Hudløse tømmermænd?

Jeg er bare ikke god til tømmermænd. Det er derfor jeg prøver at undgå dem, men det lykkedes ikke i dag. Det er ikke så meget kvalmen og hovedpinen. Heller ikke selv om det her på Malta er national helligdag, så det ikke er til at opstøve en panodil.

Der er også de moralske tømmermænd, som jeg i den grad plejer at blive hjemsøgt af. Og nogle gange med rette, men de fleste gange helt ubegrundet. Dem kom jeg dog hurtigt af med, da den indre rappenskralde, frk. Korrekt og hr. Bedrevidende ikke kunne finde noget at sætte en finger på.

Nej, denne gang er det den følelsesintensitet, som kommer med tømmermændene. Når jeg har tømmermænd, er det som om jeg får skrællet et lag hud af, så jeg kan mærke alting endnu stærkere.

Selv om jeg elsker at være alene og sagtens kan dele smukke oplevelser med mig selv, så savnede jeg virkelig min lille familie til brylluppet i går. Og det savn er 10-doblet i dag.

Har netop talt med Noah, og han snakkede som jeg aldrig har oplevet det før i en telefon (uden at jeg dog forstod så forfærdelig meget af det), og jeg kan næsten ikke være i min krop for følelser. Ligesom tidligere da jeg talte med kæresten og han fortalte at Noah havde været i cirkus og det havde været så højt, at han havde siddet med lukkede øjne og tårerne trillende ned af kinderne. Så trillede morens tårer også. Og det har de gjort flere gange i dag, over den krimi jeg læste, over et billede jeg så, over en mail og over kommentarer til dette indlæg.

Havde helt klart glemt at kalkulere med de tømmermænd. Vi bliver bare aldrig gode venner, men i dag er vi vist tvunget til at udholde hinandens selskab. Så det prøver jeg…

PS. Bryllupsbilleder får I, når jeg er hjemme på en mere stabil netforbindelse.