Kan du give plads til det uperfekte?

Kære Perfektionist,

I dag har jeg brug for, at ikke lat behøver at være perfekt. Jeg har nemlig brug for blot at komme i gang. Jeg kender ikke målet eller alle svarene, og det er skræmmende nok i sig selv. Så hvis jeg også skal kæmpe med dig i og alle dine absolutter i dag, så får jeg det ikke til at ske. Og det er en stor drøm for mig og noget jeg bare må ud med.

Kan du give plads i dag til det uperfekte, så lover jeg at tage dig med på råd senere i processen. Når det hele står lidt mere klart.

Hvis du bare i dag kan give mig lidt plads og rum at udfolde mig på, uden at have din kritiske røst hængende over hovedet.

Jeg ved du gerne vil vide det hele først, kunne se sammenhængende og det overordnede billede, men sådan er spillet ikke altid. Hvis jeg lover at holde ved og holde ud, så håber jeg, du er ok med at se til fra tilskuerpladserne i dag. Jeg lover, du nok skal få lov at komme på banen senere.

Tak.

At have mod til at tåle?

Har du nogensinde tænkt over ordet tålmodighed?

Jeg er et utålmodigt menneske. Men nu har jeg fået et helt andet incitament til at øve mig i tålmodighed. Incitamentet ligger i ordet: at have mod til at tåle... Bliver næsten helt rørt over logikken og den hemmelighed, som ordet har gemt på i alt den tid, jeg har brugt det helt uvidende om genialiteten.

Det handler om at have modet til at tåle, tåle en hvilken som helst situation, ligegyldig hvor pinefuld, langsom, kedelig, smertefuld, ulidelig eller irriterende den måtte være. Det handler om modet til at tåle alle de grimme følelser. At turde mærke efter, hvad de følelser har at fortælle.

At vende det ord på hovedet har givet mig hel ny inspiration til at afprøve en egenskab jeg absolut ikke mestrer. Begejstringen vil ingen ende tage, når to lidenskaber mødes. Én for ord og én for selvudvikling, og se nu hvordan de supplerer hinanden så smukt.

Hvad med dig, har du mod til at tåle?

Ejerfornemmelser?

Jeg ved godt, at hvis jeg virkelig elsker og respekterer, så sætter jeg fri, åbner buret og så flyver "fuglen" tilbage til mig, hvis følelsen er gengældt.

Alligevel elsker jeg følelsen af at høre til, være en del af noget, høre til nogen, være i et fællesskab. Og hvis jeg skal være helt ærlig (og det skal jeg jo her, det er mit løfte til mig selv og dig), så elsker jeg også indforståetheden. Selv om den er noget så frustrerende, når man er udenforstående!

Jeg elsker det tilhørsforhold, fordi det føles som ejerskab, fordi det giver mig ro og tryghed om de skrøbelige følelser, om det åbne hjerte (og ja indrømmet, det giver mig også en følelse af kontrol, men må jeg ikke få lov at udelade den pointe i dette indlæg?).

Jeg elsker at høre til og selv om det også er en form for afhængighed, som jeg i en utopisk udgave af livet måske skulle give slip på, så holder jeg altså fast og nyder at høre til og være en del af, bare lidt endnu?

Skriver du i hånden?

Jeg elsker min computer, jeg elsker lyden fra tastaturet og den beroligende følelse, når fingrene hviler på tasterne. Men jeg har lært noget nyt (på denne intet mindre end fantastiske og meget inspirerende skrive-workshop) - jeg har lært at skrive i hånden. Og jeg er ganske enkelt begejstret, selv om jeg var bekymret for at slippe tasterne og gribe pennen. Hvad skulle det nu gøre godt for, det var da spild af tid og hvorfor, når nu jeg har min elskede computer?

Men nu ved jeg hvorfor. Ligegyldig hvor få ord, det føles som om jeg har på hjerte, så glider de lige så stille og fint fra hovedet (og hjertet selvfølgelig) ned gennem pennen og ud på papiret. Og jeg overraskes. Overraskes over præcisionen, kreativiteten og sammenhængende, som ofte er helt nye og finurlige.

Skriver du i hånden? Hvad giver det dig? Hvis ikke, så prøv det og fortæl mig hvad du synes. Det er et lille skrive-mirakel.

Særligt selskab?

Det kan godt være det er regnvejr udenfor, men indeni skinner solen. Der er bare så meget godt at glæde sig til og over. Så det gør jeg...

Jeg var på en skøn roadtrip i går (det er virkelig en undervurderet  form for samvær)  med et helt særligt menneske. Og skal af sted igen i dag, også med destination særligt selskab i form af et unikt fællesskab. Der er simplethen dømt godt selskab, ikke bare i går og i dag, men hele ugen.

Den står på familie-tid - og alene-tid. Jeg har fået et par dage foræret, helt for mig selv, bare mig og ordene, mig og min indre (og ydre) pen, og det er altså også et ganske særligt selskab.

Hvad undrer du dig over lige nu?

Her til aften undrer jeg mig over:

* hvordan jeg har båret mig ad med at være væk fra min dejlige famile tre aftener i træk...

* hvorfor universet er så barmhjertigt, at jeg først bagefter opdager, hvor meget jeg har savnet...

* hvorfor jeg endnu ikke er gået i seng, når de sidste tre dages arbejde kan mærkes i hele kroppen og når nu dem som jeg har savnet, allerede sover...

* hvordan jeg får et par ekstra timer i døgnet til at følge med på alle de skønne blogs og mennesker bag, som findes her på nettet og ude i virkeligheden (jeg lover kun at bruge timerne til det formål, og det tror jeg faktisk, jeg ville kunne holde)...

* hvordan det at hænge vasketøj op kan åbne for mine ord og mine tanker på et ganske kort øjeblik...

Balance i lykken?

Personlig udvikling er en meget bred betegnelse for et utal af retninger, brands, påstande og metoder.

Derfor er fokus også meget bredt. Det handler om det gode liv, om indsigt, om at kende sig selv, om at sætte grænser, om kommunikation, om accept af selv og andre, om at leve det liv, man drømmer om, ja kort sagt om lykken. Men det handler også om bagsiden. Om alt det grimme. Om de svære følelser, om det vi ikke magter, om al det som vi fysisk eller psykisk vender ryggen til, om alt det vi også er, men som er meget sværere at acceptere og åbne op for uden at fordømme os selv.

Og jeg mener ikke, det ene kan stå uden det andet. Derfor synes jeg, det er lidt synd, at det nu i følge denne artikel i Fri, er lykken vi er vilde med. Ikke et ondt ord om positiv psykologi, men hvis det vi kun ser på den ene side af mønten, så er der alligevel tale om en ubalance.

På den anden side, er det vigtigt at understrege, at der netop nu - indenfor forskningen - rettes op på en tidligere ubalance, fordi det tidligere handlede om alt det, som var skidt og alt det, som var galt med os.

I sidste ende, så handler personlig udvikling om balance; mellem det pæne og det grimme, det gode og det onde, handling og afslapning. Balance er for mig omdrejningspunktet i al personlig udvikling, hvad er det for dig?

Kan anerkendelse have for høj en pris?

Jeg er blevet anerkendt. Jeg synes i hvert fald selv det var et skulderklap. Jeg har fået tilsendt nogle sikkert fine hudprodukter fra et PR-bureau. De skrev en mail og spurgte, om de måtte sende mig en "Goodie Bag", fordi de rigtig godt kunne lide min blog, og de opfatter mig som en "influencer". Det er jeg sgu' stolt over, men bagerst  i hovedet siger en lille stemme "er du virkelig så nem?"

Og med den stemme sniger sig også en helt anden problemstilling ind. Nemlig den om min blog skal være en reklamesøjle? Og det skal den ikke, for så mister jeg min troværdighed, og den er alfa omega for min blogging. At du kan stole på mig.

Men jeg skriver alligevel om det, fordi det handler om ét af de helt centrale emner her på bloggen: anerkendelse (en gammel og vældig tilreddet kæphest for mig). Og faktisk om yderligere to favoritemner: blogging (elsker jo de ord og den verden) og så den med autenticiteten.

Så hvad synes du egentlig om, at også blogs er blevet en plads for reklame, er det ok, hvis det er en give away, som du får glæde ad, har du overhovedet tænkt over, at det er reklame, eller har du paraderne nede (for så virker det jo endnu bedre)? Og hvad med bloggeren, hvor meget ansvar har hun? Og er hun for nem, hvis de kan lokke hende, ved at skrive noget pænt til hende?

En taknemmelighedens dag…

For præcis et år siden i dag, sad jeg på neurointensiv afdeling i Odense sammen med resten af min familie. Og ventede. Og ventede. Ventede på svar efter at min bror var faldet 4 meter ned på et betongulv med hovedet først.

Og i dag, et år senere er han her stadig, endda helt uden mén. Et mirakel, intet mindre, i hvert fald når jeg tænker tilbage på resten af marts, april og maj måned sidste år.

Så denne dag er min brors, en hyldest til og en taknemmelighed for hans massive kamp tilbage til livet og den kamp jeg ved, han stadig kæmper, helt for sig selv, indeni.

Og der er intet en storesøster kan gøre for at hjælpe - andet end at glædes over og være taknemmelig for, at han er min lillebror og han er lige her. Tak for livet - og for hverdagen. Fra hjertet tak.

Måske skal vi ikke klare alting selv?

Kender du den følelse af, at universet holder hånden over dig? Jeg må have sendt nogle ret stærke signaler  i weekenden om, at jeg havde brug for hjælp (det føltes også sådan).

Det har i hvert fald været en usædvanlig mandag. Både personligt, på telefon og via mail har universet sendt mig helt konkrete løsninger på mit problem. Jeg sidder her og smiler fjoget, fordi det er en ganske usædvanlig oplevelse for mig at føle, at noget eller nogen har hørt min bøn. Jeg plejer selv at handle og tage affære. Men det her er altså en ret fed fornemmelse. Og en jeg vil lære lidt af. Måske er vi ikke helt alene?

Min måde at sige tak på, har så været at gøre noget selv. For ligesom at skabe balance i regnskabet. Jeg har i dag lavet et af den slags telefonopkald, som kræver masser mod og åbenbart også en bølge at ridde på.

Hvad end det var jeg gjorde, og det skulle jeg måske tage at finde ud af, så virker det i hvert fald. Så tak herfra.