En taknemmelighedens dag…
For præcis et år siden i dag, sad jeg på neurointensiv afdeling i Odense sammen med resten af min familie. Og ventede. Og ventede. Ventede på svar efter at min bror var faldet 4 meter ned på et betongulv med hovedet først.
Og i dag, et år senere er han her stadig, endda helt uden mén. Et mirakel, intet mindre, i hvert fald når jeg tænker tilbage på resten af marts, april og maj måned sidste år.
Så denne dag er min brors, en hyldest til og en taknemmelighed for hans massive kamp tilbage til livet og den kamp jeg ved, han stadig kæmper, helt for sig selv, indeni.
Og der er intet en storesøster kan gøre for at hjælpe - andet end at glædes over og være taknemmelig for, at han er min lillebror og han er lige her. Tak for livet - og for hverdagen. Fra hjertet tak.
5 Kommentarer »
RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI
Kære Lykke,
TAK for en rørende blog - og tak fordi du minder os om, at taknemmelighed er en vigtig og givende del af livet.
Ja miraklerne skal man gemme på og huske at tage frem når det virker som om de holder sig væk.
Tak for reminderen.
Din taknemmelighed spreder ikke blot en ring, men en bølge i vandet til læseren, der overstrømmes af glæde over det fantastiske liv. Tak søde Lykke.
Kære Lykke. Tusind tak for i går. Og tak for den historie om din bror. Okay - jeg skal nok - købe en cykelhjelm
. KH Helle
For præcist et år siden sad jeg ved min mors sygeseng -også i Odense og endda på samme afdeling . Hun er ok i dag og godt at din bror også er! Utroligt hvad man skal igennem, opleve og føle før man virkelig forstår at være taknemmelig over livet. Hvorfor er det ikke en medfødt evne at værdsætte hvad vi har? Tak for dit fine indlæg og KH M