Gammel, konservativ og håbløst umoderne (part 2)?

Her er endnu et eksempel på, hvorfor jeg flere gange siden fredag har været i tvivl om, hvor vidt jeg er blevet 100 år ældre det sidste halve år:

Forargelse og hovedrysten, da jeg læste denne artikel fra Fri om, at parforholdet holdes bedst i live ved at bo hver for sig. I artiklen fortæller fremtidsforskere, at det kommer til at ske, at det er den moderne familie. Journalisten har oven i købet fundet mere end én case, som allerede lever sådan, så jeg sidder blot tilbage og føler mig håbløst gammeldags i min tro på kernefamilien.

Jeg har tidligere her på bloggen været forarget (og gammeldags) over skilmisseprocenten og ønsket om at realisere sig selv ved at blive dele-forældre - hvilket også var sat på spidsen i en Fri-artikel. Senere har jeg så set et rigtig fint interview med Michelle Hviid, hvor hun på fineste vis beder andre om ikke at dømme dem, som går fra hinanden, fordi det altid er sidste udvej ligegyldig hvordan det ser ud udefra.

Så endnu en gang spørger jeg: gammel, konservativ og håbløst umoderne?