Ejerfornemmelser?
Jeg ved godt, at hvis jeg virkelig elsker og respekterer, så sætter jeg fri, åbner buret og så flyver "fuglen" tilbage til mig, hvis følelsen er gengældt.
Alligevel elsker jeg følelsen af at høre til, være en del af noget, høre til nogen, være i et fællesskab. Og hvis jeg skal være helt ærlig (og det skal jeg jo her, det er mit løfte til mig selv og dig), så elsker jeg også indforståetheden. Selv om den er noget så frustrerende, når man er udenforstående!
Jeg elsker det tilhørsforhold, fordi det føles som ejerskab, fordi det giver mig ro og tryghed om de skrøbelige følelser, om det åbne hjerte (og ja indrømmet, det giver mig også en følelse af kontrol, men må jeg ikke få lov at udelade den pointe i dette indlæg?).
Jeg elsker at høre til og selv om det også er en form for afhængighed, som jeg i en utopisk udgave af livet måske skulle give slip på, så holder jeg altså fast og nyder at høre til og være en del af, bare lidt endnu?
3 Kommentarer »
RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI
Man skal ikke være bange for afhængighed. Det er sundt at have brug for nogen. Det synes jeg. Jeg elsker at høre til, og jeg elsker når nogen hører til mig. Og det dér fællesskab skal fortsætte de næste 70 år +/-, så væn dig til det
Ja - selvfølgelig Lykke - varmen i fællesskabet kan man leve længe på.. rigtig god skrive/arbejdslyst i det ensomme
Jeg er vild med begge sider af afhængigheden - det er skønt at være værdsat af nogen, der værdsætter en. Det er da en spiralform jeg gerne skruer mig ind i til jeg segner i vores svenske ødegård:)