Hvor kommer det fra?

Jeg har nu skrevet fuldtid i to dage. Og jeg er helt høj.Og det har endda resulteret i hel 10+ sider (jep, jeg står kun til regnskab for kvantiteten, ikke kvaliteten).

Jeg skriver og skriver, og er så begejstret for dansen hen over tastaturet, at det er svært ikke at råbe af glæde. Ja, det er ligefrem svært at holde fingrene på tastaturet af ren og skær overraskelse over, hvor meget jeg har indeni, som bare skal ud.

I går var jeg helt tom til sidst og var bange for, at nu kom der ikke mere. Der var ikke en gang ord til et blog-indlæg. Men det var for ømtåleligt et emne at skrive om i går. Kunne heller ikke sove, for hvad nu hvis jeg ikke kunne gentage succesen i dag? Så det var med skrøbeligt sind, at jeg stod op i dag, og virkelig skulle koncentrere mig om ikke minutiøst at gentage rutinerne fra dagen før af ren og skær skræk for at jinxe mine skriverier.

I stedet holdt jeg fast i det, der virkede i går, nemlig at holde fokus og overholde aftaler med mig selv. Afsløre mine hvileløse surfs rundt på blogs og resten af det skønne Internet, fordi jeg gik om den varme skrive-grød. Lukke for mailprogrammer og telefon, og ikke snige mig til at hænge vasketøj op. Det lykkedes.

Og i dag undres jeg igen. Hvor kommer det fra? Og svaret er; indeni fra os hver og én, og jeg kan blive forundret over, hvor meget vi hver især indholder, når vi tager os selv alvorligt. Føle mig taknemmelig og meget lille ved forståelsen af, at vi indeholder det hele, hele tiden. Så spørgsmålet er ikke, hvor det kommer fra, men i virkeligheden, hvordan sørger vi for, at det - denne skaberkraft - kommer til udtryk?

Hvad vil det sige at være voksen?

Inspireret af Julia Lahmes fine klumme i Jyllandsposten i dag, kom jeg til at tænke på ovenstående spørgsmål. Hvad er det, der gør mig voksen, eller gør at jeg det meste af tiden forsøger at være det.

Først og fremmest er det at være voksen lig med at være forælder for mig. Min mor-rolle kræver et så stort ansvar af mig, at man skulle tro det var nok. Men faktisk er det mest voksne de meget voksne følelser. De er dybe, de når længere ud i spektret af både svært og smukt og de gør mig virkelig voksen.

Det synes jeg egentlig ikke er svært, Jeg har haft meget travlt siden jeg var teenager med at blive voksen (det var dumt indser jeg i dag), men jeg var ikke voksen, for jeg vidste ikke hvad det indebar, måske nok i ansvar, som jeg var ekspert i at påtage mig, men ikke i følelsesliv, ro i maven eller livserfaring. Den har indfundet sig i en grad, jeg er virkelig taknemmelig for (om end jeg endnu har meget at lære), også selv om det flosser nerverne fra tid til anden.

Desværre betyder det at være voksen og forælder også, at maden skal stå på bordet kl 18 hver dag (med mindre man vil betale for følgerne af en endnu længere ulvetime). Og det er faktisk det værste ved at være blevet forældre. Det er vel egentlig en billig pris at betale, for følelserne, ansvaret og roen vil jeg faktisk ikke være foruden.

Men i aften, hvor vi har barnefri oplevede jeg igen glæden ved at spise kl 19.30, beslutte hvad vi skulle spise kl 18 og indtil da hænge i sofaen og sludre med kæresten. Og så kan jeg også lige nå en spontan tur i biffen, hvis jeg har lyst. Helt ærlig, er det ikke også ret voksent eller....

Hvorfor kan mænd, når kvinder ikke kan?

Beklager fraværet. Jeg vil ikke trætte jer med lange forklaringer, blot nævne en ubetalt regning, som blev betalt, men ikke registreret. Med lukket Internet til følge. Har faktisk haft lidt abstinenser.

Og samtidig med at dette lille drama stod på, havde min bror og hans kone trukket mig ud på en efterhånden al for sjælden løbetur. Og så det fik mig til at tænke. Min bror har hele dette efterår og (is)vinter hver morgen kl 5.45 løbet en tur i skoven (med pandelampe på). Nogle dage, siger han, er det svært at komme af sted, men så gør han det bare alligevel!

Herhjemme har kæresten i en kort periode været frustreret over ikke at have tid til at træne. Hvorefter han nu i en uge er stået op 6.30 og lavet armbøjninger og mave-øvelser. Uden brok!

Og jeg har haft succes med at løbe én (1) tur og lave én (1) gang yoga kl. 6.30 den sidste måned. Og min brors kæreste siger, at selv om, det gør hende så godt at løbe med, gør hun det kun 1-2 gange om ugen. Hvilket selvfølgelig også tæller.

Så hvad er forskellen, hvorfor er der så kort fra tanke til handling for mænd? Og har vi kvinder alt for mange undskyldninger, al for megen indre dialog. Eller bare alt for lange lister med alt mulig andet, vi også skal nå? Hvorfor gør jeg det ikke bare, når jeg nu ved, det er godt for mig og jeg gerne vil. Jeg kan ikke gennemskue det, kan du?

Hvad er det, der smitter i blogland?

Jeg elsker blog-land og de mange helt fantastiske kvinder, som jeg har fundet her. Men jeg synes at opleve en tendens i disse dage, en travlhed, en træthed. En nærmest generel udfordring. Indenfor de sidste par dage har indtil flere meldt ud, at de ikke er så flittige ved tastaturet pga. personlige udfordringer, pga. travlhed, pga. sygdom, pga. drama. Sådan et sammenfald har jeg ikke tidligere oplevet.

Er der mon noget i luften?

Vi har brug for en kollektiv problemknuser af et immunforsvar samt en god portion ro og kærlighed til denne "virus", som breder sig. Er der noget jeg kan gøre, så sig endelig til. Og indtil da, så tag al den tid I har brug for. Vi er her stadig, når I igen kommer til hægterne. I er værd at vente på.

Hvor dygtig er du?

Jeg bliver sgu' så rørt. Måske er jeg nem. Jeg er jo glad for romantiske komedier og dramaer (følelses-porno ville min kæreste tilføje).

Men jeg blev imponeret her til aften. Over X-faktor. Har ikke fulgt med før nu. Synes de har spottet noget ægte x-faktor. I mange forskellige forklædninger. Og det er da rørende med al det talent, med al den kreativitet, med al det særkende. At man kan blive ved med at finde mennesker, som skiller sig ud og som kan noget vi andre kan få glæde af.

Var ved at få tårer i øjnene flere gange i aften (ok, jeg er nem). Når de filmede familie-medlemmerne, særligt mødre og fædre, ramte deres stolthed mig helt herud i stuen. Og så opdagede jeg også noget andet. Når deltagerne havde sunget var de næsten overraskede over sig selv, lettede. Som om de tænkte "det havde jeg alligevel ikke troet, jeg kunne". Men det kan de.

Måske kan vi andre også det, vi ikke altid lige går og tror på? Og der er helt sikkert mange flere end vi tror, som vil være pavestolte. Ved du hvor dygtig, du egentlig er? Det tror jeg de færreste af os gør. Skræmmende, men også ganske opmuntrende.

Mentalt kviksand?

Kender du de dage, hvor man bare ikke kan få sat hak ved noget som helt på den mentale to-do liste? Menesker tager ikke telefonen, eller ringer ikke tilbage, andre sender ikke de svar på mail, som jeg har brug for, for at komme videre. Jeg selv leder efter åndehuller (læs smuthuller), så jeg kan snige mig uden om det arbejde, som ikke rigtig glider. Der er jo altid noget andet jeg kan lave, men hvordan kommer jeg lige i gang?

Dette er en beskrivelse af dage, som vi alle kender dem. Men det er også de dage, hvor vi vitterligt kan teste om vi tager os selv alvorligt. En lille portion eskapisme fra tid  til anden, er der ikke noget galt i, men frustrationen er som regel størst, når noget er rigtig vigtigt for os.

What to do? Lige i dag har jeg ikke de store forkromede svar - men én ting der altid virker er et fysisk mønsterbrud, altså gå ud af din dør, kom et andet sted hen, gerne udenfor i den friske luft (bonus når dagen som i dag skinner), aftal et møde med et andet menneske, som kan hive dig ud af det mentale kviksand.

Og, som man giver råd skal man lytte, for de fleste råd vi giver til andre er som bekendt til os selv. Så jeg tager min egen medicin og sniger mig ud i solen for at mødes med et godt menneske.

Veninder og børn – en svær kombi?

At være småbørnsmor og have et godt forhold til veninder(ne), som rækker ud over, sms, telefon og email, som rent faktisk betyder samvær over kaffe, thé, rødvin eller det der er stærkere har for mig vist sig at være lidt af en udfordring.

Det kræver, at man er ret så struktureret for overhovedet at få noget i kalenderen. Det kræver også nogle gange, at man er tilgivende, fordi der kan gå al for lang tid, hvor man ingen livstegn hører. Det kræver til tider, at man er fleksibel og forstående, fordi adskillige aftaler går i vasken før det lykkes at ses. Det kræver også at du - bare en gang i mellem - prioriterer veninden højere end kæresten, barnet (og sofaen derhjemme), det kræver overskud at rejse sig og overhovedet komme ud af døren, når klokken er mere en 20 (særligt i disse mørke og kolde tider). Det kræver store ører, tid og tålmodighed, fordi der ofte er virkelig meget at indhente.

Men selv om det kræver, vil jeg bare understrege, at det er det hele værd. Det var denne aften et skønt vidne om. Flere af den slags, koste hvad det vil...

Hvordan tager man så sig selv alvorligt?

Det er et virkelig godt spørgsmål, og det kan jeg godt sige, for det er nemlig ikke mig, der har stillet det. Jeg skrev i går om at tage sig selv alvorligt, og fik et par kommentarer om, hvordan jeg sådan helt praktisk bar mig ad. Og det er ét af de vigtigste spørgsmål i den personlige udvikling, hvordan ser der ud i virkeligheden, i hverdagen, sådan helt nede på jorden, hvor ord ikke tæller, kun handling gør.

For mig handler det blandt andet om at prioritere aftaler og opgaver. Nogle af de drømme (eller langsigtede projekter) jeg har, kræver at jeg sætter tid af til dem, uden at kunne se resultater og tjekke af på to-do listen (det gælder vel for de fleste drømme, i hvert fald til at begynde med, med mindre man skriver dem på listen - og det er jo også en måde at tage sig selv alvorligt på). Så når jeg planlægger min tid, eller tiden pludselig skrider, så må jeg træffe en bevidst beslutning, og måske også sige nej til noget eller nogen.

Og for mig handler det så også om, ikke altid at gøre det jeg har lyst til, for indrømmet, nogle gange betyder det "den nemme vej". Og hvis drømmen og det at tage mig selv alvorligt var nemt, så gjorde jeg det allerede. Derfor forsøger jeg i stedet at mærke efter, være lidt mere ærlig overfor mig selv, så står det nemlig meget klart, hvad det er jeg skal gøre. Én af kommentarerne til indlægget i går foreslog at lytte til instinktet, og det tror jeg er ret præcist. Du skal lære din kerne at kende, for det er derudfra drømmen kan blive til virkelighed.

Tager du sig selv alvorligt?

Et menneske, som står mit hjerte meget nært, sagde til mig den anden dag: "hvis der er én ting jeg kan sætte min finger på hos dig, så er det, at du ikke tager dig selv alvorligt nok". Vi talte om skabertrang, om at udtrykke det man drømmer om. Og hun har ret. Det er blevet det nye samtale-emne og spørgsmål i min indre dialog: "tager du dig selv alvorligt lige nu?"

Og det virker. For jeg får smækket min r... i sædet og handlet på det jeg drømmer om, planlægger og får idéer til.

Måske er det et koncept du skal prøve, hvis der er noget du ikke helt får gjort noget ved, men hele tiden vender tilbage til i tanken? Det er ikke nemt, men det er et godt spørgsmål - og en særlig veninde, man får sådan et værdifuldt input fra.

Hej krop?

Var til yoga-workshop i dag. Elsker yoga, men har ikke rigtig fået gjort noget ved det siden jeg fik Noah. Men min krop havde ikke glemt det. Faktisk havde den savnet yogaen så meget, at den synes jeg skulle belønnes. Jeg kom dybere ind i stillingerne end jeg har gjort meget længe. Det var skønt - og fascinerende at opleve kroppen huske på den måde.

Og når jeg er i min krop, kommer der en hel ny og fin slags kreativitet til mig og en lyst til at udtrykke mig. Det var så skønt at opleve og mit nye motto blev i dag: "Hej krop".

Og det fik mig også til at tænke på nytårsfortsætterne, eller rettere nytårsfokus, som jo bl.a. var krop for mit vedkommende. Og næstekærlighed. Og balance. Og nu hvor jeg har været til yoga kan jeg sige, at det går virkelig fint på alle tre områder. Jeg manglede lige at få kroppen med. Og jeg tror nok jeg fandt motivationen til at holde fast i yogaen, i hvert fald for en tid. Hvordan står det til med dine fokus-områder?