Min smerte eller hans?
Jeg har ondt på Noahs vegne. Tanken handler om afvisningen. Når Noah skal lege med den andre børn, og de ikke vil. Når de andre er onde.
Kaysa er Noahs bedste ven i vuggestuen. Hun kan blot vinke med hånden eller sige hans navn, så smider Noah, hvad han har i hænderne og står en armslængde fra hende (og det er altså tæt på, når man er så lille) mindre end et nanosekund senere. Men om morgenen er Kaysa reserveret, som kun en ægte lille pige kan være det.
Og Noah skal kurtisere for at vinde hendes gunst. Det gør han ved at holde sig tæt på, være opmærksom, sætte sig overfor hende, når hun leger og hvine i fryd til hende. Det er ikke en nær så kompliceret tilnærmelse, som det kan blive senere i livet.
Men i dag, var Kaysa iskold. Sagde nej og vendte ryggen til. Så sad han bare der, helt stille (og afvist tænkte moren, mens hjertet sank). Jeg får helt ondt i maven af at skrive om det.
Men hvad mon Noah egentlig tænkte, følte han sig afvist, at hun ikke kunne li' ham eller værst af alt, ikke god nok?
Det er når jeg tænker den tanke, at det svier i mit hjerte. Og det eneste jeg kan gøre, er ikke at gøre noget! Og så tro på, at det kun er min tanke, ikke hans, og blive siddende helt stille, mens jeg smiler til ham.
3 Kommentarer »
RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI
Åhh - det er så tidligt, at de skal mærke livets realiteter.. men man kan ikke bare sådan skåne.. selvom at man så hjertens gerne ville.. og ja - det gør rigtig ondt i mor´s mave.. kunne man da bare springe det over.. Kram fra C
Du skal være glad på Noahs vegne, fordi han allerede nu er ved at lære en masse om sig selv og om relationerne mellem mennesker. At han nu oplever afvisningen gør ham bedre rustet til at takle den næste gang.
Åh, Lykke, hvor jeg kender det... Vi bliver jo så super-følsomme på vores børns vegne - på godt og ondt, for det er jo også en styrke at mærke dem, og mærke hvad der sker, og hvornår de har brug for hjælp.
Jeg har også slugt mange følelser med et (kunstigt) smil 
MEN faren er at komme til at pådutte dem følelser, som måske reelt ikke er deres - jeg ved du ved det, siden du kunne holde dig i ro - har vist bare brug for at minde mig selv om det
På et tidspunkt vil du sikkert også opleve det modsatte. Det gør jeg lige for tiden med min store pige, som er blevet utrolig ombejlet nu hvor hun er en af de store i børnehaven. Hun afviser for et godt ord - og jeg støtter hende i, at det er ok, og at hun ikke skal tage hensyn til andre og tilpasse sig noget, hun ikke vil (derfor skal man selvfølgelig også lære at afvise på en ordentlig høflig måde, men det er lidt noget andet). Lang smøre her, men du ramte lige noget i mig.
KH