Hvordan har du det egentlig?

Oh, mindfulness. Tirsdag er min nye yndlingsdag, fordi jeg denne aften kommer helt ned i kroppen, kan mærke præcis hvordan jeg har det, mærke grounding og tyngde til alt det gode i mit liv og en ro, som nærmest skræmmer mig. Tænk at den eksisterer inde i mig.

Og hvordan har jeg det så? Ville ønske jeg kunne give dig en filosofisk, højtragende og smuk udredning af én af de helt store indsigter. I stedte har jeg opdaget, at jeg er... træt! Som i rigtig træt, men kan løbe så stærkt til daglig, at jeg ikke mærker det.

Så nu skal jeg prøve noget nyt. At sove 8 timer hver nat den næste uge og se om det gør en forskel. Planen er allerede ved at skride, hvis jeg skal op kl. 6. Så nu skynder jeg mig at sove, selv om jeg med den handling og tanke er rimelig meget på vej væk fra mindfulness'en, som altså er en all time new favourite.

Ville du se din egen film?

Forestil dig, at du er mellemtilfreds og ikke gør noget ved det. Det er det samme som at gå ind og se den samme halvdårlige film hver dag. Derfor er dagens spørgsmål netop: "ville du se din egen film"?

Det er det bl.a. fordi jeg faldt over denne artikel i Fri her til aften og hæftede mig ved et par ting: hendes virkelighed er så alvorlig, at hun er overbevist om, at havde hun gået til en psykolog og indset denne alvor, så var hun ikke sikker på, hun levede i dag. Det er omvendt psykologi og noget som populært kaldes "denial". Men nogle gange er det den rette strategi. Og så siger hun, at man ikke "skal gå i biffen alene" (hvilket jeg altså udenfor metaforen selv holder meget af). At det er de mennesker, som man deler sit liv med, som gør forskellen.

Om jeg ville se min film? Jeg tøvede med svaret i dag, fordi jeg synes der er flere ting i øjeblikket, som er svære. Men når jeg så tænker på de gode film, så handler de jo ikke om det gode liv alene, men om kærlighed mikset med udfordringer, kriser og læring. Og helt ærlig, måske ville min film så alligevel være lidt kedelig, for jeg er - sammenlignet med så mange andre i min inderkreds - blevet skånet for meget. Min filmgenre: et let drama (drama kan forstås på flere måder, og langt over halvdelen er foregået i mit eget hoved). Og netop den genre er min favorit. I wonder why...

Skal vi gå på café, mor?

Jeg oplevede et særligt øjeblik i dag. Ét jeg havde troet, jeg måske ville opleve om et par år. Jeg har været på café med min søn. Vi drak ikke kaffe. Jeg købte juice og troede vi skulle videre med klapvognen. Noah insisterede på, at vi satte os ved et bord. Og efter den første tår af "den gule" (som moren egentlig havde bestilt til sig selv), udbrød han så umiddelbart som kun børn kan: "uhmmmm, det smager dejligt". Og halvvejs igennem den, fik jeg ham overtalt til at smage "den røde med jordbær", hvorefter han skubbede den gule over til mig som det mest naturlige i verden.

Så sad vi ellers der på hver vores skammel, og så gik det op for mig: her sidder jeg med min søn på café og småsludrer på en søndag eftermiddag. De helt almindelige oplevelser ude i den store verden får pludselig en ekstra dimension, når man introducerer dem til sit eget barn.

WordPress XKY app, version 14+extra?

I dag er overskriften lidt nørdet og teknik-fikseret (dog opfundet ud af den blå luft meget tidligt, og det til trods ikke særlig opfindsomt). Men sådan er overskriften for dagen altså også live. Først skal jeg til Geek Girl Meetup og bagefter skal jeg mødes med de skønneste bloggere, og det er al for længe siden, jeg sidst har set dem.

Jeg glæder mig. Til det hele. Til at nørde. Til at møde nye mennesker og gense andre. Til at blive inspireret. Og det er jeg sikker på, at der er garanti for.

Ved du hvad kroppen oplever?

Har fået lektier for. I mindfulness. Én af dem (der er faktisk ret mange) er i denne uge at notere en behagelig oplevelse hver dag. Og det nye - i forhold til taknemmelighedsdagbog - er, at man skal stoppe op i et splitsekund og lægge mærke til kroppens reaktion, ikke bare tankerne og følelserne, som vi måske nok er vant til.

Dagens behagelige oplevelse...

Hvad var oplevelsen: Noahs hånd i min på vej hjem fra vuggestuen.

Hvilke følelser var der under oplevelsen: lykke, glæde, taknemmelighed.

Hvilke fornemmelser var der i din krop: det var som om al opmærksomhed var i min håndflade, så jeg virkelig kunne mærke den lille lækre hånd i min. Og den varme og kærlighed bredte sig i kroppen.

Hvilke tanker havde du under oplevelsen: det her er ren lykke. Hold fast i den, nyd det i fulde drag, jeg har lyst til at trykke på pause.

Hvordan er det at tænke på det nu: det varmer mit hjerte - og min hånd - og jeg er taknemmelig for, at jeg efter en travl dag lagde mærke til denne lille ting, som egentlig var ganske stor.

Egentlig en meget fin øvelse. Mindfulness eller ej...

Sagde du ikke-dømmende?

Jeg har meldt mig til lidt af en opgave. Et 8 ugers mindfulness-forløb. Og der er altså nok at tage fat på, skulle jeg hilse at sige.

Se bare her på de 7 principper, mindfulness tager udgangspunkt i:

* Ikke-dømmen - jeg konstaterede 2 minutter inde i den første body-scan, at hende der talte på cd'en var SÅ uprofessionel. Jeg er så afsløret som dommer...
* Tålmodighed - neeed I say more. Ikke min stærke side.
* Åbenhed, begynderens sind - ok det her har jeg trænet tidligere, men er samtidig ret glad for erfaring.
* Tillid - ja tak og mere af den. Til andre mennesker. Det forholder sig ikke altid på samme måde overfor mig selv.
* Ikke-stræben - her får præstationsmennesket med stort P virkelig sin sag for.
* Accept - den evige udfordrer i spiritualiteten.
* At give slip - på bl.a. følelser. Her er jeg nybegynder eller nok bare en virkelig slow learner.

Og som det ikke var nok, så træner man al dette via meditation. Og det tager tid. Omvendt kan jeg mærke, at det har en effekt. Men det er godt nok en helt ny vane, mange nye udfordringer og en del provokation på vejen. Samtidig er det måske det mest enkle udviklingsforløb, jeg har været en del af. Og det tiltaler mig.

Jeg holder dig opdateret...

P.S. prøv lige at tæl, hvor mange gange jeg dømte noget eller nogen - herunder mig selv, i dette indlæg...

Opfør dig ordentligt?

Kan man opføre sig for ordentligt? Jeg kan. Jeg kan være så travlt optaget af at opføre mig ordentligt overfor andre mennesker, at jeg glemmer at opføre mig ordentligt overfor mig selv.

I forbindelse med den seneste konflikt, jeg har oplevet i mit arbejdsliv, har jeg været så optaget af at være et ordentligt menneske, at forsøge at se situationen fra modpartens side, at være forstående - i det hele taget være sikker på at andre synes jeg var et godt menneske, at jeg har været decideret ignorant, grænsende til det modbydelige, overfor mig selv.

Andres mening har været så vigtig, at jeg fuldstændig glemte at mærke efter og opdage, at jeg langt havde overskredet min egen grænse for hvad jeg kunne acceptere og endnu vigtigere kapere. Det er en høj pris at betale for at være et "godt" menneske - i andres øjne...

Så hvad vil det egentlig sige at opføre sig ordentligt?

Hjertet, idéerne og idealerne på rette sted #6

I dag er ordene Louises. Hun er kvinden bag Hold Af- konceptet, som du også får baggrunden for her. Tak for alle jeres bidrag, der er stadig plads til flere. Og værsgo til Louises store hjerte og indsigter:

Jeg synes, din idé om deling af hjertets visioner er genial. Af flere grunde: 1) Det bliver mere realistisk at folk rent faktisk realiserer deres idé, når de har sat ord på den og 'kastet den ud i verden', 2) Det kan inspirere andre og 3) Der kan dannes netværk, som du også lagde op til. JAHH til menneskelige ressourcer, der mødes og skaber synergi.

For nogle år siden skulle jeg være dansklærer på en smedeuddannelse. 6 timer hver onsdag i 10 uger med et hold på 9 fyre mellem 18 og 26 år. Næsten ingen elever tog uddannelsen, fordi de gerne ville være smede. De fleste gik der, fordi de ikke troede på, at deres virkelige drømme kunne blive opfyldt – drømme som fx at blive musikproducer,kunstner, ejer af en tøjbutik, sportstræner, politibetjent og skolelærer. Samtidig havde de alle, på nær én, haft så dårlige erfaringer med det boglige i folkeskolen, at de valgte noget, der lå så langt fra det som muligt.

En værkstedslærer på skolen havde advaret mig om, at jeg på ingen måde skulle forvente at møde nogle velmotiverede elever med spidsede blyanter, og det kan man heller ikke påstå skete. Tværtimod ville flere gerne se film og have pause, så snart timen gik i gang. En del spillede World of Warcraft, sms'ede og så på porno, når timen var startet, og de fleste kunne i det hele taget slet ikke se pointen i at skulle spilde tid på at have dansk.

Men som ugerne gik blev timerne forvandlet til glade stunder med motiverede elever, der holdt af at skrive stile, der engageret diskuterede og reflekterede over fx menneskerettighedserklæringen og arbejdsliv gennem tiderne, der var begejstrede for at se dokumentarfilm om fx Desmond Tutu, og som kunne lide at lytte til højtlæsning af udpluk fra verdenslitteraturen. Elever, der gik til eksamen og fik væsentligt højere karakterer i forhold til andre danskholds gennemsnit, og som af censor blev beskrevet som elever med den største refleksionsevne, hun havde mødt i sine 14 år som lærer på forskellige erhvervsuddannelser. Og præcis den samme historie gentog sig med det næste hold af smedelærlinge.

Årsagen til den store forandring kommer man måske tættest på at finde i et af elevernes svar fra den afsluttende evaluering af undervisningen: "Det har været sjovt, og vi har ikke set Louise blive sur, og hun er den eneste af alle de lærere, som ikke er blevet sur og det hjælper også meget. Jeg har hørt mere efter i de 10 uger, jeg har været her, end de 10 år jeg har gået i folkeskolen".

Jeg havde holdt af hver og en elev med hud og hår. Hermed var det umuligt at blive sur over noget som helst, for det sidste, de fyre behøvede, var endnu et nederlag ved at blive mindet om det, de ikke formåede.

Mens jeg underviste smedelærlingene skrev jeg min kanditatafhandling, og jeg troede, at jeg bagefter skulle være gymnasielærer i dansk og filosofi. Men oplevelsen med smedelærlingene gav mig en anden mission i livet – nemlig at bidrage til at vi voksne skaber de betingelser for børn og unge, der får dem til at blomstre. Så meget overskud og glæde går tabt hos så mange mennesker, men forestillingen om et samfund, hvor mødet mellem børn, unge og voksne er båret af glæde, tillid, grin, nysgerrighed, respekt og fælles vundne indsigter, må være en drøm, der kan blive til virkelighed. Det formår vi som mennesker. Alle, der omgås børn og unge skaber allerede denne virkelighed indimellem i vores bedste øjeblikke. Men med enkle redskaber er det muligt at gøre det endnu oftere.

Derfor har jeg skrottet gymnasielærerstillingen, og arbejder nu uden økonomisk sikkerhed for bedst at bruge mine evner til at inspirere og ruste forældre, pædagoger og lærere til at møde børn og unge, der hjælper dem med at udtrykke alt det fine, de har indeni sig. Gennem mit Hold Af-koncept giver jeg redskaber til, hvordan man kan opbygge det overskud i sig selv, der gør, at man kan møde ungerne - hvad enten det er ens egne eller ens elever-  ud fra det, jeg kalder Positiv Pædagogik.

Jeg er så sikker på, at vi alle som én rummer en kerne, der både er unik og forbundet med helheden. Børn og unges potentiale skal udfoldes, så de kommer i kontakt med denne kerne i sig selv, og på den måde udtrykker deres unikke egenskaber til glæde for omverden. Så de ikke stiller sig i et modsætningsfyldt forhold til omverden, men oplever at de er en del af noget større, og at der er brug for deres væsen, deres glæde, deres styrke, deres kreativitet til at skabe en god verden for alle.

Min idé er på et tidspunkt at bidrage til skabelsen af et netværk for praktikere og forskere, der kan være med til at sætte det på den samfundsmæssige dagsorden at bidrage til udfoldelsen af børn og unges unikke potentiale. Sådan at det ikke længere blive standard, at man fra politisk hold tænker i opbevaring af børn, mens de er små, og i vidergivelse af lærdom, når de bliver større, så de kan reproducere det nuværende samfund og blive habil arbejdskraft i et materialistisk samfund. Men at skabelsen af de allerbedste betingelser anses som dybt nødvendig for at børn og unge kan blive glade, overskudsfyldte, entusiastiske personer og samfundsborgere, der kender sig selv og ved, hvad de har at bidrage med til omverden og har mod på at gøre det.

Derfor fedt fedt at læse om Mai Lykke Jensens skoleplan. Gad at vide om hun kende Ikeda Friskole, som også virker så visionær og fin.

Kill your darling?

Så skete det. Efter langt tilløb. Jeg tog livet af ét af de projekter, som jeg holder mest af. Jeg kan desværre ikke dele hvilket et (hvilket jo alt andet lige gør det her indlæg lidt mindre interessant, men så hæng på for processens skyld).

Jeg har hele tiden sagt, at den side af min forretning ville jeg simpelthen ikke give slip på, men den blev med at stritte og i dag kunne jeg pludselig se, at de andre idéer var blevet voksne nok og derfor godt kunne udfylde det tomrum, som naturligt vil opstå, når man giver slip på noget, som har fyldt en hel masse - og som jeg har været virkelig glad for at beskæftige mig med.

Men nu skal der til at ske noget, og der skal ske noget nyt. Og noget stort. Jævnfør alle skriverierne på bloggen den sidste tid. Så nu slipper jeg. Det er befriende og skaber så meget mentalt rum.

Hvad skal du give slip på for at nyt kan manifesterer sig og få plads?