Må jeg være stolt?

Hvad end dit svar er på det spørgsmål er, så er det altså den følelse jeg sidder tilbage med.

Jeg har i dag afsluttet min første mentorgruppe, forretningsudvikling for selvstændige med enmandsvirksomhed i selvudviklingsbranchen. Jeg har skabt mange spændende resultater i min tid som selvstændig coach og mentor, men det her er alligevel noget ganske særligt.

Og jeg ved godt hvorfor. Vi har set hinanden med 2-3 ugers mellemrum siden januar, og det flytter altså noget, både i forhold til at lære andre mennesker at kende, se deres storhed, deres unikke karakter men også i forhold til at kunne skabe resultater. Det er jo i virkeligheden ikke på selve de dage, vi har mødtes, at de har flyttet sig, det er jo faktisk mellem møderne. Fordi de vidste vi skulle ses igen og derfor har handlet på det, som de lovede og fordi kontinuerlige møder bevarer motivation og momentum. At være med til at fejre deres succes og sejre og kunne støtte dem, når det var hårdt, har været en gave.

Og nu sidder de der med en færdig forretning, som nu skal udvikles og nå nye højder. Jeg er sgu' stolt. Stolt som i en blanding af en omsorgsfuld mor, der ser ungerne flyve fra reden (med en lille - stor? - sjat vemod) og en leder, som har udstukket en retning, og nu har de gået vejen helt selv. Stolt som en mentor...