Er det mon en (u)sund symbiose?
Savn har fået helt nye proportioner. Altså, kan I huske dengang man var helt nyforelsket og savnede så snart han gik ud af døren? Jeg savner stadig memø, bare på en anden måde. Nu savner jeg ham ved min side, når jeg oplever noget særligt. Jeg savner ham, når han ikke ligger ved siden af mig, når jeg skal sove. Jeg savner ham på den der smukke hverdagsmåde. Fordi vi hører sammen.
Nu er det så gået op for mig, at jeg også hører sammen med Noah. I denne weekend på en næsten smertefuld måde. Jeg har grædt af savn. Og den eneste grund til, at jeg ikke har hentet ham, er fordi jeg ved han har haft en fest hos sin farmor og farfar.
Før har jeg egentlig syntes det var "sundt" ikke at savne "mere" end jeg gjorde. Det var sundt for mig, at jeg ikke var gået i symbiose med mit barn. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare, hvorfor denne weekends savn har været anderledes. Har stukket så dybt og resulteret i rastløshed, tristhed, tomhed.
Er det mon symbiosen, og er det godt eller skidt? Sig mig, hvordan savner du dit barn?
5 Kommentarer »
RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI
Jeg kender alt for godt symbiosen. For mig er det en dejlig og naturlig ting. Men den har også mig har det også givet udfordringer. I lang tid var jeg nærmest lammet af en form for dobbelthed. Når jeg var sammen med min datter savnede jeg "mig tid" og når jeg havde "mig tid" savnede jeg hende så meget, at det gjorde ondt. Der var en indre kamp imellem min kærlighed til mit barn og mit behov for frihed. Og det endte med, at jeg ikke nød nogle af delene.
Nu er hun blevet 5 år og symbiosen stadig stærk - men jeg har fået vendt dobbeltheden til noget positivt. For mig er det det ultimative symbol på rigdommen i mit liv.
Jeg blev skilt fra Katrines far, da hun var to. Så siden hun var to, har jeg måttet undvære hende hver anden weekend og i starten også hver mandag.
I mange år føltes det som om nogen havde amputeret noget af mig, og jeg kunne ikke nyde friheden.
Nu - hvor hun er 14 og sjældnere og sjældnere gider til Fyn til sin far, fordi vennerne er her - savner jeg af og til friheden. Men når hun så tager afsted, så mangler der noget.
Hun er helt klart en del af mig. Og jeg er så taknemmelig for, at hendes frigørelsesproces foregår så blidt (endnu) og i respekt for det hende og jeg har.
kh
Puk
Jeg synes bare det så sejt, at du er den du er
Godt eller skidt er vel ikke så vigtigt, det er jo som det er:-)
Hvad jeg gør?
Jeg savner af og til, føler mig ufri af og til, føler mig splittet af og til.
Men bedst af alt har jeg lært.... sådan er det og sådan er jeg...af og til <3
[...] kommentarer 360 grader rundt om kræft til Er det mon en (u)sund symbiose?Puk til Er det mon en (u)sund symbiose?Maj Lykke til Er det mon en (u)sund symbiose?360 grader rundt [...]
Tak for jeres input, i hvert fald er jeg ikke alene med den store kærlighed til de små størrelser. Og jeg kan fornemme at det er en kontinuerlig udvikling... Jeg glæder mig.