En tro følgesvend?
Jeg har altid troet på, at når bare jeg vidste hvad min lidenskab, passion, kald eller mål (kært barn nar mange navne) var, så ville vejen for et handlingsorienteret menneske som jeg lægge åben. Når jeg bare vidste hvilken vej, jeg skulle gå på og kunne se endestationen ude for enden, så var min lykke gjort.
Sådan har jeg haft det med min karriere og sådan har jeg det med mine skriverier. Og for begge deles vedkommende har det aldrig stået mere lysende klart, end det gør nu.
Men vejen er ikke ryddet. Der ligger stadig store sten. Jeg kan ikke få alle de smukke ord og klare idéer ud af hovedet og hjertet og ned gennem fingrene. Når jeg gør, føles det helt forkert, som om luften går af ballonen, så jeg beholder det indeni. På grund af frygt.
Og så tænker jeg, at jeg har holdt frygten på afstand og ikke kigget den i øjnene ved at sige, "når bare...". Men jeg kan måske lige så godt tage den frygt i hånden og begynde at gå vejen, et skridt af gangen, for den har vist tænkt sig at følge efter mig alligevel... Og hvis ikke så står den forude, og prøver at lokke mig ned af en af sidegaderne. Men nu bliver jeg på den vej, som ligger forude. Vil du med tro følgesvend?
3 Kommentarer »
RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI
JA - jeg følger trop. Nu er der ingen vej tilbage. Kh Karin
Jeg kender det alt for godt - Jeg springer ud i det med dig! Tager frygten i hånden - ser den lige i øjnene og gør det hele alligevel...
"Når bare" er ikke blot verdens største sutteklud, den er også den sikre vej op på trædemøllen.
Vores liv vil til evig tid indeholde store sten og bekymringer og frygt og mangende tro på os selv, så ja: vi kan lige så godt se dem alle sammen i øjnene og slutte fred med, at de følger os som vores egen skygge. Jaaaaaa - vi skal derudaf!!!!!