Jeg ved, jeg kører i samme rille. Men de hersens tanker om skabelse og eget udtryk optager mig. Hvordan kommer man fra tanke til handling, hvordan får man skabertrangen ud af sit system og ind i virkeligheden i form af en tekst, et billede, et produkt, en gave eller noget helt andet?
I dag havde jeg ingen planer, da Noah var lagt ud at sove. Det sker nærmest aldrig, hvorfor jeg for en ganske kort stund gik hvileløst om og derefter endte, hvor jeg altid ender, ved computeren. Men så var det, jeg pludselig tog mig selv alvorligt - eller måske bare fandt en tidslomme - og belsuttede mig for at lege en leg, som jeg opfandt for længe siden: "træk et ord i krukken". Jeg har en lille glas-krukke med ord, som optager mig, som betyder noget for mig og som er tæt på mit hjerte. Og aftalen er så, at jeg skal trække et ord derfra, og bare skrive løs.

Det gjorde jeg så. Og skrev 10 linier. Og nu sidder jeg så i stedet her og blogger. Fordi jeg kom til at tænke på processen. På at denne leg lykkedes (for 10 linier har vel også ret?), og hvorfor mon? Fordi der var en tidslomme, fordi der var uplanlagt tid eller i hvert fald tid (mens Noah sover), hvor jeg prøvede at pleje mig selv i stedet for bare at ordne dagens gøremål. Og så var det pludselig slet ikke svært.
Det er (også) denne uplanlagte tid, denne tid, hvor jeg næsten keder mig, men som alligevel er dedikeret til mig, som jeg skal begynde at bruge til at udleve skabertrangen. Det var da ikke så tosset en indsigt at få på en helt almindelig lørdag, som nu slet ikke er så almindelig endda.
Ingen kommentarer endnu ↓
Der er ingen kommentarer endnu...Vær den første ved at skrive i formen herunder.