Opdragelsens svære kunst?
Først og fremmest er jeg taknemmelig, fordi opdragelse er et fælles projekt og fordi min kæreste er lige så interesseret i at reflektere over det, evaluere og afprøve, indrømme fejl og lytte til bekymringer. Det er rart at være to.
For jeg synes nogle gange, det er svært. Noah nærmer sig de 2 år, kaster med tingene, bliver sur, græder til han får sin vilje, er nærmest besat af sin sut. Ja, ikke noget ud over det sædvanlige er mit indtryk. Men det er jo nyt for os.
Spørgsmålene er i øjeblikket: hvornår står man fast, hvornår skal man fornemme hvad han har brug for og bryde rutinen, hvornår skal man ignorere et kast med ting, hvornår skal man skære igennem, hvornår skal man trøste, hvornår skal man lade ham være sig selv?
Og hvornår er jeg selv stædig, hvornår vil jeg bare have ret, hvornår er det lige jeg ikke har overskud, hvornår skal jeg være lidt mere fleksibel, hvornår kan jeg være lidt mere tålmodig?
For som jeg har skrevet tidligere, så er noget af det vigtigste jeg ønsker at lære mit barn, at alle følelser er ok, også vrede, men derfor må man jo stadig ikke kaste med ting, som kan gå i stykker eller skade andre.
Og det føles nogle gange, som om jeg vender hans vrede ryggen, når jeg i opdragelsens navn siger nej, og står fast på, at han ikke må kaste tingene, heller ikke i vrede. For hvordan skal han ellers udtrykke det lige nu, hvor sproget endnu ikke kan hjælpe ham fuldt ud?
Det er svært at ville opdrage efter princippet "alle følelser er ok", når opdragelse også involverer at sætte grænser og fortælle, at der er nogle ting, man bare ikke må, hverken kaste med, få mere af eller som man bare skal, fordi "ens mor siger det". Æv, det er en svær balance. Har du nogle gode råd eller erfaringer?
7 Kommentarer »
RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI
Jeg er helt med på, hvad du mener. Jeg er ikke klogere end dig, men jeg har 2 børn, der er ældre end Noah, så måske kan du bruge mine erfaringer.
Med udgangspunkt i, hvordan det foregår herhjemme, så har vi lært, at man i det lange løb har mest ud at tage udgangspunkt i sine egne grænser frem for ungernes. Det viser sig gang på gang at være mindst konfliktfyldt.
F.eks. er det oftest mig, der putter de to store på 4½ og næsten 3. Jeg plejer at kramme, kysse, sige godnat og sætte en historie på cd-afspilleren. (vi er i fase 2 af godnatputning, der skal ende ud i, at de bare lægges og så 'godnat'). I GOD mening har Ronni gjort det samme, men med det twist, at de har fået lov at skiftes til at vælge historier. Det skaber skrig & skrål, for de kan ikke holde styr på, hvis tur det er til at vælge.
Her til aften skar jeg igennem 'Vi skal IKKe høre Ariel og vi skal IKKE høre Villy Mus. Det er de voksne, der bestemmer og i aften skal I høre Lady & Vagabonden!' (Basta!) Og så var der dejligt ro, for så behøvede de ikke være i tvivl om, hvor meget de selv må bestemme.
Jeg ved godt, at min kommentar er et meget smalt svar på et meget bredt spørgsmål, men jeg håber alligevel, at du kan bruge det til at styrke dig i troen på, at du gør ham en stor tjeneste ved hele tiden at holde kærligt fast i din beslutning.
Selvom man føler sig som Sure Mor, så synes jeg, at det tydeligt mærkes, at det i længden er bedst for alle parter:)
Men ja, balancen er svær og jeg synes tit jeg får lidt ondt i hjertet, men så husker jeg mig selv på, at det kun varmer her & nu, hvis man tisser i bukserne;)
Tak Lis, det var lige præcis sådan en kommentar jeg efterlyste (og gerne flere af dem, tak). Tænk jeg synes bare jeg er s hård, men nu vil jeg næste gang trøste mig med, at "det er Lis også":) Og at så tisser jeg ikke i bukserne. Tak.
De første mange gange (indtil de fattede, at mor mener sgu, hvad hun siger), så gik jeg også i seng med blødende hjerte og tanker om ' var jeg nu for hård dér og dér og dér. Langsomt har vi alle forstået at det er at gøre dem en bjørnetjeneste ved at lade dem tage têtên. Når man så bliver NØDT til at skære hårdt igennem, så bliver det så meget mere råt.
Synes jeg:)
Og du har ret. Har altid selv været glad for en opdragelse, hvor jeg kendte rammerne.
Men oplever bare, at jeg nogle gange bagefter kan se, at grunden var en anden og at jeg derfor kunne have korrigeret hen ad vejen, selv om jeg holdt fast i udgangspunktet. Det kræver vist et eksempel. Det kommer én af dagene.
Og her har vi altså startet en snak, som jeg meget gerne fortsætter. Tager hatten af for intervallerne i din børneflok og det som du stadig er i stand til, kreativitet, butik, godt menneske og god mor. Hvad er DEN opskrift for én, nu vi er i gang:)
Jeg er helt enig, og det er smaddersvært.
De voksne bestemmer som udgangspunkt, men det er ok at lade børnene bestemme en gang imellem, hvis man har gjort sig klart, hvad det kan føre til. I øvrigt er der for mig slet ingen tvivl om, at det først er rigtig hårdt, hvis børnene ikke føler, at de ved hvor rammerne er - så flyder det hele, børnene ved ikke, hvad de skal gøre for at gøre tingene rigtigt osv. Det er ok at være hård ind imellem, hvis du er i gang med at understrege en ramme, som er vigtig for dig, jer og derfor i sidste ende børnene.
Du må også gerne blive vred - for jeg er 100% enig med dig - følelser skal være tilladte for alle parter. Skal der ind imellem en forklaring til, så er det også fint - og så skal man heller ikke være bange for at sige undskyld til ungerne, hvis man er kommet for skade at være urimelig.
Og uanset hvad man gør, så står man ind imellem og tænker, at man gør det hele totalt forkert.
Argh - jeg plaprer. Men det var altså lige det, der faldt mig ind. Det er svært - men følg din mavefornemmelse, og bliv ved med at bruge hinanden - det skal nok gå!
Kære Lykke,
I denne debat, har jeg noget på hjertet, som Mor til 3 drenge på 12/9 og 6 år, men hvor skal jeg starte og hvor skal jeg ende.... Jeg mener det er godt at kende sit hvorfor, når der udstikkes grænser, og gøre sig klart om det er mit eller barnes behov, der skal dækkes. Jeg har indimellem (ofte) reflekteret og fundet ud af at mine behov kom først - hviket kan være grænser sat, i frustration og lettere vrede, som egentlig minder meget lidt om kærlighed. Så for mig er det derfor vigtigt at vide - med mig selv - hvorfor en grænse skal sættes, og når den så sættes føler jeg mig okay med det, netop fordi jeg dybest set ved hvorfor. Nogle gange kommer vi jo til at sætte grænser i egen frustration, og så er det GULD værd at have én at dele det med!!
Kære Lykke
Vær som du er.
Hà tillid til at du ved at være den du er bringer alt det frem i din søn han har brug for. Husk at når vi i bagklogskab ser at vi har handlet som vi ikke ønsker kan vi altid gå tilbage med enten et undskyld eller en forklaring. Børn lærer lige så meget af dine fejl skridt som af alt det "rigtige", så hvad er egentlig rigtig? Selv træner jeg hårdt ikke at tænke så meget men bare være, med alt hvad der er...er det ikke det vi ønsker at lære vores børn? Hvis vi er alle vores følelser og er ok med det, er det måske den bedste lære for vores børn.
Som min datter sagde en dag da hun gik i børnehave og jeg spurgte" Alberte hvorfor græder du stadig når jeg går? er det ikke ved at være tid til at du kommer over det?" ( læs: moderen synes det var hårdt at gå fra et barn der græder) "Mor du siger jo selv at alle følelser er ok, jeg græder jo bare nu fordi jeg kommer til at savne dig og fordi jeg elsker dig, det går over igen!"
Kære lykke du er helt sikkert en helt perfekt mor, og glem ikke at "fejl" er en væsentlig del af det at være menneske..
Skønne tanker til dig
Annette