Selvudviklingens slagside?

Faldt over Anna Sophie Hermansens oversigt over de ti bud for den moderne dansker, og følte mig en smule ramt:

1. Du må ikke have andre guder end dig selv (det skulle da lige være dit barn).
2. Har du lyst, har du lov.
3. Er du kvinde, har du ret.
4. Du har ret til et fedt køkken og et stort overforbrug. Fordi du fortjener det.
5. Det er tilladt, hvis det ikke bliver opdages.
6. Hvis du ikke kan lide det, skal det forbydes.
7. Du skal kun arbejde, hvis du har lyst.
8. Du kan altid blive skilt - igen.
9. Du må selvfølgelig ikke lyve, men du er jo kun et menneske.
10. Det er aldrig din skyld og slet ikke dit ansvar.

I øjeblikket er jeg nemlig lidt optaget af balancen mellem sund udvikling og bevidsthed og navlepillende fokus på sig selv med selvudviklingen som forklaring (det fokus er tæt på at være en ubalance i sig selv).

Jeg øver mig i den balance. Øver mig i at være bevidst om, hvornår selvudviklingen bliver en sovepude eller måske ligefrem en dårlig undskyldning, og hvornår den rent faktisk er konstruktiv.

Hvordan finder jeg så den balance? Mit første pejlemærke er altid at spørge, om jeg rent faktisk lever i virkeligheden? Er jeg derude, hvor tingene kan prøves af i praksis, eller er jeg inde i bøgerne, inde i de beskyttede forsøgsrum i form af uddannelser og workshops, med andre ord er jeg i mit hoved?

Har du tænkt over den balance? Bruger du selvudvikling i virkeligheden eller bare i den din egen fiktive verden, tankerne og følelserne?