Hvorfor kan mænd, når kvinder ikke kan?
Beklager fraværet. Jeg vil ikke trætte jer med lange forklaringer, blot nævne en ubetalt regning, som blev betalt, men ikke registreret. Med lukket Internet til følge. Har faktisk haft lidt abstinenser.
Og samtidig med at dette lille drama stod på, havde min bror og hans kone trukket mig ud på en efterhånden al for sjælden løbetur. Og så det fik mig til at tænke. Min bror har hele dette efterår og (is)vinter hver morgen kl 5.45 løbet en tur i skoven (med pandelampe på). Nogle dage, siger han, er det svært at komme af sted, men så gør han det bare alligevel!
Herhjemme har kæresten i en kort periode været frustreret over ikke at have tid til at træne. Hvorefter han nu i en uge er stået op 6.30 og lavet armbøjninger og mave-øvelser. Uden brok!
Og jeg har haft succes med at løbe én (1) tur og lave én (1) gang yoga kl. 6.30 den sidste måned. Og min brors kæreste siger, at selv om, det gør hende så godt at løbe med, gør hun det kun 1-2 gange om ugen. Hvilket selvfølgelig også tæller.
Så hvad er forskellen, hvorfor er der så kort fra tanke til handling for mænd? Og har vi kvinder alt for mange undskyldninger, al for megen indre dialog. Eller bare alt for lange lister med alt mulig andet, vi også skal nå? Hvorfor gør jeg det ikke bare, når jeg nu ved, det er godt for mig og jeg gerne vil. Jeg kan ikke gennemskue det, kan du?
4 Kommentarer »
RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI
Jeg ved det heller ikke, Lykke. Derfor følger jeg intenst med her, for måske dukker der nogen op, der er bedre til at sætte deres fødder, hvor deres mund er? I helt utrolig overført betydning!:)
Græsset er ikke grønnere hos naboen.. Eller .. Det er IKKE lettere for os end det er for jer ..
- Men det handler om at tage en beslutning, droppe dialogen og bare gøre det
Og selv om den kommentar fra kæresten kan lyde lidt urealistisk og overlegen, så bliver jeg alligevel nødt til at tage den til mig, når den kommer fra ham.
Jeg ved, at han om nogen flere gange har truffet den slags beslutninger, både da han smed 18 kilo sidste år og tidligere i livet, da omstændighederne var noget mere alvorlige.
Og, når det kommer til min bror, så ved jeg også, at hans forklaring hører til i den boldgade. Han forklarer, at han kommer af sted hver morgen, fordi lægerne efter hans alvorlige ulykke sidste år mente, at han kunne takke sin gode kondi og sunde krop for at han overlevede og endda kom ud på den anden side uden mén.
Så måske er det bare en beslutning...
Det ER bare en beslutning. Men jeg har opdaget, at det var vigtigt for mig, HVORFRA beslutningen blev taget. Jeg har i mange mange år prøvet at tage mig sammen til at gå i det fitnesscenter, der bogstaveligt talt ligger lige på den anden side af gaden. Jeg ville derhen, fordi jeg *burde*. Et *burde* der kom fra verden udenom. Og der er ingen, der skal bestemme over mig!
Pludselig i januar kom beslutningen fra mig selv. Jeg gør det for MIN skyld. Fordi jeg synes det er rart. Fordi jeg har fortjent det (no pun intended). Fordi jeg bliver i bedre humør. Får en bedre ryg. Osv. Osv. Men det er for MIN skyld. Ikke fordi 'nogen' synes jeg burde.
Og også fordi jeg hørte Debbie Ford sige: "I revere my body as a sacred container of the divine." Der er altså IKKE en modsætning mellem at være et hovedmenneske og på at tage sin krop alvorligt - og tilmed nyde den. Det har jeg engang troet - måske en akademiker-skade?
Nu går jeg til pilates og yoga og dans i SATS. Det er ting jeg selv har valgt (jeg har prøvet at løbe, fordi min kæreste synes det er fantastisk - men det er det kun for ham...). I LOVE IT!
kh
Puk