Neglelakkens inspiration?

Øj, det er svært at slippe weekenden. Denne mandag trækker tænder ud. Jeg har svært ved at komme i gang og holde mig i gang. Jeg føler mig ikke inspireret og alle de gøremål, som ofte bare glider, hakker hele vejen i disse dage.

Og det har altså varet et par uger. Nogenlunde lige så lang tid som jeg har ventet på det her svar, som jeg desværre ikke kan fortælle mere om.

Det lammer. Det lammer fuldstændig ikke at vide, hvad der skal ske om en uge. Overraskende meget. Og hele tiden siger jeg til mig selv "du bestemmer", "dagen i dag er du selv herre over", "i dag ved du hvad du skal". Men det virker ikke.

Men så har jeg lagt mærke til en ting. Når fingenren hviler på tastaturet, eller for en kort stund rent faktisk skriver, bliver jeg inspireret til at skrive mere, når neglene ser fine og feminine ud. Det gør mig simpelthen glad. Så i disse dage er neglene nyfilede og lakerede hele tiden. Det er ikke en mirakel-kur, men det hjælper kreativiteten på vej og bryder tankestrømmen.

Inspiration kan findes de mest pudsige steder. Hvis man insisterer og ved, at den er der.

Er det virkelig håbløst at vække idealisten?

Vi fik en helt uventet voksendag/kærestedag i dag. Og så skulle vi da i biffen. Men der gik bare ikke rigtig noget vi gad at se.

Jeg orkede nemlig ikke Armadillo! Fordi jeg så skulle tage stilling. Fordi det i min optik ikke er gratis at se sådan en film på samme måde som det er gratis at se action eller romantisk komedie (to favorit-genrer). Det er ikke noget jeg er stolt over at tænke det, men nu er ude.

Men så så jeg traileren og den lokkede (har jo i tidernes morgen skrevet speciale om indkapslet journalistik i Irak-krigen!). Og så så vi filmen! Og jeg græd mine idealistiske tårer af flere omgange.

Fordi det er menneskeskæbner på begge sider, fordi de unge mænd aldrig bliver de samme efter et halvt år i Afghanistan, fordi uskyldige mennesker dør, fordi krig er rædselsfuldt.

Men jeg var også imponeret. Over en film som er så smuk, at jeg mindedes kunstfilm og de fineste klippetricks fra min studietid på film- og medievidenskab, og så fordi det er lykkedes filmskaberen at forholde sig helt neutralt. Han valgte ikke side.

Og bagefter sad jeg der med lommetørklædet og var blevet rørt langt ind i sjælen. Også idealisten var blevet vækket. Og det er lige præcis det, jeg ikke orker... For efter den film kunne jeg kun lægge hovedet på kærestens skulder og konstatere "det er håbløst". Omvendt var jeg rørt og vækket, og for mig kræver det handling. Men hvad skal jeg gøre? Hvad kan vi gøre? Lov mig i hvert fald én ting, se filmen hvis du kan.

Hvem mon læser med?

Efter udsendelsen af min e-bog (hvis du enndu ikke har læst den, så tilmeld dig nyhedsbrevet herude til højre og modtag ganske gratis e-bogen "Skabertrang og Skaberglæde"), er der også kommet nye læsere til bloggen. Derudover er der jo snart gået et helt år siden jeg begyndte at blogge.

Det betyder at bloggen har udviklet sig, jeg har udviklet mig og du har udviklet dig.

Derfor ville jeg være utrolig taknemmelig, hvis du ville give dig selv til kende nedenfor i kommentarfeltet og svare på følgende spørgsmål:

* Hvilke indlæg holder du mest af her på bloggen?

* Hvad vil du virkelig gerne læse mere om her på bloggen?

Og, hvis du har lyst så fortæl mig også lige, hvad du laver og hvordan du arbejder med din egen kreativitet og udvikling.

Jeg glæder mig som et lille barn til at høre fra dig og se resultatet af denne lille brugerundersøgelse. Ej at forglemme muligheden for at læse med på din blog, hvis du har sådan én, for så vil jeg hjertens gerne klikke forbi dit kreative univers.

Samler dine kursusmapper støv?

Kender du det fra dine egne kurser og workshops? Du er begejstret, tror på at nu ændrer dit liv sig radikalt til det bedre, for kan det andet med denne nye viden og indsigt? 14 dage senere har den dragende hverdag og de gamle vaner alligevel taget over.

Det kræver individuelle processer, momentum og forankring af læring - og det kræver tid, fokus, øvelser og viden. Og al for mange tror, at bare de afleverer så meget viden på så kort tid, så har de skabt værdi. Men sådan forholder det sig ikke, hvis vi ønsker at afholde workshops.

Derfor har vi udviklet workshop om workshops. Her får du den fulde værktøjskasse: strukturen, overblik og masser af øvelser til integration af det lærte, samt værktøjer til at individualisere processen for den enkelte deltager. Vi arbejder med den optimale afslutning på et sådan forløb, så det materiale du udleverer bliver brugt om og om igen og resulterer i varig læring i stedet for støv og skuffelse.

Afholder du workshops eller ønsker du at gøre det, så er dette den rette workshop for dig. Du får hele opskriften og meget mere d. 2. og 3. juni, 2010.

Og fortæl mig så lige her til sidst - hvilket kursus eller workshop har været det mest lærerige og vedvarende for dig? Hvorfor tror du, det var sådan? Og hvad gør du for at bevare momentum?

Er det stadig kun en øvelse?

Noah har fødselsdag i dag - et par timer endnu. Og egentlig synes jeg i den grad han er blevet fejret, af rigtig mange og på fornem vis. Det har været nogle dejlige dage.

I går startede han hos farmor og farfar med boller og lagkage sammen med den side af familien og to rimelig kvæstede forældre netop landet fra bryllup i Viborg.

Samme aften valgte hans onkel og tante at udsætte deres tur over Bæltet for at kunne fejre Noah ved stort morgenbord. Hvad vi ikke vidste var, at mormor og morfar havde planlagt surprise-visit hele vejen fra Holland, så kl. 19.30 i går stod de også istuen og Noah blev virkelig overrasket (det gjorde jeg også skulle jeg hilse og sige:).

Der var  gaver i en lind strøm og masser af leg i morges og så det store fødesldagsmorgenbord, nu med den anden side af familien.

Noah bad selv om at komme ind og sove til middag, han trængte vist til hvile. Og så var det tid til børnefødselsdag, stadig med medfølgende forældre. Det var en fin fest, hvor børneværelset på obligatorisk vis lignede en krigszone.

Noah bad ikke selv om at komme i seng, han var helt oppe at køre. Og han sang længe inden han faldt i søvn. Det ville til gengæld være løgn, hvis ikke jeg bad om at komme i seng, for nu var det vist min tur til at trænge til hvile. Men først efter at have bagt kage til vuggestuen, for der skal han jo også fejres. 3 dages fest for en 2-årig.

Og så siger de, at det stadig er rimelig lige til at holde børnefødselsdag, ingen tema-fester og ingen børnehave på besøg - endnu. Hvis det her bare er en øvelse, så er det endnu en grund til, at jeg inderligt ønsker, at tiden ikke går så stærkt med sådan en lille størrelse på hele 2 år!

Hvad skal den til for?

Jeg undrer mig dagligt, eller i hvert fald hver gang jeg har dankortet fremme (who am I kidding, det er vel faktisk hver dag), hvad vi skal med den der ekstra bon med en masse tal og transkationsnumre på, som følger med den "rigtige" bon.

Den gælder ikke hos revisoren, kan ikke bruges hvis du vil returnere varen og der står jo på bonen, at du betalte med dankort. Så hvorfor spilde papir, printerpatron og plads i pungen på den?

Enlighten me please...

Er det overfladisk?

Jeg bliver nødt til at krybe til korset. Jeg glædes ved det materielle. Og jeg har en indre prinsesse.

Både prinsessen og materialismen skal ud og luftes i dag. For vi skal til bryllup. Og det er alligevel lidt tid siden sidst, så jeg glæder mig. Og det har nok kammet lidt over. Jeg skulle nemlig bare købe et par nye sko. Men da kæresten så sagde "skal du have den nederdel på IGEN", tænkte jeg, at det om noget er et carte blanche til at gå ud og købe nyt. Når manden synes den har været brugt lige lovlig mange gange. Og jeg skal love for jeg tog det hvide kort bogstaveligt.

Og ja, undertøjet matcher. Lidt kontrolfreak er der jo også i en "ægte" prinsesse

Jeg har endda måtte bede en veninde om hjælp til at sætte håret, for nu skal der sørme ikke mangle noget. Nu giver jeg den indre prinsesse frit spil. Og har booket hotel - med spabad. Og helt ærlig, jeg har haft bobler indeni af glæde, mens jeg har sammensat prinsessens mundering og festplan. Er det overfladisk?

PS. Og hvad er det, der sker med de der bryllups-ønskesedler, det er jo elementære bestillingslister til hus og have! (Det kan jeg jo sagtens sige, som den materialist, jeg lige har indrømmet jeg er, når jeg ikke selv har holdt bryllup. Jeg har i hvert fald lovet mig selv at prøve at være lidt opfindsom, når det kommer til ønsker - så mine bryllupsgæster har plads til lidt kreativ udfoldelse - og jeg skal bruge uger på at bytte!) (Hvis jeg nogensinde skal giftes... hint hint fra den indre prinsesse).

Grøn skabertrang?

Når nu man absolut ikke har grønne fingre, men har set noget med lavendler, prikker i luften (hedder de ikke det) og efeu i et blad, så er det faktisk også en kreativ udfoldelse og lidt af en udfordring at "designe" sine egne altanpotter med en sammenplantning (hedder det, det?).

I går kastede jeg mig så ud i denne kreative proces og prøvede med al djævlens vold og magt at holde kritikeren fra døren (han var åbenlyst ikke tilfreds, det lignede jo slet ikke den fine sammenplantning i magasinet). Og for at gøre det hele endnu mere festligt, hentede jeg Noah først, så vi kunne lege med jord og vand sammen. Fejltagelse. Heldigvis (for oprydningen) mistede Noah interessen, da han havde spildt en halv liter jord på altanen og hældt vand ud over.

Resultatet? Tja, det var måske ikke helt sådan, jeg havde set det for mit indre blik. Men ingen kan tage glæden fra den kreative proces (undtagen måske lige mig selv og min indre kritiker, hvis jeg lader ham komme til orde), og jeg blev bare bekræftet i, hvor mange muligheder vi har - hver dag - for at pleje vores indre skabertrang. Jeg hyggede mig.

Og hvis det går som det plejer, så kan jeg få lov at gøre det hele igen ganske snart, fordi blomsterne enten tørrer ud eller drukner. Er der da overhovedet ingen grænser for den kreative proces?

Kender du skrøbeligheden ved at dele?

Der er noget ganske vidunderligt over at dele. Og det er jo netop det, jer gør, når jeg udsender en gratis e-bog. Deler mine tanker, mit syn på tingene, min erfaring. Men der er også noget ganske skrøbeligt over det. Jeg deler jo også mit hjerte, ellers ville det ikke være værd at læse.

Og interessen har været overvældende, og det gør mig så glad. Der er andre end mig, som har en fornemmelse af, at det ligger guld gemt i den skabertrang. Og interessen kommer fra en hel masse mennsker, jeg slet ikke kender oven i købet.

Det er selvfølgelig spændende, men så kommer en kær gammel ven også op: nemlig præstationsangsten. Hvad mon de / I synes, mon det overhovedet gør en forskel, mon jeg har formået at formidle budskabet, så andre en jeg selv kan identificere mig med det?

Ligegyldigt hvor meget jeg kan føle helt ind i hjertekulen, at denne e-bog er ét af de mest autentiske projekter, jeg har lavet i lang tid, så er frygten for andres dom på spil. Er det ikke lidt underligt (og en kende narcissistisk), at denne frygt kommer op, også selv om vi overhovedet ikke kender dem, som eventuelt kunne finde på at dømme?

Jeg vælger nu at dele alligevel, for frygt betyder oftest, at det vi har gang i, er vigtigt. Men det er virkelig ganske interessant, så skrøbelige vi bliver, når vi viser det frem, som ligger tættest på. Kender du den skrøbelighed?

Har du tillid til, at idéerne kommer?

Så skete det igen. Kreativiteten slog til. Sad og lagde sidste hånd på nyhedsbrevet, som jo udkommer i morgen med den fineste gave til dig (hvis du altså er tilmeldt nyhedsbrevet): min e-bog om skabertrang og kreativitet.

Jeg synes pludselig, der manglede et eller andet i nyhedsbrevet. Noget der afspejlede e-bogen, noget, der signalerede dens principper, noget der gjorde at det hele ikke "slutter" i morgen.

Så jeg lod det være og vendte tilbage senere med tillid til, at jeg selvfølgelig ville finde ud af hvad det var, og være i stand til at skabe det, som min kreativitet bragte mig.

Og ganske rigtigt, ud af det blå sad jeg pludselig med lige præcis det, der manglede. En mulighed for at møde alle de mennesker, som modtager e-bogen, en mulighed for at mødes og sammen dele erfaringer, stille spørgsmål. Ja i det hele taget bare se, hvad der opstår.Det kan du også læse mere om i nyhedsbrevet, som jo altså kommer i morgen, nu også med en invitation til et gratis arrangement.

Og det mest fantastiske ved skabertrangen er, den løber aldrig tør. Kun hvis du tror den gør. Tillid er svaret og selvfølgelig troen på, at du kan skabe. Ej at forglemme ønsket om at dele og dele ud.

Jeg bliver nødt til at skrive det igen: jeg glæder mig bare sådan til i morgen, til at dele og til at sende dig min e-bog (du kan nå det endnu, tilmeld dig herude til højre).