Farvel eller?

Jeg har i dag sagt farvel til Manning Inspire. Nogle af jer vil vide, hvor stort det er.

Jeg har længe vidst, at det var på tide. Men det er svært at sige farvel til et sted, som har betydet så uendelig meget for de sidste 6 år af mit liv.

I går skrev jeg en mail til dem. Det var ikke svært, for beslutningen var taget. I dag fik jeg så svar. Og så kom tvivlen snigende. Fordi jeg også holder meget af de mennesker.

Det kan være svært at modstå fristelsen til at bevare en dør på klem. En lille sikkerhed. En lille tryghed.

Måske er det sådan med de vigtige farveller. Det er ikke meningen, de skal være nemme. Der skal være noget på spil. Måske er det også derfor, jeg er så taknemmelig.

Og så minder jeg mig selv om, at det er et farvel til arbejdsopgaver. Ikke til mennesker. Det er op til mig. Og, jeg ved, det er vigtigt at give slip på noget, for at andet kan manifestere sig. Og de tegn er allerede begyndt at vise sig...

Har din forretning kant?

Det havde jeg i dag. Altså kant. Der blev absolut ikke lagt fingre i mellem, da jeg gik i kødet på de små og store selvstændige forretninger. Nu har de haft hele sommeren til at pudse konceptet og produkterne af. Så nu skulle der fremvises resultater.

Dagens tema blev vist kant. Kom så ud og vis hvem du er, du skal turde blive skarp, du skal turde vælge en smal målgruppe, så du ved hvem du skal kommunikere og sælge til. Og så skal du også nogle gange turde provokere. Ellers kan jeg ikke huske dig fra de andre.

Hvad taler jeg om, tænker du måske? Min mentorgruppe selvfølgelig. Som jeg er pavestolt af. Det er altså dybt fascinerende at se mennesker transformere lidenskab, drøm, værktøjer og personlighed til en forretning, som træder tydeligere og tydeligere frem for hver gang vi mødes.

Skal din forretning også have kant, være skarp, transformeres og træde frem? Så starter jeg endnu en mentorgruppe d. 20. september. Det er eksklusivt, vi bliver kun fem foruden dig, så du kan være helt sikker på ikke bare at få værktøjerne, men også det helt individuelle fokus og al den støtte og sparring du har brug for i processen.

Indsigt gennem ord?

Jeg er vist ikke helt færdig med refleksionerne omkring mine ord, hvad end der er for mange, for få eller lige tilpas.

I dag fangede jeg nemlig mig selv i at lave en aftale med mig selv, som jeg har lavet 100 gange før. Også i forbindelse med venskaber, men denne gang i forbindelse med opstart af et nyt personligt forløb hos en coach: "Husk nu, du får mest værdi, hvis du lader være med at snakke så meget og så lytter til alt det kloge, hun har at sige", sagde jeg til mig selv.

Det er bare aldrig lykkedes før. Og det var det jeg snublede over. At det netop er i mine ord, når jeg "tænker højt", at indsigterne lander hos mig. Det er den måde jeg forstår mig selv bedre på, hvilket også forklarer hvorfor de kæreste af mine venner og veninder, de mennesker jeg beundrer mest, altid er dem, som får snakket ørerne mest af. Fordi der er så meget modspil og inspiration at hente, at indsigter og ny forståelse lander med meget korte intervaller.

Måske ville de have glæde af at vide netop det - eller måske ville det nærmere skabe ro i sindet hos mig, så jeg ikke længere behøvede at lægge de - alt for stramme og ikke særligt succesfulde - bånd på mig selv...

Var det overhovedet savn?

Så kom han hjem. Men forløsningen udeblev. Det gjorde refleksionen dog ikke. Måske var det ikke savn alligevel?

Selvfølgelig var det dejligt at se ham. Dejligt at have ham hjemme igen. Jeg kunne mærke roen brede sig. Men det var ikke hele historien, gik det op mig.

Måske var det "bare" følelser, helt almindeligt følelsesliv og masser af det. Fordi følelserne tænkte, at nu var der plads til dem. Nu var det deres tur til lidt opmærksomhed, nu hvor al opmærksomhed ikke gik til Noah. Men nej, jeg mærkede ikke efter. Opdagede ikke, at følelserne var mine egne, handlede om mig selv, og ikke om et savn til et andet menneske.  En fornemmelse så usikker, og uvant, da mine følelser så pludselig fik ro og plads, at jeg slet ikke opdagede hvad det i virkeligheden handlede om. Måske var det et savn efter mig selv?

Konklusionen er nok, at det var lidt af hvert. Men tankevækkende, at et barn kan aflede ens opmærksomhed så meget, at alle følelser derefter kun kobles op på netop den sammenhæng. Det er i hvert fald ikke sundt - for mig!

Er det mon en (u)sund symbiose?

Savn har fået helt nye proportioner. Altså, kan I huske dengang man var helt nyforelsket og savnede så snart han gik ud af døren? Jeg savner stadig memø, bare på en anden måde. Nu savner jeg ham ved min side, når jeg oplever noget særligt. Jeg savner ham, når han ikke ligger ved siden af mig, når jeg skal sove. Jeg savner ham på den der smukke hverdagsmåde. Fordi vi hører sammen.

Nu er det så gået op for mig, at jeg også hører sammen med Noah. I denne weekend på en næsten smertefuld måde. Jeg har grædt af savn. Og den eneste grund til, at jeg ikke har hentet ham, er fordi jeg ved han har haft en fest hos sin farmor og farfar.

Før har jeg egentlig syntes det var "sundt" ikke at savne "mere" end jeg gjorde. Det var sundt for mig, at jeg ikke var gået i symbiose med mit barn. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare, hvorfor denne weekends savn har været anderledes. Har stukket så dybt og resulteret i rastløshed, tristhed, tomhed.

Er det mon symbiosen, og er det godt eller skidt? Sig mig, hvordan savner du dit barn?

Kærlighedens vokseværk?

I dag er min søn 2 år, 2 måneder og 22 dage gammel og det føles som om min kærlighed til ham stadig vokser, i øjeblikket føles det næsten som vokseværk, som om mit hjerte skal sprænges. Jeg kan ikke forstå, at det kan rumme al den kærlighed.

Jeg elskede min søn hæjt fra den dag jeg havde ham i armene første gang. Og synes det var kæmpe store følelser. Måske har nogen fortalt mig det ville vokse, men jeg har ikke forstået det, ikke fattet dimensionerne af det.

Det gør jeg stadig ikke. Noah bliver passet i denne weekend, og for første gang - siden han blev født - har jeg svært ved at nyde det, fordi jeg savner ham sådan. Og han har talt om sine bedsteforældre de sidste 14 dage, så jeg ved, at han elsker det.

Tilbage sidder en mor, med et hjerte som vokser ud over alle bredder, det er så smukt at opleve al den kærlighed et hjerte kan rumme, men det er sørme også skrøbeligt må jeg tilføje. Men det tager jeg med, for den slags vokseværk tror jeg kun jeg bliver et bedre menneske af, mere kærlighed og mere sårbarhed. Mon ikke det er en god opskrift?

En særlig dag?

Det har været en særlig dag i dag. Eller det tror jeg i hvert fald.

Memø har fundet ud af, at han beholder sit job (massiv fyringsrunde i dag), eller rettere får tilbudt et nyt. Ny afdeling, nye muligheder og ny titel og erfaringer på cv'et. Slet ikke tosset, hvis altså et par andre detaljer løser sig.

Min kommende samarbejdspartner har i dag fundet ud af, at "at to sunde og raske hjerter banker lige under mit" (er det ikke bare den fineste beskrivelse af at skulle have tvillinger?). Det er jo hele to mirakler.

Og i dag har jeg ansat mine første assistent, eller koordinator, som jeg synes hun skal kaldes. Hun skal hjælpe mig med at holde forretningen kørende i højeste gear. Hun er operationssygeplejerske (og synes det er sjovest, når hun står i en pøl af blod - respekt), håber på at blive udsendt med Læger Uden Grænser, er tidligere leder af flere skønhedsklinikker og nu skal hun også til at studere biokemi og udviklingsstudier . En alsidig kvinde, må jeg nok sige. Tænk at være så heldig, at hun også kan begejstres over de ting, vi skal udrette sammen.

Havde kriller i maven, da vi mødtes i dag. Sikkert fordi det altså ikke er småting at blive to, når man har været enmandshær i 6 år. Og fordi idéerne voksede, sprudlede og fandt nye muligheder og nye netværk. Men nok også fordi, det bare er en særlig dag i dag. Kimen er lagt til mange nye, smukke og mirakuløse ting.

Barn igen?

Jeg har en reserve-mor, ja faktisk flere. Fordi jeg er den førstefødte i mine forældres vennekreds og til dato stadig den eneste pige. Det har resulteret i en omfattende beskyttertrang.

Én af mine reservemødre har jeg noget ganske særligt til fælles med. Nemlig bamser, og særligt dem på billedet herunder. I dag minder bamserne mig om blødhed og barndom. Og om et knus i netop denne reservemors arme. De knus var og er noget ganske særligt.

I dag modtog jeg en lille pakke fra netop hende. Med thé. Fordi hun havde været ude og forsyne sig og så pludselig var kommet i tanke om, at det også var én af mine yndlingsthéer.

Jeg bliver så rørt, og føler mig et øjeblik som barn igen. Og det er altså slet ikke så tosset en følelse endda, at nogen passer på mig og tænker på mig. Og så endda min helt egen bamse-mor.

P.S. Lige før 1. december, hvert år, modtager jeg - eller rettere Noah (for nu er jeg åbenbart blevet voksen) - en skrabejulekalender. Sådan én sender hun til alle børnene i vennekredsen. Det er da rørende - og inspirerende med alle de "jeg tænker op dig"-pakker...

For mange ord?

Har fået skæld ud i dag. Af min blog-mentor. Julia Lahme.

"Så fat dig dog i korthed", sagde hun, bare med nogle pænere ord - men betydningen var ikke til at tage fejl af. Vil du have flere læsere, så lad være med at forvente, at de har 5 minutter eller mere til at læse, hvad du har at sige. Jeg ved, hun har ret. Og det er jo ikke kun på bloggen, jeg har mange ord. It's the story of my life.

Så nu har jeg sagt det højt. Bare hold mig op på det. Er det for langt, så lad mig det vide (jeg tager det ikke så personligt mere, som jeg gjorde for 15 år siden, hvor verden ramlede, når nogen sagde, jeg snakkede for meget). Fra nu har du også tid til at besøge mig - hvis du har bare 1 minut til overs.

P.S. Vil du også opleve min blog-mentor og blogdronningen over dem alle, så du kan få endnu flere do's and don'ts, hvad end du er ny (mindre end et halvt år i blogverdenen) eller mere rutineret. Julia har løsningen til dig - og hele to blogs, en personlig og en professionel, du kan lade dig inspirere af.

Virkelighedens drama og magt?

Og så til mesterværket og en bog som har efterladt et tomrum i mere end én forstand: "Race of af Lifetime" af John Heilemannog Mark Halperin. Om den amerikanske valgkamp.

Lad mig bare sige, mit syn på Clintons bliver aldrig det samme igen, for ikke at tale om "behind the scenes" med Sarah Palin (de historier, der fortælles i bogen er altså bedre end det bedste drama). Jeg har mange gange grint højt og endnu flere gange måtte lægge bogen fra mig, simpelthen for at fordøje informationen. Wow, siger jeg bare.

Er også fuldstændig vild med at læse på engelsk, har undertsreget så mange ord, jeg ikke forstod og som jeg nu slår op. Det er den bedste måde at udvide mit ordforråd på og ih, hvor jeg dog elsker den diversitet og præcision det engelske sprog besidder.

Det bedste af det hele var dog at genfinde en passion, som ligger dybt i mig. Interessen og fascinationen for amerikansk politik. Det minder mig om min tid i Washington DC (det må jeg fortælle mere om en anden gang), en by som bare emmer af magt. Og så må jeg blot forundres - til tider skræmmes - over, hvor meget drama, bitching og albuer og helt almindelig menneskelig smålighed - og storhed - også de mennesker besidder, selv om de er nogle af verdens mest magtfulde.