Må man godt det?

Må man godt det på en fredag aften efter en hel skål chips, en en fabelagtig bog (det vender jeg tilbage til i morgen) og et glas vin? Altså lægge sig på sofaen med pude og dyne, fordi man er træt?

Også selv om man så sikkert ikke kan sove i aften, når det er sengetid (!)? Også selv om man ikke har fået aftensmad, men netop har åbnet en pose slik, nu hvor der ikke var flere chips? Også selv om jeg ikke har sat vasketøj over og lavet det arbejde jeg skulle?

Jeg må. For jeg er nemlig alene hjemme. Uden barn og kæreste. Og kan sove længe i morgen. Hvis jeg har lyst.

Lige nu har jeg lyst til at lukke øjnene under dynen i sofaen. Godnat.

Hvad nu, hvis jeg siger det højt?

I dag satte jeg ord på. Ord på den intuition, som har ligget og ulmet den sidste uge. Og så rullede lavinen.

Det var ikke planlagt. Det var ikke en gang noget, jeg havde lyst til. Men en god veninde spurgte, hvordan jeg havde det.

Og pludselig sad jeg midt i en indsigt og en forståelse, som afkrævede handling. Nu. Med det samme. Den intuitive fornemmelse forvandledes fra en stille sandhed til et brølende opråb om at tage action, om konfrontation, om afklaring.

Så der var ikke andet for. Og før jeg vidste af det, sad jeg med svar, med afklaring og med en form for vished. Som en del af mig ikke ønskede. For hvad så nu?

Og nu skal jeg pludselig forholde mig til en ny virkelighed, fordi intuitionen blev en realitet, fordi jeg sagde det højt. Skræmmende og befriende på samme tid.

Hvad skal du sige højt? Også selv om det kan have konsekvenser at rulle indsigten ud ved hjælp af ord?

Gi’ noget?

Jeg gider ikke rigtig se tv. Der er jo virkelig aldrig noget at se, andet end mandag aften. (Kan du gætte, hvad jeg ser? - hvis du altså ikke siger det til nogen...)

Vil dog gerne underholdes de dage, hvor jeg virkelig trænger til at slappe af. Men på en inspirerende og oplysende måde. Altså ikke tidsspilde, men noget der puster til skabertrangen. Læser med på alverdens blogs, men så er jeg jo ved computeren og det ender al for ofte med, at jeg arbejder. Og det var jo ikke meningen, men jeg kan bare ikke lade være.

Jeg følger med på denne inspirerende bookblok af Astrid. Men mon ikke du også kunne hjælpe. Hvad læser du i øjeblikket? Hvad kan du anbefale?

Og hvis nu jeg skulle se noget TV, hvilken tv-serie skal jeg så låne eller finde på Amazon til en slik, når nu du har gættet at jeg ser Medical Night om mandagen, elsker amerikansk politik - West Wing står allerede på ønskesedlen - bare er til godt drama - og gerne lidt romantik fra tid til anden, alt sammen krydret men en lækker dialog og skønne ord?

Jeg hungrer efter input, kan du hjælpe?

Er du (u)tålmodig?

Jeg venter. På svar. På besked. Faktisk bare på kontakt. Har prøvet det et par gange nu. Rationelt set er der masser af grunde til, hvorfor jeg ikke får kontakt. Men det dulmer ikke utålmodigheden. Og tvivlen, og alt det andet som dukker op i kølvandet på radiostilhed.

For så er det, at tankerne tager over. Jeg prøver at slukke eller bare ikke lytte. Det er lykkedes indtil nu. Men nu blander en tredje spiller sig. Nemlig mavefornemmelsen. Og den er for første gang ikke rigtig god. Og den kan jeg ikke sidde overhørigt.

Så nu går der ikke så længe, før jeg ikke kan være tålmodig mere. Før jeg afkræver vedkommende et svar. Nogle gange er det ikke klogt at presse pressede mennesker. Men omvendt er det endnu mindre klogt at overhøre sin mavefornemmelse. Det handler faktisk slet ikke om at være tålmodig eller ej. Men om at turde handle på den besked, som jeg har fået indefra.

Jeg er nok mere tålmodig, end jeg tidligere har anerkendt mig selv for at være - lige indtil min mavefornemmelse bliver utålmodig. Kender du det? Lytter du til den utålmodighed? Og endnu vigtigere, handler du?

Bor dine venner også inde ved siden af?

Det er ikke altid nemt at forene et godt socialt voksenliv med små børn. For hvem kan holde ud at spise middag med en småbørnsfamilie, hvis de ikke selv er en af slagsen. Jeg har kun én singleveninde, der mestrer den kunst, men det gør hun så til gengæld også til perfektion. Det betyder, at det ofte bliver venner, som er samme stedet i livet, som det lykkes at se.

Og inde ved siden af os, bor nogle ret så fantastiske mennesker, og det er altså ren lykkefølelse, når en hel almindelig hverdagsaften bliver til nærværende voksensamtale og rødvin uden at man har stået i køkkenet den halve dag eller har aftalt det flere uger i forvejen.

Nogle gange gør man det bare sværere end det behøver at være. For før var de "bare" gode naboer, nu er de pludselig gode venner. Og jeg har hørt fra andre veninder, at det samme gør sig gældende for dem.

Hvordan er det med dig og dine nærmeste relationer? Er de ældgamle, nye eller måske ligefrem naboer?

P:S. Bloggen holder weekend, fordi vi skal på weekend. Hos gamle venner. Det har været aftalt i mange måneder, og det er næsten et år siden, vi sås sidst. Bare for lige at understrege min pointe.

Vil du med på iværksættermesse?

Hvis du ikke får mit nyhedsbrev, skal du ikke snydes for en gratis gave.

Jeg er nemlig blevet ekspertblogger på iværksætter-sitet Amino, og derfor har jeg fået mulighed for at invitere dig helt gratis til Iværk & Ivækst-messen som løber af stablen i dag og i morgen. Her kan du printe din billet. Jeg håber, vi ses.

Og angående ekspertbloggen, så skal du nok høre meget mere, når den er oppe at køre.

Hvis du ikke allerede modtager nyhedsbrevet, så skal du overveje at tilmelde dig. Selvfølgelig fordi du får min e-bog om skabertrang og skaberglæde, men også fordi jeg virkelig gør mig umage for at tilbyde massiv værdi i hver eneste udgave og slutteligt fordi, jeg i næste uge udgiver endnu en podcast, denne gang om at holde momentum i din forretning. Pointerne kan dog sagtens overføres til dit arbejdsliv, så du oplever at du når dine mål både på den korte og den lange bane og skaber gode, sunde vaner i din hverdag. Det er præcis det, momentum handler om.

En flodhest som lokkemiddel?

Ja, hvis ikke den overskrift lokker, så ved jeg ikke hvad gør...

I dag på vej til vuggestuen messede Noah hele vejen "hjem igen" og "vend om". Så var det at frygten for afleveringen voksede i brystet. Samtidig med ubeslutsomheden. For mit dagsmøde var netop blevet aflyst, så skulle jeg egentlig ikke køre lige forbi vuggestuen og videre i Zoologisk Have?

Sådan en beslutning skulle jo være så nem. Men sandheden er, at det også var en flygt fra Off. Som altså har smittet lidt af på min arbejdsindsats de sidste dage.

Endte med at aflevere Noah. Men så lavede jeg også en aftale med mig selv om virkelig at arbejde igennem til kl. 14, så Noah og jeg stadig kunne komme ud og se flodhestene.

Og det var som om universet - og flodhestene - lyttede. Jeg fik simpelthen rykket igennem for an computeren, og aldrig har jeg set flodhestene så tæt på:

Alle 3 flodheste svømmede i opvisningsstil rundt og rundt om den store sten i midten, i al den tid vi var der. Til ære for os er jeg sikker på.

Off eller on?

Er det altid sådan, at efter On kommer Off?

Selv om jeg ville ønske, det ikke var sådan, så tror jeg på netop den balance. For at genkende og virkelig mærke alt det skønne, smukke og gode, så må man også mærke modsætningen. Det gør det dog ikke nemmere at acceptere tilstanden Off.

Det er så her, at selvomsorg bliver den vigtigste kompetence. At kunne holde af sig selv, også når man ikke synes, der er så at holde af. Når det hele er lidt op ad bakke.

Heldigvis er jeg også overbevist om, at efter Off kommer On...

Skabertrangens mange ansigter del 2

Line fra IndeniUdenfor har i dag linket til et fabelagtigt bevis på, at skabertrang findes i alle afskygninger og alle afkroge, også når man er på barsel. Eller hvad Milas mor nu end er.

Tænk at kunne fortælle alle disse historier ved hjælp af stof, underlag og så selvfølgelig en baby, samt diverse rekvisitter alt efter motiv.

Jeg tænker mange ting, når jeg ser det: hvordan bliver hun ved med at komme på idéer, hvor lang tid mon hun bruger, hvad mon hun laver til daglig?

Typiske venstre hjernehalvdelsspørgsmål, som slet ikke er interessante. For klik nu bare og nyd denne blog ud i kreativitet og skabertrang. Milas Dagdrømme, selv navnet og titlerne på billederne er geniale og kreative - og husk at skrive en kommentar herunder, hvis du har lyst, så jeg kan høre hvad du tænker, når dine sanser udsættes for dette skønne bombardement. Inspireres du til at skabe selv eller tænker du, hvor har hun det fra?

Kan du slippe forventningerne?

Puha, det var en dejlig fødselsdag. Måske var det faktisk den bedste fødselsdag i mange år. Dagen levede helt op til forventingerne, og dem har jeg allers tidligere haft alt for mange af, når det kom til denne ene dag om året. Så i år arbejdede jeg med forventningerne i stedet for planerne. For dem er jeg i sidste ende ikke herre over. Heller ikke i år. Men det gjorde bare ikke noget.

Det var måske i virkeligheden den bedste gave jeg kunne give mig selv. Fleksibilitet og taknemmelighed i nu'et. Slip forventningerne.

Og nu har kroppen kvitteret med influenzalignende symptomer og ondt i halsen efter en uge med særdeles meget knald på. Klassiker. Imponerende hvordan kroppen reagerer så meget før min hjerne, som altså også har svært ved at processe alt det nye - og de medfølgende arbejdsopgaver. Så nu er der ordineret søndagsafslapning inden en ny uge. Og det betyder mest at alt én ting i min verden: giv slip på forventningerne.

Er du gode venner med dine forventinger?