Nåede du det, du ville i 2010?

Det er juletid. Og derfor ferie-tid. Det trænger jeg til. Så derfor vil jeg ønske dig og dine kære en rigtig glædelig jul og et fantastisk og lykkebringende nytår.

Jeg synes denne video er så passende her ved årsskiftet. Særligt hvis du ikke helt synes, du nåede det du ville eller føler du har flyttet dig. For det har du selvfølgelig. Læn dig tilbage og nyd lidt visuel inspiration, støtte og skønhed. Rigtig godt nytår. Vi ses i 2011. Nærmere betegnet d. 11. januar.

P.S. I mellemtiden kan du modtage inspirerende historier og refleksioner om juletid og ikke mindst årsskifte i mit nyhedsbrev, som i anledning af bloggens juleferie udsendes lidt oftere.

Rendyrket skuffelse?

Åh, hvor jeg kender skuffelsen.

Og som jeg skrev i går, var jeg vidne til rendyrket skuffelse, da Noah åbnede nissens gave.

Og det skar i hjertet på os begge, fordi vi genkender skuffelsen. Samtidig var det så befriende at se den i sin reneste form, uden indpakning og uden indre dialog: "Øv, det var ikke hvad jeg havde forventet".

Kender vi den ikke alle? De fleste gør. Men de færreste af os kan tillade den i sin reneste form. Den pakkes væk. Bortforklares. Nedtones. Afvises.

Jeg kender skuffelsen alt for godt. Eller i hvert fald frygten for skuffelse. Jeg har været bange for den, det meste af mit liv. Men i går blev jeg mindet om, at rendyrket skuffelse jo bare er, præcis lige som alle andre følelser.

Gør teori til praksis: frygten for skuffelsen er ofte værre end selve skuffelsen. Vi kan ikke tackle ting på forhånd. Du har endnu ikke oplevet noget du ikke tacklede, for du er her jo stadig, måske lidt klogere. Og måske en smerte "rigere". Men du er her. Endnu. Derfor er "vent og se" en overraskende god strategi.

Sammensurium af de ikke så sjove?

Det har været én af de morgener. For lidt søvn for alle parter. Et barn som bad om en lur kl. 8.10 og jeg tænkte 10 minutter, så er han på farten igen - men barnet ville vitterligt ikke op og sad efterfølgende en halv time helt stille, uden at hverken han eller jeg sagde noget.

Inden da var han vågnet alt for tidligt, og jeg havde glemt at lægge en pakke i sokken, og det ente med en hysteri-tur i stedet for en afledningsmanøvre, for at nissen kunne udføre sin opgave. Og da han spurtede ind til sokken og farvestrålende satte sig mellem os og åbnede den, blev vi vidne til rendyrket skuffelse. Noah brød simpelthen sammen i ægte gråd over gaven. Det er ikke sket før. Men i dag, kunne han ikke se glæden ved plastikgrøntsager, han synes julemanden skulle være kommet med Thomas Tog. Det var altså skuffelse så ren, som kun børn kan vise den.

Og trumfen blev selvfølgelig en aflevering, jeg helst ikke vil tænke på, fordi det gjorde ondt, fordi jeg selv var træt og så udemærket fornemmede, hvad han havde brug for. Nemlig det samme som jeg. Ren afslapning og hygge. I stedet fik vi en ordentlig sammensurium af de ikke så sjove følelser, lige oven i hinanden.

Gør teori til praksis: Det er lige præcis i situationer som denne, at jeg må minde mig selv om, at følelser kun vare 15 minutter (max!), hvis jeg ikke begynder at fortælle historier om dem. For så kører toget. I stedet har jeg nu skrevet dem ned, og det letter.

Befriende kærlighed til fremmede?

Afsluttede det mest fantastiske mindfulness-forløb i dag. Skriver en samlet vurdering én af dagene, men lige nu må jeg altså bare dele en meget fin oplevelse med jer.

Dengang vi startede forløbet skulle vi ikke sige vores navn eller præsentere os selv. Det var underligt at ses med mennesker hver tirsdag, som man slet ikke kendte, men heller ikke blev præsenteret for. I hvert fald ikke på den gængse måde. For vi fik ikke sat hinanden i den der "hvad-laver-du-så-box", og det viste sig at være en befrielse.

Ja, faktisk mere end en befrielse. Nærmest en renere kærlighed. Og kald mig bare flippet, men i dag til den aller sidste meditation, var det netop det jeg oplevede. At jeg synes om dem, bare fordi de er, ikke for det de kan, gør og laver.

Men også en anelse underligt at sige farvel til mennesker uden at kende deres efternavn eller hverdag den mindste smule. Vi har siddet der og kigget hinanden i øjnene, længe - så længe, at det virkelig er underligt, hvis du tænker for meget over det, delt alverdens indsigt og krammet til sidst. Og så bare givet slip igen. No strings attached. Ganske ny oplevelse.

Gør teori til praksis: Næste gang du møder et nyt menneske, så spørg til hvem de er, i stedet for hvad de laver. Hvad med spørgsmålet: Hvad har været den største aha-oplevelse, du har haft? Og se så om du kan modstå trangen til at vide alt det, vi normalt bruger til at sætte folk i kasser med.

Når jeg er klar…

Læs med på Amino, hvor jeg lufter mine frustrationer om det fallerede forretningseventyr, som jeg lover at skrive meget mere om her på bloggen også - når jeg er klar.

Relationer i virkeligheden?

Jeg talte den anden dag om selvudviklingens slagside. Nemlig når selvudvikling bliver en undskyldning og en sovepude for egentlig at se, hvad der rent faktisk foregår i virkeligheden.

Fordi hver gang jeg ikke lever i hverdagen og bruger de ting jeg har lært til at tackle virkelighedens udfordringer, så oplever jeg en ubalance.

Mindfulness har vist sig at være så enkelt for mig, at jeg har fået sorteret en masse selvudviklingsfnidder fra. Her er der skåret ind til benet. Samtidig skal jeg træne hver dag. Helt konkrete teknikker og meditationer. Det giver mening for mig i øjebliket.

Et eksempel fra den virkelige verden: Hvor mange gange har jeg ikke lavet en aftale med mig selv, før jeg skulle mødes med en god veninde om, at i dag skal du ikke snakke så meget men være en god lytter (en del af den aftale med mig selv, er mod min natur:) - men selvbevidsthed og små forbedringer tæller også...). Det lykkes bare aldrig!

Til mindfulness i tirsdags talte vi netop om relationer. Og det var en øjenåbner. For det er jo først i det øjeblik, jeg får lyst til at afbryde, komme med gode råd og "fixe" den anden, at jeg kan forholde mig til det, og bevidst vælge at komme med mine input eller lade være. Alt det andet er blot tankefnidder. Og endnu en mulighed for at bryde en aftale med mig selv.

Gør teori til praksis: Nu vil jeg prøve den teknik; blive bevidst i situationen om, at jeg afbryder/rådgiver, og så være nærværende og sidde med det enorme behov for at fixe (som de fleste af os har), og se om jeg kan tillade det at være uden at reagere på det.

Tegn din indsigt?

Allerede overskriften her kunne give mig knopper, hvis jeg fik den opgave på en workshop. Ikke desto mindre var det præcis, hvad jeg gjorde den anden dag, og det var befriende, enkelt og virkelig indsigtsfuldt.

Det er som om, at ord i min verden kan blive ved, men at de netop af den grund ikke altid har så meget værdi (det betyder dog ikke at jeg elsker dem mindre, bare at jeg skal vælge dem med mere omhu). I stedet stod det lysende klart, præcis som logikken i en børnetegning (og det er egentlig en meget fin beskrivelse af min tegnede indsigt - noget kunstværk var det ikke).

Jeg er ganske givet den eneste, som ved, hvad den tegning betyder, men det er lige præcis det fine ved det. For det er jo min læring, og nu kan den hænge fremme på helt "offentlige" steder, uden at jeg behøver udstille mig selv og min egen proces.

Hvorfor skulle jeg hænge den frem tænker du måske? Jo altså, jeg skal have kontor i stuen og den opslagstavle over skrivebordet har altid været af særlig betydning. Der skal den tegning hænge og hver dag, vil dem minde mig om en balance, som alt for ofte bliver en ubalance i mit univers.

Gør teori til praksis: Coaches derude, den her idé skulle I måske overveje at låne... Det er i hvert fald ikke sidste gang jeg tegner mig til indsigt.

Selvudviklingens slagside?

Faldt over Anna Sophie Hermansens oversigt over de ti bud for den moderne dansker, og følte mig en smule ramt:

1. Du må ikke have andre guder end dig selv (det skulle da lige være dit barn).
2. Har du lyst, har du lov.
3. Er du kvinde, har du ret.
4. Du har ret til et fedt køkken og et stort overforbrug. Fordi du fortjener det.
5. Det er tilladt, hvis det ikke bliver opdages.
6. Hvis du ikke kan lide det, skal det forbydes.
7. Du skal kun arbejde, hvis du har lyst.
8. Du kan altid blive skilt - igen.
9. Du må selvfølgelig ikke lyve, men du er jo kun et menneske.
10. Det er aldrig din skyld og slet ikke dit ansvar.

I øjeblikket er jeg nemlig lidt optaget af balancen mellem sund udvikling og bevidsthed og navlepillende fokus på sig selv med selvudviklingen som forklaring (det fokus er tæt på at være en ubalance i sig selv).

Jeg øver mig i den balance. Øver mig i at være bevidst om, hvornår selvudviklingen bliver en sovepude eller måske ligefrem en dårlig undskyldning, og hvornår den rent faktisk er konstruktiv.

Hvordan finder jeg så den balance? Mit første pejlemærke er altid at spørge, om jeg rent faktisk lever i virkeligheden? Er jeg derude, hvor tingene kan prøves af i praksis, eller er jeg inde i bøgerne, inde i de beskyttede forsøgsrum i form af uddannelser og workshops, med andre ord er jeg i mit hoved?

Har du tænkt over den balance? Bruger du selvudvikling i virkeligheden eller bare i den din egen fiktive verden, tankerne og følelserne?

Med god samvittighed?

Søde sager hører julen til. Og i store doser. Alle mulige eksperter på sundhedsområdet kommer med input til, hvordan du kan spise det med god samvittighed. Men altså, kalorier er jo kalorier, lige meget hvad du tænker om dem...

Til gengæld kan jeg opnå bedre samvittighed, også med de søde sager, hvis jeg vælger Fairtrade. Det er som om godterne bare smager en smule bedre. Se blot dette udvalg fra Urtekram, som i dagens anledning har fået selskab af Rudolf og co.

Tænk at jeg kan spise kanelhjerter og få det bedre. Ja, jeg ved det er overfladisk, men jeg kan også spise kanelhjerter, som ikke kommer bønder i fattige områder til gode. Som ikke forbedrer arbejds- og levevilkår for nogle af de fattigste bønder og arbejdere i Afrika, Asien, Syd- og Mellemamerika til gode. Egentlig er det jo slet ikke et valg, så hvorfor er alle produkter på mine hylder derhjemme ikke Fairtrade? Jeg lader spørgsmålet stå lidt, for jeg kan ikke umiddelbart svare. Pris vil jo være den nemme undskyldning, men jeg er ikke sikker på den holder...

Det eneste jeg så faktisk kan få lidt dårlig samvittighed over er, at det næsten er lidt for nemt at gøre noget godt...

Er der mål og mening med din forretning?

Jeg fik en idé i for to dage siden. Én af den slags idéer, som førte til øjeblikkelig handling. Og det er i øjeblikket et virkelig godt tegn.

Jeg har et virkelig dejlig lokale til rådighed en eftermiddag i næste uge, og derfor tænkte jeg at invitere andre selvstændige til en mini-workshop under overskriften "Mening, Målsætning og Momentum - et innovativt, fokuseret og resultatorienteret 2011".

Umiddelbart burde jeg jo have skudt idéen ned, fordi det ikke kan lade sig gøre at stable sådan et arrangement på benene til næste uge. Umiddelbart giver det ikke mening at lave så stort et arbejde for så forholdvis få penge. Umiddelbart er der jo andre, som tilbyder nogenlunde det samme produkt.

Men intet kan skyde begejstringen ned og det er mit bevis på, at det er det helt rigtige at gøre. Vil du med?