Ansigt til ansigt med barndommen?

Som jeg skrev i går: Alene-tid, here I come very soon. Det er på ingen måde problemet. Det er til gengæld tanken om at stå ansigt til ansigt med hele persongalleriet fra barndommen.

For lidt udfordret er man vel altid, når man skal tilbage til barndommen? Der vil jeg sgu' godt vise mig fra min bedste side og (indrømmet) imponere lidt... Ej at forglemme det vigtige i at understrege, at man på alle måder ikke er den samme, som man var dengang.

Det er faktisk, det eneste problem med at tage af sted alene; at jeg noget så gerne vil vise min dejlige familie frem, for dem er jeg stolt af.Eller rettere vise, at jeg har fået en skøn familie og er lykkelig.

Jeg har også tænkt lidt (meget) over, hvad jeg skal svare på spørgsmålet "hvad laver du så", for jeg har jo mange titler og ingen af dem er advokat, læge eller noget andet, som de ved præcis hvad er (ja, fordommene lever...). Vil jo gerne vise, at jeg har (lidt) succes.

Jeg villle også godt have smidt en ekstra 6 kilo, være lækker chokoladebrun (i stedet for meget vinter-hvid) og desuden have min egen personlige stylist med.

Hvor underligt, ej at forglemme dumt, at være optaget af andres dom. Endda "andre", som man egentlig ikke har noget at gøre med længere. Kender du det?

Nu er det sagt højt. Så er det forhåbentlig også ude af verden...