Den forkerte kvindekamp?
Jeg har aldrig rigtig tænkt, at jeg var feminist. Jeg har bare tænkt, at jeg gerne vil kunne klare mig selv. Derfor er jeg heller ikke særlig god til at spørge om hjælp. Sådan helt generelt. Men i særdeleshed, når det gælder de klassiske mande-fag. Men jeg har på fornemmelsen jeg kæmper den forkerte kvindekamp.
Lørdag formiddag var det på klassisk, paternalistisk vis tid til at ordne bil. Vaske den, tjekke dæktryk og fylde benzin på. Problemet var dæktrykket. I manualen (jep, jeg sværger til manualer, som oftest betyder de nemlig, at jeg ikke behøver at spørge) stod der fine betegnelser, desværre i et andet format/måleenhed, end dem jeg kunne læse på tankstationen. Der var kun tilbage at spørge. Så det gjorde jeg alt i mens jeg følte mig som en dum blondine. Jeg fik et klart, venligt og professionelt svar og gik derefter selv i gang. Alt imens jeg fumler lidt og stadig har problemer med dæktrykket, kommer samme venlige ekspedient tilfældigt forbi og spørger, om alt er ok. Jeg svarer ærligt, hvorefter han endnu en gang kommer mig til undsætning. Indrømmet, det var helt rart at ekspedienten hjalp (for ikke at tale om god service).
På denne jubilæumsdag (100 år) for Kvindernes Internationale Kampdag er det vel relevant at spørge: hvad skal vi kæmpe for? For det er jo helt ok som kvinde at bede om hjælp, men er det også helt ok at skulle det hele selv?
I virkligheden håber jeg at Kvindekampen handler om noget helt andet. Eksempelvis om, hvordan man i det moderne samfund skal få tid til både at være mor, have en kærlig og ligeværdig partner, et arbejde, man er glad for og kan avancere i (hvis man har lyst) og alt det andet ved siden af. Lige nu er samfundet efter min mening nemlig ikke indrettet til, at det kan lade sig gøre på en harmonisk og afbalanceret måde for langt de fleste familier. Altså lige arbejdsdeling både derhjemme og derude og ditto aflønning.
Hvad synes du Kvindekampen skal handle om?
6 Kommentarer »
RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI
Jeg synes i store træk den ska handle om det du skriver. Jeg arbejder lige nu i det små og forsøger at indgyde mod og kvindshjerte (!) i mine døtre. For mig er det vigtigt, at sproget afspejler holdninger og jeg ønsker mig, at de bliver gode til at gennemskue fordækt tale og vil åbne munden op, når de ser uretfærdighed. Både på egne og andres vegne.
Jeg sår små frø og håber der kommer stærke planter op.
Imens jeg betragter vokseprocessen, så sætter jeg spot på sproget, der desværre stadig afspejler virkeligheden.
Barndom - ungdom - kvinddom! Hmmm, se, det lyder jo desværre stadig forkert. Vi kan ikke nøjes med at sige 'øv'.
Og det var bare et enkelt eksempel på at kvinder ikke engang ejer sproget!
Jeg synes, som Julia Lahme også skriver om, at vi kvinder skal lære at hjælpe hinanden. Sådan vi får et sammenhold istedet for at det bliver dem mod mig. Søstersolidaritet er vejen frem!
)
Kvinder skal lære at råbe op omkring hvad de kan! Kvinder skal ikke nødvendigvis have noget fordi de er kvinder, og mænd ditto. Men vi skal alle have noget fordi vi er hamrende seje... Læs mere på min blog i dag http://stressstories.blogspot.com/2010/03/det-er-jo-lige-til-at-blive-stresset-af.html
Det er vel altid ok at bede om hjælp. Mænd er ikke født til at kende alle luftautomater, så de har sikkert også spurgt. De lægger bare ikke så meget i det.
Men ja, hvad pokker skal kvinder kæmpe for - om noget?
Jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke er tilhænger af at kalde det en kamp, for med det siger vi samtidig at der nogen der skal vinde og nogen der skal tabe og hvis kvinderne vinder er det vel mændene der skal tabe - og det synes jeg ikke er skide konstruktivt.
...men hvis der er endelig er noget der skal ændres, er det den offermentalitet kvinder tit er ambasadører for.
Jeg synes at i vestlige verden kvinder kan kæmpe for at have lov til at være naturlige - ikke barbi-dukker. At den idealiserede photoshop manipulerede billede af hvordan kvinder skal se ud ikke dominere opfattelse af at være smuk. Det gør at andre kvindelige egenskaber som intuition, visdom, livskræft bliver glemt og ikke verdsat.
Jeg skrev sådan her på min blog i går:
Forskning i menneskekroppen har været kønsløs. Man har automatisk taget for givet, at kvindekroppe er som mandekroppe. Og det er – surprise – ikke tilfældet. Endelig er man for ganske få år siden så småt begyndt at lave kønsspecifik forskning og lære noget om både mandekroppe og kvindekroppe.
Når kvinder rammer bunden af de sociale rangstiger rundt om i verden, bliver deres samfund super sårbare, fordi kvinderne er de bærende elementer i forhold til reproduktion og forsørgelse. De føder børnene og sørger for familien. Når de rammes, bryder sårbare familier sammen.
Når kvinder i tredje verdens lande dør, rammer det familierne hårdt.
Kvinder er langt mere følsomme overfor aids. De smittes lettere end mænd, og i de lande, hvor der er mange hiv-smittede kvinder, er kvinderne i forvejen dårligt stillede.
Kvinder i øde og utilgængelige områder betaler med den højeste pris for manglen på sundhedstjenester og rent drikkevand – høj børnedødelighed og høj kvindedødelighed i forbindelse med graviditet og fødsel.
Kvinder er rundt om i verden ubegribeligt udsatte for vold og overgreb og ikke mindst når mændene går i krig. Når kvinderne betaler prisen for overgrebene med aids, uønskede børn, kønssygdomme og lemlæstelse – står de næsten altid uden støtte fra omgivelserne.
Selvom vi er nået langt i den tid, kvindernes internationale kampdag har eksisteret, har vi stadig ikke lige løn for lige arbejde.
Så tiden er vokset fra begrebet “kamp”???? Hvad med at lægge middelklasseforkælelsen væk en stund og fokusere på andet end os selv? Måske overveje at bruge en lille del af vores kvindekræfter på medsøstre ude i verden, som stadig har brug for kampen. Fordi der er alt for store skævheder mellem mand og kvinde. Større skævheder, jo dårligere mændene og kvinderne er stillet. Så – KÆMP VIDERE!