøre det til.

Og det understreger Noah så ved at synge. Og her kommer ordene virkelig til sin ret. I dag sang han "Klappe Klappe Kage", og jeg havde lyst til at klukke af grin og stolthed (som kun en mor kan det). Jeg prøver virkelig at nyde de stunder, og den begejstring som jeg oplever ved det, for lige om lidt er det jo ikke længere noget særligt. Men i dag var lige præcis de ord, som man jo skal gøre sig umage for at kunne forstå, ren magi.

Skulle mit talent nu være noget særligt?

Jeg er heldig at være omgivet af mennesker, som vil mig al mulig godt og derfor siger mig sandheden, når de ser den. Og for nylig gjorde én af disse mennesker mig opmærksom på, at jeg aldrig kunne se mine egne talenter og styrker, men altid synes at alle andre var virkelig dygtige.

Og det var meget præcist beskrevet. Det er som om, at når jeg bliver presset, så tager jeg farve af de omgivelser, som jeg befinder mig i og begejstres for. En anden uheldig tendens bliver også sammenligningen, som er en sikker vinder, hvis du søger at nedgøre dit eget værd (for det er jo sjældent at vi sammenligner os med nogle, som vi ikke mener er lige så dygtige eller kompetente. For hvis vi gjorde det,  kunne vi jo ikke bruge det til at slå os selv i hovedet med, vel?)

I min mentorgruppe i går var der også én af deltagerne, som gennem en øvelse havde fået at vide, hvad hendes styrker var. Andre så hende som struktureret med et skarpt overblik, grundig og handlingsorienteret. Men det så hun ikke selv som styrker, mere som naturligheder eller sagt på en anden måde: "skulle det nu være noget særligt?".

Og det er det jo. For det er langt fra alle som har det talent. Og det var på næsten tragisk vis lidt af en overraskelse for hende.  Så hun besluttede sig for at anerkende sine egne styrker og ikke længere tale dem ned.

Mon du er god til at anerkende dit særlige talent? Ved du overhovedet hvad det er? Eller har du også bare - ligesom jeg har til tider - travlt med at se alle andres fortræffeligheder og underkende dit eget særlige talent?

Kan man være for træt til at finde på en overskrift?

Efter en 11 timers arbejdsdag (en god én af slagsen) og 1 times intenst kvalitetssamvær med Noah (for at forsøge at indhente kvantiteten) bestående af karbad og et styks glad dreng, som af underlige årsager i øjeblikket får den mest effektive energiindsprøjtning omkring kl. 19.55, er jeg træt. Han er ikke til at stå for og på den anden side, kan jeg næsten ikke stå op mere.

Kan man være så træt - og stadig forkølet - at man kan stirre på et tomt felt i WordPress uden at der efter 1,5 time står et eneste bogstav?

Åbenbart. Så nu sidder jeg her og stener dårligt fjernsyn og genudsendelser, kæresten er for længst gået i seng og jeg har flere gange spurgt mig selv, hvorfor i alverden jeg ikke ligger derinde ved siden af ham?

Og se nu, feltet er ikke længere tomt. Og pga. træthed  garanterer jeg nu kun for kvantiteten, ikke kvaliteten.

Hvad med et hus-alter?

Nogle gange ville det altså være rart at have et sted at opsøge, et sted at sende sine bønner hen. Se nu for eksempel dette lille alter i Thailand. Blot ved at finde billedet frem, får jeg helt ro i sjælen (men det kan selvfølgelig også bare være minderne om sol og varme).

Jeg læser lige i øjeblikket Elizabeth Gilberts "Eat, Pray, Love". Hun taler om Gud, men ikke som en kristen gud, men som den eller det, vi tror på. Og hun fortæller om mange mystiske og omfattende ritualer og traditioner på Bali og skønne meditationer rettet mod en form for Gud i Indien, som hensætter mig i en næsten meditativ tilstand ved bare at læse hendes ord.

Problemet med min tro, eller hvad jeg nu skal kalde det, er vel, at jeg kun nogle gange savner et sted eller en person at rette mine bønner til, resten af tiden retter jeg dem mod mig selv, som den ansvarlige i mit liv. Alligevel kan jeg virkelig godt lide tanken om noget udenfor os selv eller et sted, hvor vi er tættere på "det". Hvad eller hvor retter du dine bønner mod?

Hvad mere kan man bede om?

Efter en lang dag må jeg helt ærlig indrømme at aftenen ikke kunne have været bedre: Færdiglavet mad, som bare skulle sætte på bordet uden yderligere dikkedarer, efterfulgt af 45 minutters leg på madrassen inde på Noahs værelse, hvor min eneste rolle var en gang i mellem at fortælle farven på bilen og hvorvidt den kunne gå gennem bilvasken eller ej. Jeg kunne godt have blundet ind i mellem, hvis ikke Noah havde været så kær at betragte, og jeg kunne måske godt have læst et par sider i en bog, hvis ikke jeg havde været så sørens flad. Kun toppet af, at kæresten også slog sig ned på madrassen med en arm om mig, mens vi sammen beundrede vores søn, som kun forældre til samme barn kan det.

Jeg kan efter en god, men også krævende dag, ikke forlange meget mere. Det skulle da lige være et fodbad, hvis nogen insisterede...

Opdragelsens svære kunst?

Først og fremmest er jeg taknemmelig, fordi opdragelse er et fælles projekt og fordi min kæreste er lige så interesseret i at reflektere over det, evaluere og afprøve, indrømme fejl og lytte til bekymringer. Det er rart at være to.

For jeg synes nogle gange, det er svært. Noah nærmer sig de 2 år, kaster med tingene, bliver sur, græder til han får sin vilje, er nærmest besat af sin sut. Ja, ikke noget ud over det sædvanlige er mit indtryk. Men det er jo nyt for os.

Spørgsmålene er i øjeblikket: hvornår står man fast, hvornår skal man fornemme hvad han har brug for og bryde rutinen, hvornår skal man ignorere et kast med ting, hvornår skal man skære igennem, hvornår skal man trøste, hvornår skal man lade ham være sig selv?

Og hvornår er jeg selv stædig, hvornår vil jeg bare have ret, hvornår er det lige jeg ikke har overskud, hvornår skal jeg være lidt mere fleksibel, hvornår kan jeg være lidt mere tålmodig?

For som jeg har skrevet tidligere, så er noget af det vigtigste jeg ønsker at lære mit barn, at alle følelser er ok, også vrede, men derfor må man jo stadig ikke kaste med ting, som kan gå i stykker eller skade andre.

Og det føles nogle gange, som om jeg vender hans vrede ryggen, når jeg i opdragelsens navn siger nej, og står fast på, at han ikke må kaste tingene, heller ikke i vrede. For hvordan skal han ellers udtrykke det lige nu, hvor sproget endnu ikke kan hjælpe ham fuldt ud?

Det er svært at ville opdrage efter princippet "alle følelser er ok", når opdragelse også involverer at sætte grænser og fortælle, at der er nogle ting, man bare ikke må, hverken kaste med, få mere af eller som man bare skal, fordi "ens mor siger det". Æv, det er en svær balance. Har du nogle gode råd eller erfaringer?

Overgivelse?

Hvordan overgiver jeg mig? Jeg er faktisk ret forkølet, du ved på det stadie, hvor det bare løber ud af næsen (beklager detaljegraden, men ellers er det svært at forklare) med mindre jeg ligger ned eller sidder helt stille. Hovedet dunker lidt og kroppen er underlig utilpas, varm og øm. Nej, du skal ikke sige influenza-symptomer. Jeg er bare forkølet...

Men jeg havde altså mange gode planer for dagen, mange små ting jeg "lige kunne ordne", på den hyggelige men også praktiske måde. Og mennesker jeg måske skulle mødes med, en lille løbetur jeg faktisk havde glædet mig (lidt) til, fordi jeg nu er inde i en god rutine. Men i virkeligheden bør jeg bare overgive mig til, at omstændighederne er nogle andre, lytte til den tøven, der er, hver gang jeg forsøger at udføre nogle af de små gøremål. Men det er svært.

Så nu sidder jeg så inde i sengen, beordret af kæresten, mens Noah leger, hygger og sludrer i stuen sammen med sin far. Det er én af de hyggeligste lydtæpper, jeg kan lytte til. Med computeren i skødet og hovedet fyldt med tekster, som gerne vil ud og ned i tastaturet, kun afbrudt af et par stunder med den skønne bog "Eat,Pray Love" af Elizabeth Gilbert. Hvorfor var det nu lige, det var så svært at overgive sig?

Det må være min gøren som kæmper en intern kamp mod min væren. Jeg ved godt hvem jeg ønsker, der skal vinde, så hvorfor er overgivelsen så så vanskelig?

Speed-forkølelse?

Mærkede lidt kriller i halsen i går og besluttede mig for, at det ikke var nu, jeg skulle være syg.

Så jeg gik i gang med pebermynte-dråberne, og med det der Echinaforce, som nogen siger kan afværge en tur på sygelejet. Jeg huskede alle vitamin-pillerne i går. Jeg lavede rolig yoga her til morgen for at strække min ømme krop, har pakket mig ind i uld hele dagen og sørget for at spise "alt det rigtige". Alligevel har jeg langsomt være på vej i knæ i løbet af dagen, og har nu fundet næsesprayen frem (altid en god ven i nøden...). Og hvis det nu skal være, så har jeg også overgivet mig til chokoladen - lidt trøstespisning (og måske heler det også?).

Så nu hvor jeg ikke kunne holde forkølelsen fra døren, så satser jeg stærkt på, at alle disse medikamenter kan sørge for, at jeg er helt frisk og klar i hovedet i morgen. Har nemlig alt for mange gode ting og mennesker i sigte i denne weekend.

Andre gode råd til en speed-forkølelse?

Hvad skal jeg sige?

Er egentlig bare så taknemmelig, glad og helt rolig på den hverdagsagtige måde, at jeg slet ikke ved, hvad jeg skal skrive. Mon ikke det i virkeligheden skal fejres med et punktum. Ikke flere ord. Bare et øjebliks stilhed, så jeg kan tage denne følelse helt ind. Over and out.