Forvirret? Stolt? Træt?
Forvirret? Der er så mange idéer. De er dog kun halve og lever ikke længe. Det kører op og ned, og jeg kører med. Jeg søger svaret og får 100 i stedet. Der er ikke én vej men alt for mange, men måske ingen af dem er den rigtige. Hvad skal jeg stole på?
Stolt? Stolt over at holde en aftale med mig selv, at have rygrad, holde ved og holde fast. På trods af udfordringer for alle sanser, på trods af konventioner for hygge. På trods af mange fristende tilbud. Det krævede massiv planlægning og fokus, men det føles godt.
Træt? Træt af alle tankerne, som bare ikke vil stoppe og ikke vil give mig ro. Træt af at være forvirret og ikke kende mit eget svar. Træt efter den fineste (og længste) løbetur i de smukkeste omgivelser. Og træt efter en skøn weekend i familiens tegn
Det er bare én af de dage, der er så svær at sætte ord på. Hvad gør du med de dage?
Hvem vil ikke gerne ligne hende her?
Det vil jeg i hvert fald gerne. Anne er ikke for tøsepiger.
Anne tilbyder med start i april et helt nyt forløb, en såkaldt Bikini Workout. Det er ikke stedet, hvis du mangler at smide 20 kilo, men derimod det helt rette, hvis denne sommer er sommeren. Hvis du vil smile når du står foran spejlet i bikinien og ranke ryggen på stranden. Men mest af alt handler det om - måske for første gang i dit liv - at turde tro på, at du faktisk kan få den krop, du drømmer om.
Anne elsker at forme kroppe, træne dem til deres fulde potentiale og hun giver ikke op, når der mangler et par kilo og du næsten har den form du gerne vil have, det er lige præcis der, Anne er bedst.
Jeg gør mig ingen forhåbninger om at ligne Anne, men jeg gør mig forhåbninger om at ligne en bedre udgave af mig, uden graviditetskilo og Margrethe-deller under overarmene. Det er det, jeg forestiller mig, når jeg ser mig selv i spejlet mens musklerne brænder og Anne instruerer mig i en arm-serie. Hun er god, og hun tror på mig - næsten mere end jeg tror på mig selv. Og den slags mennesker skal man sgu' samle på.
Kan søvn kræve tilvænning?
Først og fremmest en uforbeholden undskyldning for dette indlæg til Julia, Christina og andre som ikke sover så meget om natten, som de har fortjent.
Mit problem er nemlig et lidt andet. Det siges at være så sundt at sove. Så jeg øver mig, på at gå tidligere i seng og få minimum 7,5 timer i stedet for de for mig mere realistiske 6 timer. Ikke at jeg er udmattet (mere end alle andre i hvert fald), men giver det mon noget at følge anvisningen?
Den anden aften gik jeg i seng kl 22. Kl. 22. Jeg lader liget det klokkeslet stå. I min verden er det næsten kriminelt, for tænk på al den skønne, stille aften-tid, jeg går glip af. Og så vågnede jeg hele tiden og følte ikke, at jeg nogensinde faldt i dyb søvn.
Faldt her til aften over denne artikel fra Fri, som oven i købet har et par tips. Og besluttede mig for at prøve igen. Måske kræver det tilvænning at sove mere?
Så derfor: Luk computer. I seng med dig. I en rygende fart. Du skal nå de 7 timer inden der kaldes fra tremmesengen kl. 6. Godnat og sov godt.
P.S. Og til dem som ikke "får lov" at sove: hvis jeg kunne give nogle af de sovende timer til jer, så er jeg sikker på, at jeg kunne finde ud af at sove 10. Respekt til jer.
Hvornår skal guldskoene frem?
Det kan godt være det er mig, der er kedelig, det kan godt være, det er fordi jeg er blevet mor, det kan godt være det er fordi jeg er selvstændig, at jeg er for alvorlig, at det med andre ord er helt min egen skyld, men jeg synes altså det skorter lidt på muligheder for at iklæde mig guldsko og en god fest.
Hvor blev alle festerne af?
Rent savn?
Savn kan være en underlig størrelse. Det kan æde dig op indefra, være altoverskyggende, smertefuldt og smukt på samme tid, fordi du kun savner, når du holder af.
Men du kan også glemme savn, savn kan forsvinde ned i en gryde, sovset ind i alle mulige forbehold, diskussioner, brudte aftaler, misforståelser og meget andet. Men når du tager savnet op af gryden, så der kun er den rene handling og oplevelse tilbage, så fremstår savnet igen i din oprindelige form.
Netop sådan en oplevelse, har jeg været vidne til for ganske nylig. Et helt lille eventyr: først blev jeg sendt ud i verden og sat overfor alverdens prøvelser. Nu er jeg så vendt klogere og mere indsigtsfuld tilbage. Belønningen var for mig prinsen og det halve kongerige - en indfrielse af savnet i sin reneste form.
Vil du vide mere om blogging, ganske gratis?
Så må du ikke gå glip af en fantastisk - og som sagt ganske gratis - bogudgivelse. Nemlig Julia Lahmes kommende e-bog om blogging med titlen: "Kloge Kvinders Guide til Blogging - må mænd så ikke læse med? Jo, men jeg synes titlen var så god!"
Det eneste du skal gøre er at tilmelde dig Julias Lahmes nyhedsbrev inden d. 9. april, hvor bogen udkommer i netop nyhedsbrevet. Og der er også en bonus: du tilmeldes samtidig til et inspirerende nyhedsbrev (pænt oven i købet) med interviews og fif til personlig branding og PR samt invitationer til gratis arrangementer og spændende workshops.
Hvis du går med bare en lille bitte blogger i maven eller bare gerne vil vide lidt om, hvordan alle de andre gør, så kan du ikke undvære denne bog. Som også er rigtig pæn - se bare forsiden her:
Min smerte eller hans?
Jeg har ondt på Noahs vegne. Tanken handler om afvisningen. Når Noah skal lege med den andre børn, og de ikke vil. Når de andre er onde.
Kaysa er Noahs bedste ven i vuggestuen. Hun kan blot vinke med hånden eller sige hans navn, så smider Noah, hvad han har i hænderne og står en armslængde fra hende (og det er altså tæt på, når man er så lille) mindre end et nanosekund senere. Men om morgenen er Kaysa reserveret, som kun en ægte lille pige kan være det.
Og Noah skal kurtisere for at vinde hendes gunst. Det gør han ved at holde sig tæt på, være opmærksom, sætte sig overfor hende, når hun leger og hvine i fryd til hende. Det er ikke en nær så kompliceret tilnærmelse, som det kan blive senere i livet.
Men i dag, var Kaysa iskold. Sagde nej og vendte ryggen til. Så sad han bare der, helt stille (og afvist tænkte moren, mens hjertet sank). Jeg får helt ondt i maven af at skrive om det.
Men hvad mon Noah egentlig tænkte, følte han sig afvist, at hun ikke kunne li' ham eller værst af alt, ikke god nok?
Det er når jeg tænker den tanke, at det svier i mit hjerte. Og det eneste jeg kan gøre, er ikke at gøre noget! Og så tro på, at det kun er min tanke, ikke hans, og blive siddende helt stille, mens jeg smiler til ham.
Noget godt ved en grim følelse?
Jeg har det meste af livet vendt vreden ryggen, fordi det var forkert at være vred. Det vil sige, jeg har aldrig rigtig vidst, at jeg var vred. Troede at jeg var ked af det. Derfor har jeg indtil for ganske nylig ikke forstået, at der kunne være noget godt ved vreden.
Men det er ved at gå op for mig nu. For mig er det et sjældent oplevet klarsyn. Når jeg bliver vred skubbes alle overflødige tanker, dramaer og observationer til side og det står ganske klart, hvad jeg rent faktisk mener, tænker eller føler.
Jeg ved dog stadig ikke, hvad jeg skal gøre med al den energi som frigives. Men i det mindste tuder jeg mindre end før, hvor tårerne var mit ubevidste outlet for vreden.
Klarsyn ja-tak. Det er godt for en tanke-narkoman som mig. Og hvis vreden er midlet, så bare kom an.
Tættere på himlen?
Det her er noget så sært som en hyldest til Storebæltsbroen. I denne måned kommer jeg til at nyde synet af denne helt særlig og storslåede arkitektur hele 8 gange (så vidt jeg lige kan tælle), og det gør mig glad at tænke på. Jeg elsker simpelthen den bro, eller vel nærmere at passere den. Den er så uendelig smuk, havet er så fint deroppefra og horisonten uendelig lang. Men mest fantastisk, så føles det som om man kører direkte op i himlen. Som om himlen åbner sig.
Der midt på broen, lige mellem de gigantiske piloner, der virker som store, stærke beskyttende arme, hvor hængebroens wire næsten rører vejen, lige der sender jeg på helt rituel vis en særlig, dybfølt taknemmelighed ud i universet. For alle de skønne mennesker, jeg har mødt, for kærlighed, for familie og for alle de smukke og lærerige oplevelser i mit liv.
Er der også et sted, hvor du er tættere på himlen og storheden?
For gammel til at arbejde i weekenden?
Jeg elsker at holde kurser, og har fået en fed opgave. Baseret på et indlæg jeg skrev her på bloggen for et halvt års tid siden. Det gør det kun endnu sjovere.
Og kurset afholdes her i weekenden. Jeg har glædet mig og forberedt mig godt og er i mit es. Men det plager mig overraskende meget, at det foregår i weekenden. Det var mere end almindelig svært at forlade min familie i morges og først skulle se dem, når søndagen går på hæld og weekenden igen er forbi. Ja, jeg er selvstændig og kan jo bare tage Noah med i Zoologisk Have én af dagene, men det er ikke det samme.
Weekender er skønne og skal tilbringes sammen med familie og venner. Åbenbart. Eller måske er jeg bare blevet gammel? Måske. Weekender er hellige. Åbenbart og helt sikkert.
