Hvad vil det sige at være voksen?

Inspireret af Julia Lahmes fine klumme i Jyllandsposten i dag, kom jeg til at tænke på ovenstående spørgsmål. Hvad er det, der gør mig voksen, eller gør at jeg det meste af tiden forsøger at være det.

Først og fremmest er det at være voksen lig med at være forælder for mig. Min mor-rolle kræver et så stort ansvar af mig, at man skulle tro det var nok. Men faktisk er det mest voksne de meget voksne følelser. De er dybe, de når længere ud i spektret af både svært og smukt og de gør mig virkelig voksen.

Det synes jeg egentlig ikke er svært, Jeg har haft meget travlt siden jeg var teenager med at blive voksen (det var dumt indser jeg i dag), men jeg var ikke voksen, for jeg vidste ikke hvad det indebar, måske nok i ansvar, som jeg var ekspert i at påtage mig, men ikke i følelsesliv, ro i maven eller livserfaring. Den har indfundet sig i en grad, jeg er virkelig taknemmelig for (om end jeg endnu har meget at lære), også selv om det flosser nerverne fra tid til anden.

Desværre betyder det at være voksen og forælder også, at maden skal stå på bordet kl 18 hver dag (med mindre man vil betale for følgerne af en endnu længere ulvetime). Og det er faktisk det værste ved at være blevet forældre. Det er vel egentlig en billig pris at betale, for følelserne, ansvaret og roen vil jeg faktisk ikke være foruden.

Men i aften, hvor vi har barnefri oplevede jeg igen glæden ved at spise kl 19.30, beslutte hvad vi skulle spise kl 18 og indtil da hænge i sofaen og sludre med kæresten. Og så kan jeg også lige nå en spontan tur i biffen, hvis jeg har lyst. Helt ærlig, er det ikke også ret voksent eller....