Hvornår ved man, at man er nogens mor?

Der er mange måder at opdage, at man er blevet forældre. Der er de helt åbenlyse, som jeg springer over her. En anden måde er at befinde sig til forældremøde (tja, at være forældre er jo sådan set adgangsbilletten), og ikke bare det første af slagsen, men nummer to, hvor man oven i købet er erfaren og har hørt det hele før!

Jeg smiler medfølende til de nye forældre, når jeg helt ned i maven bliver mindet om følelsen af, hvordan det var at aflevere de første uger (og stadig kan være en gang i mellem). Bliver lidt forarget på deres vegne, når alle aktiviteter og den meste tale omhandler de store.

Den første gang jeg sad der,  var jeg så bekymret for, om Noahs udvikling blev tilgodeset, nu hvor han var Benjamin på stuen og oven i købet meget yngre end de andre og aldrig kom med på tur. I dag sad jeg så og var bekymret for, om Noahs udvikling blev tilgodeset, nu hvor han var én af de eneste store tilbage på stuen.

Der tegner sig allerede nu et klart billede af forældreskabets lakmustest: bekymring. Jeg kunne da i hvert fald såre undre mig over, at jeg var lige så bekymret denne gang, som jeg var sidst - om præcis det modsatte. Jeg ryster på hovedet af mig selv og må bare konstatere, at det i hvert fald ikke er særlig rationelt, det der forældreskab. Og fravær af det rationelle er måske den tydeligste indikation af dem alle?