Flygter du også, når det bliver svært?
Jeg har været på flugt længe. Har jeg netop indset. Velovervejet, velbegrundet, velanset. Troede jeg. Men nej. For det er som om, at ligegyldig hvor stærkt jeg løber, så bliver jeg indhentet. Af det uafklarede. Af det jeg endnu ikke har lært og taget til mig. Så nu bliver jeg lige her. Selv om jeg til tider er vred, virkelig vred. Og selv om det ikke er den nemmeste vej. Til gengæld tror jeg det er den hurtigste; lige gennem smerten unde svinkeærinder.
Hvad med dig, flygter du også, når det bliver svært (helt ærligt...) eller er du god til at stå fast i det indre stormvejr? Alle tricks og fif er velkomne. Det her er én af dem, hvor jeg stadig kan løbe om hjørner med mig selv og tro på, at jeg har en god undskyldning. Det har jeg bare ikke.
8 Kommentarer »
RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI
Hmmm.... godt spørgsmål, rigtig godt spørgsmål... Jeg er ved at lære at stå midt i det - med oprejst pande og alt det der. Det er mega-sejt og jeg håber det viser sig at være besværet værd *S* Ellers har jeg flygtet, både mentalt og fysisk... tjaaah, hvem gør ikke det?
Rina
Har flygtet en masse tidligere og vil sikkert gøre det fremover igen. Men lige nu og her bruger jeg spørgsmålet: Flytter det du gør lige nu dig længere væk fra eller tættere på det, du gerne vil? Og når jeg opdager, at det fører mig væk, så justerer jeg (for det meste) til. Så ta'r jeg et lille skridt fremad, står lidt mere imod, ta'r lidt mere ansvar.
Jeg har lært med tiden, at det ikke nytter at flygte.. selvom at det ind i mellem ville være lettere.. men jo mere frygt du ser i øjnene - jo nemmere bliver det med tiden.. Men ærlig talt.. jeg hader frygt og indre udfordringer... at miste kontrollen.. jeg tror dog ikke at jeg nogensinde vil undgå det.. Kram fra C
Ja, jeg flygter... Jeg flygter hele tiden fra det jeg gerne vil foretage mig rent arbejdsmæssigt. Så lader jeg fornuften tage over fordi jeg ved at det jeg foretager mig nu, fungerer i praksis...Godt indlæg - giver stof til eftertanke.
Kh Tina
Jada. Gu flygter jeg hele tiden!
Jeg flygter fra dén jeg var i min fortid, og render forvirret rundt og leder efter hende jeg vil være i min fremtid.
Og det væreste er, at på den måde glemmer jeg at være mig. Lige nu...
Da jeg sad og eskapismede mig gennem et helt efterår aftalte jeg med mig selv, at jeg KUN måtte vide hvad der skulle ske én uge ud i fremtiden.
Det var svært, men nødvendigt. Jeg sagde nejtak, når andre ville lægge planer og opstillede forventninger. Og sagde jatak til spontane initiativer, her og nu.
Det gav mig SÅ meget ro - jeg ved godt det lyder bizart at uvished gav ro. Men det gjorde det altså
åhh ja Kære Lykke
Jeg flygter indimellem - og lige nu - som jeg læste din blog, fandt jeg endnu én - flugt altså, ved at kigge efter .... - ses flere!!
Hmm... arbejder på sagen, med at blive stående i storm vejr.
Tak for din ærlige blog!
For mig har opgaven været overhovedet at blive bevidst om, at jeg flygter, hvad jeg flygter far og hvordan jeg flygter....
For ja, jeg har flygtet masser i mit liv, men jeg har ikke vidst, at det var det, jeg lavede. Der er jo en grund til at flygte, nemlig at det er ubehageligt at være i et eller andet, og mekanismen med at flygte kan ske så hurtigt, at det ikke opleves som flugt.
KH Dorte
Ja, jeg flygter hele tiden - mestrer mange overspringshandlinger. Det er så svært at blive i smerten - jeg får hele tiden lysten til at hoppe væk. Arbejder på at blogge mig igennem det - ved ikke om det lykkes? Kh Karin