Hudløse tømmermænd?

Jeg er bare ikke god til tømmermænd. Det er derfor jeg prøver at undgå dem, men det lykkedes ikke i dag. Det er ikke så meget kvalmen og hovedpinen. Heller ikke selv om det her på Malta er national helligdag, så det ikke er til at opstøve en panodil.

Der er også de moralske tømmermænd, som jeg i den grad plejer at blive hjemsøgt af. Og nogle gange med rette, men de fleste gange helt ubegrundet. Dem kom jeg dog hurtigt af med, da den indre rappenskralde, frk. Korrekt og hr. Bedrevidende ikke kunne finde noget at sætte en finger på.

Nej, denne gang er det den følelsesintensitet, som kommer med tømmermændene. Når jeg har tømmermænd, er det som om jeg får skrællet et lag hud af, så jeg kan mærke alting endnu stærkere.

Selv om jeg elsker at være alene og sagtens kan dele smukke oplevelser med mig selv, så savnede jeg virkelig min lille familie til brylluppet i går. Og det savn er 10-doblet i dag.

Har netop talt med Noah, og han snakkede som jeg aldrig har oplevet det før i en telefon (uden at jeg dog forstod så forfærdelig meget af det), og jeg kan næsten ikke være i min krop for følelser. Ligesom tidligere da jeg talte med kæresten og han fortalte at Noah havde været i cirkus og det havde været så højt, at han havde siddet med lukkede øjne og tårerne trillende ned af kinderne. Så trillede morens tårer også. Og det har de gjort flere gange i dag, over den krimi jeg læste, over et billede jeg så, over en mail og over kommentarer til dette indlæg.

Havde helt klart glemt at kalkulere med de tømmermænd. Vi bliver bare aldrig gode venner, men i dag er vi vist tvunget til at udholde hinandens selskab. Så det prøver jeg…

PS. Bryllupsbilleder får I, når jeg er hjemme på en mere stabil netforbindelse.

Savnet midt i glæden?

Så blev det bryllupstid. Og den lille utryghed ved at møde alle "de gamle" sneg sig ind på mig ved morgenmaden. Lige indtil jeg kom i tanke om, at Jakob også ville være der. Et splitsekund efter ramte virkeligheden.

Han er her ikke mere. Jakob, gommens bedste ven og også én af de få jeg har holdt fast i fra dengang, druknede ud for Balis kyst for 2,5 år siden - heldigvis midt i sit livs "high". Han var glad, vellidt og landet lige der, hvor han altid havde drømt om.

I dag har jeg besluttet mig for at tage Jakob i hånden. Han skal med, det bliver ikke det samme uden ham. Og,samtidig mangler jeg jo en kavaler, og han var - og har altid været - den perfekte af slagsen. Jakob, du er savnet.

En pose blandede følelser?

Sidder med udsigt over Middelhavet på 9. sal, og føler mig som verdens heldigste, samtidig med at jeg ærgrer mig over, at jeg kun skal være her i 3 dage. En sidste følelse, som blander sig, er uroen over at opleve det hele alene.

Det er mange følelser på én gang, men sådan det, når jeg oplever nyt. Jeg kender efterhånden mig selv, jeg overvældes ofte, når jeg begejstres og midt i det, får jeg brug for at strukturere og planlægge (hvad skal jeg i eftermiddag, hvad med i aften, hvordan får jeg mest ud af min tid). Kontrollen sætter ind, men jeg prøver at afstå.

Så nu sidder jeg her på toppen af Malta og skriver,  burde bade i poolen ved siden af mig, tage sol så de hvide stænger bliver bare lidt kulørte, gå ned og se det værelse jeg har fået, booke tid i spa’en, finde en butik og købe en bryllupsgave og skrive gæsteindlæg til ”En Fugl i Hånden", hvor jeg har fået æren af at blogge i morgen. Men nu sidder jeg lige her. Og nyder det. For ligegyldig hvor i verden du tager mig hen, så er bloggen et fast holdepunkt og et sted, hvor jeg kan holde fast i mig selv.

PS. Følelsen af uro over at være alene og tillade mig denne oplevelse, og et savn efter at dele den med et af mine mennesker tæt på, er velkendt. Jeg ved, jeg blot skal være i den, anerkende den, skrive mig ud af den, sende tanker (og sms’er) til dem, jeg gerne vil dele med, så kan jeg pludselig rumme den og dele oplevelsen med mig selv.

God træning for kontrol-genet?

Når man (læs jeg) er både struktureret, god til at planlægge, har det forkromede overblik og ofte er et skridt foran, overrasker det, når man oplever følgende:

* begynder at pakke i dag lørdag kl. 15 - jeg skal jo først ud af døren i morgen kl. 5.30. Det er kæresten, som gør mig opmærksom på, at det altså ikke er i særlig god tid, når man også skal være sammen med sin familie samtidig.

* bruger en time på at orientere sig på markedet for selvbruner, hvorefter forvirringen alligevel er total, da jeg står i butikken. Når man er så uerfaren som jeg, må man lave benarbejdet, så man ikke ender som en zebra til bryllup på mandag.

* Trumf: inden jeg overhovedet henter passet, ved jeg, at det er udløbet. Klokken er nu 16.48, der er præcis 12 timer og 42 minutter til jeg skal være tjekket ind. Ikke særlig tjekket, særligt når man (igen, læs jeg) har vidst siden januar, at det skulle fornyes.

Det var tider dengang politiet tog sig af den slags. I dag er det Borgerservice, og guess what, de har ikke åbent lørdag. Men politiet svigter ikke, så kl. 17.12 får jeg haste-fornyet passet hos politiet i lufthavnen.

Og pssst, du må ikke sige det til nogen, men det er garanteret nemmere end at gøre det hos Borgerservice. Jeg nåede ud igen inden jeg skulle betale for parkering:)

Er det måske alligevel lykkedes mig at give lidt slip på kontrol-genet?

Ansigt til ansigt med barndommen?

Som jeg skrev i går: Alene-tid, here I come very soon. Det er på ingen måde problemet. Det er til gengæld tanken om at stå ansigt til ansigt med hele persongalleriet fra barndommen.

For lidt udfordret er man vel altid, når man skal tilbage til barndommen? Der vil jeg sgu' godt vise mig fra min bedste side og (indrømmet) imponere lidt... Ej at forglemme det vigtige i at understrege, at man på alle måder ikke er den samme, som man var dengang.

Det er faktisk, det eneste problem med at tage af sted alene; at jeg noget så gerne vil vise min dejlige familie frem, for dem er jeg stolt af.Eller rettere vise, at jeg har fået en skøn familie og er lykkelig.

Jeg har også tænkt lidt (meget) over, hvad jeg skal svare på spørgsmålet "hvad laver du så", for jeg har jo mange titler og ingen af dem er advokat, læge eller noget andet, som de ved præcis hvad er (ja, fordommene lever...). Vil jo gerne vise, at jeg har (lidt) succes.

Jeg villle også godt have smidt en ekstra 6 kilo, være lækker chokoladebrun (i stedet for meget vinter-hvid) og desuden have min egen personlige stylist med.

Hvor underligt, ej at forglemme dumt, at være optaget af andres dom. Endda "andre", som man egentlig ikke har noget at gøre med længere. Kender du det?

Nu er det sagt højt. Så er det forhåbentlig også ude af verden...

Er det underligt at trives i eget selskab?

Jeg er så helt fabelagtig heldig at være inviteret til bryllup på Malta. Kæresten er også inviteret, men det er altså kun mig, der har takket ja. Han kunne nemlig ikke så godt tage frie, kender ikke en eneste og synes, at vi skal være fornuftige med vores penge. Gode argumenter. Og jeg er helt ok med at rejse selv. Ja, faktisk glæder jeg mig som et lille barn. Alene-tid, hotelværelse, sol, pool ej at forglemme en god dosis romantik i form af klassisk bryllup.

Problemet er bare at jeg har "dem" (altså brudgommen, min barndomsven og resten af selskabet) mistænkt for at synes, at det er noget underligt noget, at jeg sådan skal af sted alene. Og at de skal tage sig af mig! Er det virkelig så underligt at trives helt fint med at rejse alene? Egentlig tror jeg ikke, at du som læser med her, synes det, men oplever du, at andre synes du er lidt af en "freak", hvis du trives i dit eget selskab for lang tid af gangen?

Voksentid med konsekvenser?

Sankt Hans. Og bål. De to ting hænger uløseligt sammen. Men i år må jeg nøjes med billedet fra sidste år på bådudlejningen på Christianshavn. Det var hyggeligt og nærmest en tradition. Alligevel har vi valgt noget andet i år. For det gik ikke helt smertefrit med Noah sidste år. Jeg tror på, at man kan lige hvad man vil med børn, man skal bare være villig til at tage konsekvenserne med.

OG i år har jeg valgt at satse på en høj succesrate. Ikke fordi der findes garantier, men at få en to-årig til at sove midt på et livligt Christianshavn er nok endnu sværere end at få en et-årig til det. Og det var svært nok.

Så I år bevæger vi os lige udenfor døren, tænder grillen på altanen og banker på hos naboen, som så til gengæld kommer med desserten. Jeg tror på, at det er denne løsning, som giver størst sandsynlighed for voksentid - altså den slags med vin, sommeraften og lidt god mad.

Og det er pludselig også blevet netop det Sankt Hans handler om. Indtil de små bliver så store, at de efterlyser bålet. Så er jeg mere end med på at føje det til igen. Men indtil da, så vælger jeg den enkle løsning og krydser fingre for, at det bliver en fest for både børn OG voksne.

Rigtig dejlig Sankt Hans - og hils heksen...

Denial?

Kender du den følelse, som endnu ikke er defineret som andet end - irriterende. Fordi den nager, har en besked, men du vil ikke lytte.

Sådan en følelse sidder jeg med nu. Ved godt det handler om uindfriede forventinger. Men jeg gider helt ærlig ikke kigge på det. Forsøger - desværre uden held - at bedøve den med fjernsyn og masser af ting, jeg ikke burde spise.

Jeg har undgået computeren hele aftenen. Vil ingenting, bare lukke øjnene. Det er en klassisk følelse og en klassisk reaktion. Denial. Og skriver jeg mere, bliver jeg nødt til at tage stilling, så tænker jeg tanken til ende, og selv om jeg godt ved, det ville være det fine at gøre - i hvert fald på den anden side - så stopper jeg her.

Eskapisme ? Ja. Benægtelse? Helt sikkert. Fortsæt? Ja, bare lidt endnu - må jeg ikke nok? Lyder det bekendt?

Skabertrangens mange ansigter? Del 1a

PS. Som workshop-ekspert, som jeg for et øjeblik vil tillade mig at kalde mig selv, måtte jeg altså for resten bøje mig i støvet for det materiale, som var udviklet til Nyhedsbrevs Haj-workshoppen. Jeg har ikke set noget lignende, ikke engang til 15 dage lange uddannelser. Det er altså også kreativitet og skabertrang, når det er bedst - og ikke kan begrænses eller holdes nede på 20 sider...

Nyt serie på bloggen om skabertrangens mange ansigter  - har du en god idé eller oplever du skabertrang med kant eller skævhed, i en overraskende ramme, en krog eller ude i det fri, så send mig endelig en mail, så vi kan dele inspirationen...

Skabertrangens mange ansigter? DEL 1

Nyt serie på bloggen om skabertrangens mange ansigter  - har du en god idé eller oplever du skabertrang med kant eller skævhed, i en overraskende ramme, en krog eller ude i det fri, så send mig endelig en mail, så vi kan dele inspirationen...

Her er første del:

Kreativitet og skabertrang møder man over det hele, særligt hvis man har fokus på det. For et par uger siden var jeg på den forrygende workshop "Bliv en Nyhedsbrevs Haj" (og det håber jeg så, at jeg blev:), og der mødte jeg en kvinde ved navn Lene Just, som med Familieleg.dk har gjort det til sin mission at få voksne og børn til at lege mere. Og leg er som bekendt lig med mere kreativitet, mere glæde - ja, mere af alt det gode.

Og som hun siger, så er der masser af tilbud til dem med de helt små børn, så hun har sat barren endnu højre og sigter mod leg i familier med børn i alderen 5-15. Respekt, siger jeg bare. Og som om det ikke var nok, så designer hun selv de ting, som hun mener mangler i et rigtigt legesortiment. Som eksempelvis Stickers Hinkeruder til stuegulvet eller en Stickers Racerbane, som Noah helt sikkert også vil elske (selv om han kun er to). Der er både noget til indendørs, udendørs og til rejsen, også den her skønne sag lidt udenfor kategori (og så alligevel ikke), som jeg forelskede mig i på stedet, da den stod der og gjorde sig til i workshop-lokalet. En benzindunk på hjul er godt nok sjovere end en almindelig kuffert.

Det er bare kreativitet fra inderst til yderst.