Overgivelse?

Hvordan overgiver jeg mig? Jeg er faktisk ret forkølet, du ved på det stadie, hvor det bare løber ud af næsen (beklager detaljegraden, men ellers er det svært at forklare) med mindre jeg ligger ned eller sidder helt stille. Hovedet dunker lidt og kroppen er underlig utilpas, varm og øm. Nej, du skal ikke sige influenza-symptomer. Jeg er bare forkølet...

Men jeg havde altså mange gode planer for dagen, mange små ting jeg "lige kunne ordne", på den hyggelige men også praktiske måde. Og mennesker jeg måske skulle mødes med, en lille løbetur jeg faktisk havde glædet mig (lidt) til, fordi jeg nu er inde i en god rutine. Men i virkeligheden bør jeg bare overgive mig til, at omstændighederne er nogle andre, lytte til den tøven, der er, hver gang jeg forsøger at udføre nogle af de små gøremål. Men det er svært.

Så nu sidder jeg så inde i sengen, beordret af kæresten, mens Noah leger, hygger og sludrer i stuen sammen med sin far. Det er én af de hyggeligste lydtæpper, jeg kan lytte til. Med computeren i skødet og hovedet fyldt med tekster, som gerne vil ud og ned i tastaturet, kun afbrudt af et par stunder med den skønne bog "Eat,Pray Love" af Elizabeth Gilbert. Hvorfor var det nu lige, det var så svært at overgive sig?

Det må være min gøren som kæmper en intern kamp mod min væren. Jeg ved godt hvem jeg ønsker, der skal vinde, så hvorfor er overgivelsen så så vanskelig?