Kender du Hold Af?

Hvis ikke, så er det et besøg værd. Både blog og hjemmeside og kvinden bag. Louise er folkeskolelærer og én af dem, som på trods af dårlige vilkår og urimelig krav insisterer på at hun vil gøre en forskel.

Louise står bag Hold Af-konceptet, som er et positivt og optimistisk syn på børn med masser af fif og inspiration til, hvordan det ser ud i virkeligheden, som henvender til forældre, pædagoger, lærere og bedsteforældre.

Og ikke nok med det, så holder hun også en mini-workshop d. 19. maj om at hjælpe børn og teenagere med at udtrykke alt det fine, de rummer.

Louise er indbegrebet af det hun står for, optimisme og kærlighed til børn og livet.

Arbejde på en søndag?

Tja, nogle gange er det nødvendigt. Ikke fordi det er lysten, som driver det i dag. Og derfor vidste jeg også, at jeg måtte tage væk,ud og omkring, på en café, i hvert fald ikke hjemme, for jeg ville være alt for nem at lokke tilbage i den hyggelige familie-favn.

Så hvordan gør man det så ekstraordinært at arbejde på en søndag? Man sender en håbefuld sms til kært menneske, som bor i nærheden, og håber at hun forbarmer sig over én og kigger forbi - hvilket tilfældigvis betyder en lille pause i arbejdet. Ikke den største selvdisciplin, men på én eller anden måde udenfor min kontrol, ikke?

Jeg krydse fingre, blogger, surfer, håber, holder øje og sender endnu en sms, hvis der går for lang tid før afbrækket indfinder sig - hvem sagde overspringshandling?

Rigtig dejlig søndag derude...

Hvad er dit misbrug?

Jeg har i dag været ude for at lave research til en opgave i næste uge. Ved den lejlighed har jeg mødt en visionær leder. Han har et imponerende og alsidigt CV. Og så har han et misbrug - og det er hans ord, ikke mine.

Et meditationsmisbrug! Han mediterer nemlig, men ikke hver dag. Kun når han er under stort arbejdspres eller tumler med en omfattende problemstilling. Helt ærligt, hvis man skal have et misbrug, så må det da være ét af de bedre?

For vi har alle handlinger, som vi kaster os over, når vi er pressede, keder os, er kede af det, vrede, trætte eller frustrerede. Hvad end det er at sove, at tage et glas vin, motionere, shoppe, drikke kaffe eller spise sukker. Det kan sagtens være "sunde" handlinger, som bliver usunde, fordi jeg praktiserer dem i overflod eller for at dække over en følelse, jeg ikke vil mærke.

Jeg spiser (som udgangspunkt sund)! Og sover (også ok, hvis den ikke misbruges)! Og skælder ud (sjældent sund)! Og sikkert meget andet. Som jeg ser det, ville det alligevel være sundere at meditere, misbrug eller ej...

Har du et misbrug, bevidst eller ubevidst?

Kender du de langsomme dage?

Jeg har én af dem. I dag. Hvor jeg opdagede, da jeg afleverede Noah, at jeg ønskede det var weekend og vi skulle være sammen hele dagen. Da jeg kom hjem fra vuggestuen, alene vel og mærke, opdagede jeg det igen. At jeg ønskede mig, at jeg kunne holde fri i dag.

I virkeligheden er det jeg ønsker mig en langsom dag, hvor der er tid til, at tiden bare går og hvor jeg ikke behøver at være så effektiv. Så det vil jeg prøve at give plads til (og - stadig få bare lidt fra hånden).

Så jeg sætter tempoet ned, følger lysten så langt som det er muligt, når der er et arbejde, der skal passes samtidig. På den anden side skal dagen ikke være så langsom, at jeg ikke kan hente Noah tidligt, så vi kan komme ud i solen og ned på biblioteket og aflevere bøger.

Uh, tror det bliver en god dag, når jeg allerede nu er bevidst om den langsomme dag. Kender du ønsket om langsomme dage, og måske vigtigere endnu, lykkes det?

Skål for de bare tæer?

Så startede en længe ventet sæson, og jeg tillod mig faktisk at fejre det. Med et glas hvidvin, for det signalerer også sommer. Jeg har indledt sæsonen for de bare tæer. Har haft klip klapper på for første gang i dag.

Og det er en befrielse. For det der med overgangssko, det er jeg simpelthen ikke i stand til at finde ud af. De små ballerinaer og lette sko til foråret - og for den sags skyld efteråret - dem kan jeg slet ikke forholde mig til, og inden jeg har nået tilvænningen, så går alle andre i sandaler. Derfor springer jeg nu overgangen konsekvent over og nyder at lufte tæerne. I dag var det ikke en gang koldt, og det kan det ellers godt være i ydersæsonen.

Er der andre som ønsker at skåle i kold hvidvin for de bare tæer (og sommerens komme)?

Må jeg være stolt?

Hvad end dit svar er på det spørgsmål er, så er det altså den følelse jeg sidder tilbage med.

Jeg har i dag afsluttet min første mentorgruppe, forretningsudvikling for selvstændige med enmandsvirksomhed i selvudviklingsbranchen. Jeg har skabt mange spændende resultater i min tid som selvstændig coach og mentor, men det her er alligevel noget ganske særligt.

Og jeg ved godt hvorfor. Vi har set hinanden med 2-3 ugers mellemrum siden januar, og det flytter altså noget, både i forhold til at lære andre mennesker at kende, se deres storhed, deres unikke karakter men også i forhold til at kunne skabe resultater. Det er jo i virkeligheden ikke på selve de dage, vi har mødtes, at de har flyttet sig, det er jo faktisk mellem møderne. Fordi de vidste vi skulle ses igen og derfor har handlet på det, som de lovede og fordi kontinuerlige møder bevarer motivation og momentum. At være med til at fejre deres succes og sejre og kunne støtte dem, når det var hårdt, har været en gave.

Og nu sidder de der med en færdig forretning, som nu skal udvikles og nå nye højder. Jeg er sgu' stolt. Stolt som i en blanding af en omsorgsfuld mor, der ser ungerne flyve fra reden (med en lille - stor? - sjat vemod) og en leder, som har udstukket en retning, og nu har de gået vejen helt selv. Stolt som en mentor...

Langt omkring i solen?

Udpluk fra en solbeskinnet weekend:
* køretur på Ferguson traktor fra 2. verdenskrig ud over markerne i fjerde gear, som slet ikke var så nemt at styre endda.
* to skønne løbeture med god tid til at fundere over den selvstændige virksomhed og komme på gode idéer.
* rulleskøjtetur på Vestamager med blog-tøser, helt sikkert ikke sidste gang
* synde med adskillige smagsprøver på gulerodskage, den sindsygeste cookie, skøn scone og latte fra Foodshop 55, forhåbentlig sidste gang:)
* lege i en rigtig have med Noah flere timer ad gangen. Ud, ud blev han ved med at sige.
* forberede det sidste mentorgruppe-møde med worksheets kaldt Spåkonen og Tidsmaksinen.
* køre over den altid imponerende Storebæltsbro i skumringen
* gå en tur i skoven på Sydfyn med familien
* gense forældrenes båd, som nu er meget tæt på at være afrejseklar til turen ud på verdenshavene
* lang morgenmad i familiens skød
* se komplet tosset ud med cykelhjem og halvanden meter skistave på en markvej med rulleskøjter på
* at spise kæmpe påske-æg fra far og mor (hov, så var det ikke sidste gang jeg syndede...)

Tak for en vidunderlige weekend. Er så forundret og glad for alt det solen og det fine vejr kan bringe med sig.

Skal vi dele?

Jeg elsker at blogge og jeg er - som du nok har opdaget - meget optaget af den personlige udvikling i hverdagen. Ikke som et tænkt projekt, der mest foregår i hovedet og dybt inde i vores egen navle, men som de udfordringer og muligheder, der præsenterer sig hver eneste dag for, at du kan flytte dig i forhold til det, du tror om dig selv, kan komme en millimeter tættere på det liv, du næsten ikke en gang tør drømme om samt opfordringen til at blive et lidt bedre, større og mere givende menneske.

Vi får adskillige invitationer og muligheder for at træffe valg, som gør at vi kan flytte os i den retning. Men hvis vi ikke er bevidste, hvis vi ikke reflekterer, så ser vi dem simpelthen ikke. Det er derfor jeg blogger. Fordi min egen bevidsthedsproces bliver skarpere, men også fordi jeg ved, at vi kan inspirere hinanden, at vi ikke behøver at opleve det hele selv, for at kunne lære og tilegne os nyt.

Men lige nu er det envejskommunkation. Det må det også godt være. Men tænk nu, hvis den tanke du tænkte i løbet af dagen, blev skrevet ned og du måske oven i købet kunne gå i dialog med andre om den, tænk nu hvis det var muligt?

Og det er det selvfølgelig. Lige her på bloggen. Hvad optager dig, hvor udfordres du lige netop i dag? Det behøver på ingen måde omhandle det emne, jeg skriver om. Jeg vil bare så gerne i dialog med andre som har den samme interesse, og jeg elsker, når vi rører hinanden. Og det gør vi hver gang vi ærligt og uden filter deler med andre, om det som ligger os på sinde og om det som hjertet er fyldt af.

Dit ord er lige så gældende som mit på denne blog. Så vil du være med, så er kommentarfeltet nedenfor din legeplads, din mulighed for refleksion. Vil du være med til at dele?

Skal jeg dyrke min indre hippie?

Kan det virkelig være rigtigt, at det ændrer så meget mellem venner, som i parentes bemærket er forskellige steder i deres liv, når den ene part får børn? Umiddelbart er mit svar ja. Jeg er stor fortaler for, at man skal acceptere at forandring indtræffer, når storken lander. Hvorfor fik man ellers de børn?

Men alligevel er det trist, at det forandrer noget mellem to veninder, som stadig vil hinanden det aller bedste og som går langt tilbage. Jeg vil sgu' gerne hjælpe og bruge mere tid sammen, men lukker mig måske lidt rigeligt om min egen lille familie.

Nogle gange ønsker jeg mig virkelig et stort kollektiv, hvor alle de mennesker jeg holder af kunne bo, så vi kunne hjælpe hinanden i hverdagen med madlavning og børn, og det ville være så meget nemmere at være der for hinanden, engagerer sig og være en del af de andres liv Om end jeg dog stadig ville foretrække, at der også var et sted, hvor man som familie kunne være sig selv).

Hvad er det der gør at vi - læs jeg - lukker mig om mit eget lille fællesskab, når nu jeg synes større fællesskaber er så smukke. Er jeg mon naiv eller skal jeg dyrke min indre hippie og føre kollektivet ud i livet?

Overhalet indenom?

Så kom hverdagen susende, og jeg skulle hilse og sige, at jeg ikke nåede at gribe den!

Dagen forsvandt simpelthen uden at jeg nåede én eneste af de ting, som to-do listen bugnede med. Der er vel ikke andet for end at prøve igen i morgen. Overvejer meget seriøst at strukturere hverdagen endnu mere end mit indbyggede planlægningsgen allerede sørger for. Jeg når jo ingenting. Hvor bliver tiden af, der er da stadig 24 timer i et døgn, ikke?

Og apropos susede forbi, hvor blev janaur, februar og marts af? Ikke fordi jeg savner sneen (jo, måske lidt, men det er jo næsten blasfemi at sige i disse dage, hvor vi alle - undertegnede inklusiv - sukker efter sol, forår og nåh ja lidt sommer, hvis de kan diske op med den). Men jeg mener jo bare, det var da lige nytår og koldt. Nu er det forår, og jeg nåede knap at blinke.

Hvorfor går tiden så stærkt, hvor bliver den af (okay, i dag er det måske ikke det lille spørgsmål, men måske nærmere et større af slagsen, men måske kan du svare alligevel?). Jeg føler mig i den grad overhalet indenom.