Hvordan tager man så sig selv alvorligt?

Det er et virkelig godt spørgsmål, og det kan jeg godt sige, for det er nemlig ikke mig, der har stillet det. Jeg skrev i går om at tage sig selv alvorligt, og fik et par kommentarer om, hvordan jeg sådan helt praktisk bar mig ad. Og det er ét af de vigtigste spørgsmål i den personlige udvikling, hvordan ser der ud i virkeligheden, i hverdagen, sådan helt nede på jorden, hvor ord ikke tæller, kun handling gør.

For mig handler det blandt andet om at prioritere aftaler og opgaver. Nogle af de drømme (eller langsigtede projekter) jeg har, kræver at jeg sætter tid af til dem, uden at kunne se resultater og tjekke af på to-do listen (det gælder vel for de fleste drømme, i hvert fald til at begynde med, med mindre man skriver dem på listen - og det er jo også en måde at tage sig selv alvorligt på). Så når jeg planlægger min tid, eller tiden pludselig skrider, så må jeg træffe en bevidst beslutning, og måske også sige nej til noget eller nogen.

Og for mig handler det så også om, ikke altid at gøre det jeg har lyst til, for indrømmet, nogle gange betyder det "den nemme vej". Og hvis drømmen og det at tage mig selv alvorligt var nemt, så gjorde jeg det allerede. Derfor forsøger jeg i stedet at mærke efter, være lidt mere ærlig overfor mig selv, så står det nemlig meget klart, hvad det er jeg skal gøre. Én af kommentarerne til indlægget i går foreslog at lytte til instinktet, og det tror jeg er ret præcist. Du skal lære din kerne at kende, for det er derudfra drømmen kan blive til virkelighed.