Er en epoke slut eller er det blot på gensyn?

Jeg er lidt følelsesmæssig ustabil i øjeblikket. Dagen er nemlig ved at oprinde. Den dag, hvor en epoke på en eller anden måde er slut. Sådan føles det i hvert fald inden i mig, men måske tager jeg på vej.

På søndag (altså lige om lidt, i overmorgen) sejler mine forældre ud i verden, og det fylder en del hos mig.

Den plan, som kulminerer søndag, har været under opsejling så længe jeg kan huske. Og intensiveret siden pensionen sidste sommer. Men nu er dagen der. Til det store farvel. Jeg synes, det er stort.

Men da ikke alle reagerer lige som mig, og mine forældre har frabedt sig "vinkere" på kajen, kan jeg godt blive lidt i tvivl om jeg tager på vej. Om det blot er et på gensyn (og det er det jo også, men er det mere)? Om min indre drama-dronning har taget over?

Konklusionen er, at det har den måske nok - hvis jeg sammenligner mig med andre. Men hvis jeg skal lytte indad, så har jeg brug for at trække den streg i sandet. At gøre noget ud af det. At være en "vinker", også selv om jeg skal stå alene på kajen.

For jeg har brug for at ære den epoke, som er slut. Noget med at jeg definitivt er voksen nu og kan klare mig selv og så helt sikkert også noget med, at Noah ikke skal have sin mormor og morfar i hverdagen. Måske tager jeg på vej, fordi jeg skal sige farvel for to?

I sidste ende må jeg sig pyt. Pyt med at jeg tager på vej. Sådan er jeg, et følelsesladet menneske, og det har jeg brug for at stå ved i denne weekend.

Og hvad så med balancen?

Og nu til sidste del af opdateringen om de tre fokusområder for det nye år.

Angående balance, så er det ikke bare blevet et fokusområde, men også en overskrift for det her år. Al min personlig udvikling udgår fra ønsket om at gøre noget anderledes, afsøge modpolen til det jeg gjorde tidligere, alt for ofte komme til at gå lidt for langt i mine nye handlinger for så at søge balancen ind i mellem den vante handling og den nye.

I hvert fald, så går der ikke en uge, hvor jeg ikke står ansigt til ansigt med spørgsmålet om balance i min personlige udvikling.

Jeg tror på, at du skal afdække hele spekteret, opleve ubalance som udgangspunkt, forsøge at justere for så at gå for langt og først derefter er du i stand til at finde balancen.

Et godt eksempel er kontrol. Jeg har længe øvet mig i at give slip. For pludselig at konstatere at nu var det blevet lidt for ligegyldigt og at nogle ting var værd at holde fast i, uden at det dog handlede om kontrol. Således arbejder jeg med balancer, for som oftest har alle temaer i den personlige udvikling en modpol.

Giver det mening?

Hvad med den der næstekærlighed?

Anden del af opdateringen på nytårsfokus kommer her.

Angående næstekærlighed så er det nok lidt mere underbevidst, at det rumsterer. Men jeg skal sørme love for at det dukker op i alle former og udklædninger. Også i min forretning.

Men hvis jeg skal være helt ærlig, så er det nok det fokus, som halter mest. Simpelthen fordi det ikke er særlig specifikt. Jeg måtte tilbage for at læse, hvad jeg havde skrevet, og det stod det egentlig ikke klarere af. Så første skridt for at dette fokus rent faktisk resulterer i ændrede vaner eller ny indsigt må være at blive specifik på, hvad det betyder.

Og jeg tror det betyder fællesskab. Det betyder at vi skal stå sammen og passe på hinanden. Have tillid til hinanden, møde hinanden med åbne sind - og åbne hjerter. Det kan jeg godt blive bedre til.

PS. Det udelukker dog ikke at man også skal være noget for sig selv, sit eget indre fællesskab, det skriver jeg om i det nyhedsbrev som udkommer i morgen (du kan tilmelde dig ude i højre side).

Smitter du?

Goodmorning! Sådan blev jeg mødt på stien i morges på vej hjem fra løbeturen af en kvinde i short, kort smart hår på en lidt for lille cykel. Synes nu egentlig nok, at jeg var frisk, men så frisk var jeg alligevel ikke. Og jeg skulle lige til at blive dømmende og en kende forarget. Slap nu lige af og tal dog dansk.

Men ved nærmere eftertanke, så lød det som om hun var englænder. Og dermed nok turist. Og hvis jeg var på ferie, villle jeg også være glad. Da jeg havde stoppet den fordømmende tanke smilte jeg i stedet. Hun smittede. Hvor dejligt.

Så selv om jeg ikke er på ferie i dag vil jeg også se om jeg kan smitte med et smil. Hvad med dig?

Hvordan står det til med dit nytårsfokus?

Jeg lovede dig, at jeg løbende ville vende tilbage til mine tre foki for 2010 (ja, det hedder vist nok foki i flertal, hvor åndsvagt det end lyder). De var krop, næstekærlighed og balance. Og det er vist lidt tid siden vi sidst var omkring dem. Derfor får du over de næste par dage en status på hver af de tre områder.

Angående krop så er jeg som bekendt med i Katapult og jeg skal love for at jeg får flyttet nogle grænser der gennem sang og dans!

Og på den helt lavpraktiske side, ja så får jeg i øjeblikket med møje og besvær smidt lidt kilo, men det bedste ved den proces er faktisk, at jeg har fundet min indre løber. Det kan jeg takke hende her for. Det er praktisk talt blevet en meditativ oplevelse at løbe.

Som I nok kan se, så er det her kropshalløj så nyt for mig, at jeg må konsultere andre og mere kompetente mennesker til at rådgive og inspirere mig. Men vi kan jo ikke være vores egen ekspert på det hele, vel.

Alt i alt er jeg blevet meget bedre til at mærke kroppens signaler, og bevidstheden er som bekendt det første skridt. Nu skal jeg så til at øve mig på at turde reagere på det, jeg mærker. Med andre ord stole på det. Og det er jo en helt anden sag...

Fortsættelse følger i morgen... Hvad med dine nytårsfoki (der var den igen...) eller fortsæt?

Hvor blev den af?

Så gik den weekend. Lidt for hurtigt, hvis du spørger mig. Jeg har fået lov at være ord-ekvilibrist og struktur-fascist, i det jeg har givet feedback og hjulpet med feedback på et bog-projekt, som du helt sikkert kommer til at høre meget mere om her på bloggen. Det eneste jeg kan sige nu er, at det handler om hverdagsmod og det er altså en ret så modig - og spændende - kvinde, som har skrevet det.

Selv om jeg synes weekenden har været alt for kort, så har det måske en naturlig forklaring. For vi har nået en hel del. 24-timers-daten stod på lækker mad, bif, løbetur, shopping og havefest (og ja, overraskende nok var det et koncept der holdt, selv om vi kun skriver april). Og så hentede vi endda Noah kl 20, så vi også nåede lørdag aften herhjemme. Og i dag har jeg forduden de mange timer i ordenes vold nået i Zoo med en hel fædre-klub - og et par enkelte mødre. Slet ikke tosset.

Så med den fart trænger jeg nu virkelig til weekend...

Midlertidigt ude af drift?

Nej egentlig ikke. Prioriterer - og nyder - blot 24-timers date med faderen til mit barn og uforpligtende (?!) voksentid...

Hvad er limen?

Kender du det, når man bliver mindet om noget, man udemærket godt ved og kan mærke helt indeni, men som man midlertidigt har glemt? Og når man så mærker det igen, så er det så skønt og velkendt og savnet?

Det oplevede jeg i dag. For vi har talt sammen i telefon her til morgen. På vej i hver vores retning i hver vores bil. Om arbejde. Jeg havde lige brug for at vende en opgave med ham. Og senere ringede han så for at spørge om Noahs tøjstørrelse, fordi han havde set så fint et stykke tøj. Og pludselig, midt i løsningen af føromtalte opgave, så mærkede jeg følelsen helt tydeligt: Ih, hvor jeg altså elsker ham.

Og jeg vidste godt, hvorfor følelsen pludselig var der, på trods af manglende fokus på hinanden og vores forhold den sidste tid. Fordi vi havde talt sammen, brugt hinanden, lyttet, filosoferet, nået frem til sammenhænge. Det er altså bare limen i mit forhold. Hvad limer dig og din yndlingsperson sammen?

Kender du forskel på et kursus og en workshop?

Det gjorde jeg ikke, dengang jeg startede i branchen. Men i dag ved jeg bestemt, hvad jeg foretrækker: workshops! Særligt når det drejer sig om selvudvikling, for der skal min proces være i fokus, ikke underviserens indsigter og viden. Og det er lige præcis forskellen.

Kender du det, du har været på kursus og er så inspireret og motiveret til at tage skeen i den anden hånd, at du tror på, at nu ændrer dit liv sig for alvor. Denne gang sker det, virkelig...

Så går der 14 dage, hverdagen og alle dens gøremål har taget over, og det var kun de første fire dage, at du holdt fast i den motivation du hentede på kurset. Det er helt naturligt, ja ganske menneskeligt, men også frustrerende, både for dig som deltager og for underviseren, som uden tvivl har ønsket at netop de input kunne ændre dit liv til det bedre.

Mit bud er, at har du haft sådan en oplevelse, så har du været på kursus. Hvorimod, hvis det er lykkedes dig at integrere dele, hvis ikke det hele i din hverdag, hvad end det er den private eller professionelle del, så har du været på workshop.

På kurset afleverer underviseren sin specifikke viden til deltagerne (groft sagt). En workshop-leder faciliterer en individuel proces for at opnå vedvarende læring i stedet for momentan inspiration og motivation.

Derfor er det min opfordring til dig at være opmærksom på, hvad der gøres på de workshops (som måske i virkeligheden er kurser) du deltager på for at bevare momentum (din motivation og lyst til at handle).

Momentum er én af de største kæpheste i min forretning. Forankring, vedvarende læring og permanent ændring af vaner. Det er et krav vi alle bør kunne stille. Derfor udbyder jeg også  Workshop om Workshops, hvis du er selvstændig eller ansat i en virksomhed, hvor du lever af at undervise og formidle budskaber.

Hvilket kursus eller workshop har været den bedste for dig og hvorfor? Del endelig, så jeg kan blive klogere på den der kæphest af min.

Hvordan lyder glæde?

Den har helt sikkert mange udtryk, men ofte er den højlydt. Det oplevede vi i går aftes ca. 21.30, da en strandet far vendte hjem efter mere end 14 dage væk fra sin kone og to tvillinge-piger. Som tilfældigvis er vores naboer. Der var skrig, råb, begejstring og små fødder hurtigt hen over jorden.

De havde fået at vide, at far ville kunne komme hjem på næste tirsdag (ja, altså 10 dage fra den oprindelige hjemkomst). Så glæden var virkelig stor, og den var nok også blandet med lettelse over, at den prognose ikke holdt stik.

Måske var det også lyden af savn, som blev indfriet. Det var i hvert fald en god lyd, som vi blev ret rørte over, som vi sad i vores sofa og var anonyme og skjulte vidner til en genforening. Det var intet mindre end rørende og jeg fik sådan en lyst til at gå derud og kramme dem alle sammen. Men jeg gjorde det altså ikke, for det var jo ikke min glæde, men deres.

I stedet var jeg bare virkelig taknemmelig og rørt over den dybfølte glæde. Den lød så fin og helt perfekt.

Og sådan så glæden ud dagen derpå...