Var det overhovedet savn?

Så kom han hjem. Men forløsningen udeblev. Det gjorde refleksionen dog ikke. Måske var det ikke savn alligevel?

Selvfølgelig var det dejligt at se ham. Dejligt at have ham hjemme igen. Jeg kunne mærke roen brede sig. Men det var ikke hele historien, gik det op mig.

Måske var det "bare" følelser, helt almindeligt følelsesliv og masser af det. Fordi følelserne tænkte, at nu var der plads til dem. Nu var det deres tur til lidt opmærksomhed, nu hvor al opmærksomhed ikke gik til Noah. Men nej, jeg mærkede ikke efter. Opdagede ikke, at følelserne var mine egne, handlede om mig selv, og ikke om et savn til et andet menneske.  En fornemmelse så usikker, og uvant, da mine følelser så pludselig fik ro og plads, at jeg slet ikke opdagede hvad det i virkeligheden handlede om. Måske var det et savn efter mig selv?

Konklusionen er nok, at det var lidt af hvert. Men tankevækkende, at et barn kan aflede ens opmærksomhed så meget, at alle følelser derefter kun kobles op på netop den sammenhæng. Det er i hvert fald ikke sundt - for mig!