En utjekket nisse?
Helt ærligt. Jeg ved ikke hvordan jeg bar mig ad. For jeg har ikke rigtig kunne overskue det eller afsætte tid til det. Men her til aften har jeg pakket 16 kalendergaver ind. Og min mor nævnte den anden dag, at hun også havde nogle stykker liggende. Så måske mangler jeg slet ingen gaver, når det kommer til stykket.
Den nisse som skal bo hos os i den kommende tid, får nok lidt ekstra arbejde at se til. Men det går alligevel, og det er jeg dybt taknemmelig for - og lidt overrasket over.
Mangler du lidt inspiration?
Der har været lidt stille her på bloggen, men der er masser af inspiration at hente på Amino, hvor jeg trives som ekspertblogger. Lad mig endelig høre hvad du synes...
En ny verden i sneen?
På en hel almindelig hverdagsmorgen, hvor jeg knap kunne lokke Noah ud af senge for at se på alt det hvide - biler er det eneste der duer og det eneste han er optaget af, og han var lige midt i en leg.
I løbet af morgenen tøede (ho ho) han dog alligevel op til det hvide landskab.
Eksempelvis da jeg pegede på den lille hund udenfor vinduet, som havde bluse på i kulden og Noah tørt svarede: "men den har kolde tæer".
Senere måtte jeg lokke ham væk fra bilerne ved at introducere ham til begrebet snebolde, hvorefter han skyndte sig hen til vinduet og kiggede ned på det hvide græs og svarede "Hvorhenne er boldene?" At vi selv skulle lave dem havde han svært ved at tro. Men han kunne have været blevet ved, da han først blev introduceret til konceptet.
Åh, hvor jeg elsker sne og når den barnlige begejstring smitter.
Vil du med?
Jeg har netop fået et afbud til Workshop om Workshops mandag og tirsdag. Vil du med så kontakt mig hurtigst muligt.
Gruppen er eksklusiv, så der er plads til masser af individuel feedback og sparring. Du får masser af inspiration og viden og vigtigst af alt, en struktur og overblik over din workshops, så du kan gå i gang med at sælge den med det samme og formidle dit budskab til mange flere - med langvarig effekt.
Så ryd kalenderen mandag og tirsdag og få en ægte vitaminsindsprøjtning...
Er det virkelig weekend?
Det har været en lidt svær uge, derfor heller ikke så meget nyt herfra.
Men nu sidder jeg så her, Noah har smilet, leget og grinet hele aftenen (hører lidt til sjældenhederne i øjeblikket), der er rødvin i mit glas, kaffe i koppen og en krimi ved min side, som kalder på mig. Hvis jeg flotter mig, skal tåneglene have rød lak.
Alligevel har jeg svært ved at tro det, er det virkelig weekend?
Kan du være med det ubehagelige?
Så blev det tirsdag igen og dermed mindfulness. I mit forløb nåede vi i går til de ubehagelige følelser. Opgaven hele ugen har været at opleve, hvad der skete i ubehagelige situationer. Men jeg havde ikke lavet lektier (det synes den "pæne" pige ikke om), for jeg opdagede ikke de situationer, før det var for "sent". Simpelthen fordi jeg flygtede. Ikke ville mærke dem. Sneg mig udenom.
Men der er som oftest en regning, som skal betales. Og jeg skal love for, jeg betalte med renters rente i går. Under meditationen. Ikke en kort én af slagsen, men hele 30 minutter. Der var uro, muskler der brændte, dom, frustration, irritation. Det hele. Men jeg sad med det. Og 30 minutter er lang tid skulle jeg hilse at sige. Og det var en sejr.
Mest fordi, når jeg sidder med det ubehagelige, så vokser det ikke. Der er ikke noget drama. Det er der bare og jeg oplever, at jeg har styrke til at være med det. Tænk engang, hvis jeg kunne integrere det i min hverdag... Jeg øver mig.
P.S. Hvis du er blevet lidt nysgerrig af at læse mine beretninger, så starter Jeanette et nyt hold til februar, og det kommer med mine varmeste anbefalinger. Det er enkelt, tilgængeligt, effektfuldt og ja, ret så krævende. Der er masser af momentum, masser du skal lave på egen hånd og netop derfor, så meget værdi at hente.
Forelsket påny?
Både i min meget ømme krop og i yogaen. Efter to og en halv times yoga-workshop. Det er lang tid skulle jeg hilse og sige. Jeg nåede både at grine og det en hel del gange (det har jeg aldrig gjort før til yoga), blive virkelig høj som var jeg på stoffer, svede som et svin og være så træt, at jeg var ganske sikker på, at jeg ikke kunne løfte en arm.
I dag kan jeg mærke min krop steder jeg ikke vidste fandtes. Jeg er øm i siderne, hvis man kan sige sådan. Og så er jeg øm i lige netop de rygmuskler, som hvis de var stærke nok, ville resultere i den smukkeste yoga-holdning hele tiden.
Jeg genfandt min kærlighed til yoga i går på Nalinis marathon Hot Yoga Experience. Og jeg vil gøre det igen. Hver gang de tilbyder det. For sjældent har jeg da fået sådan en ud-af-kroppen-oplevelse - inde i kroppen.
Det særlige ved det skrevne ord?
Jeg var inde og se "Spis, bed elsk" i går, helt alene, og nød hvert et øjeblik i mit eget - og Julia Roberts - selskab. Det var dejligt at genopleve de store træk i fortællingen, men som så ofte før, er det netop det og ikke mere en filmatisering af en bog kan, selv om jeg synes Julia Roberts gjorde det godt.
Filmen havde "good feel" og de der små signaler eller hints om indsigt, hvilket jeg mener er to skønne kvaliteter ved en film. Jeg var inspireret da jeg gik hjem, til at skrive og til at reflektere, og det er et kvalitetsstempel for mig.
Omvendt har filmen givet mig lyst til at læse bogen igen. For at genopleve kilden og få det hele med. Det skrevne ord er altså magisk på sin helt egen måde, filmen ligeså, men på en anden måde.
Magien ved det skrevne ord er på ingen måde ved at forældes, hvilket jeg også fik bekræftet på Bogforum.
Alt i alt, når jeg tænker over det, en ganske skøn og speciel dag, med plads til refleksion, inspiration og ikke mindst et ganske særligt selskab, som betyder meget for mig.
Invitation til at tænke store tanker?
Faldt over en skøn kvinde, som virkelig har forstået det her med det store hjerte, de store idealer og de store tanker. Så vidt jeg kan læse fra hendes lækre site, så lever hun faktisk af det. På den "realistiske-pragmatiske-men-der-skal-dælme-være-højt-til-loftet-måde.
Da jeg tilmeldte mig hendes nyhedsbrev fik jeg de skønneste worksheets tilsendt om netop det, som har været emnet på bloggen de sidste par uger. Go Danielle LaPorte (og tjek lige hendes CV, måske er jeg nemt at imponere - og ellers er det vel bare en lys projektion, som jeg skal lade mig inspirere af).
Vil du også arbejde videre med de store drømme og dine idealer, måske fordi du ikke helt var klar til at dele det her på bloggen, så tilmeld dig LaPortes nyhedsbrev - du kan jo altid afmelde igen, hvis det ikke lige er for dig. Og hvis du skulle få lyst til at dele resultatet af hendes worksheets, så er ordet stadig dit her på bloggen.
Hvilken bedre måde at holde weekend på, end med en invitation til at tænke store tanker... Og selvfølgelig BogForum forude.
Vil du være med i et kollektivt forsøg?
Det er en stor dag i dag. Jeg har udsendt nyhedsbrev om mit hjertebarn - MOMENTUM EKSPERIMENTET. Du kan læse nyhedsbrevet lige her, hvis du ikke allerede modtager det i din indbakke.
Du har hørt en masse om momentum her på bloggen. Men ord er ikke nok. Nu skal det omsættes til handling. Derfor dette eksperiment, som jeg virkelig glæder mig til. Tilmeldingerne tikker allerede ind og det gør mig så glad, at jeg ikke er den eneste som er med på idéen, og som ved at varig forandring kræver mere end quick fixes. Det kræver fokus, vedholdenhed og motivation over tid. Med andre ord momentum.
Ikke mere snak, læs nu bare mere her - og vigtigere endnu, vil du være med?









