Farvel selvudvikling, goddag ?
Har gået omkring dette indlæg i flere uger. Jeg elsker at åbne døre og lade dem forblive åbne, men jeg øver mig i øjeblikket i at lukke døre. For roens skyld, for fokus, for at komme tættere på min kerne.
Desuden er åbne døre dejligt, det er lig med frisk luft. Men på et tidspunkt bliver det koldt, og sådan har det været for mig den sidste tid.
Der er to temaer som fylder det hele i øjeblikket, og det resulterer i et tredje. De to temaer er Ro og Giv slip, og de hænger uløseligt sammen. I øjeblikket giver jeg slip på en hel masse ting for at kunne mærke roen, og jeg skal love for den indfinder sig (jeg anede ikke, jeg kunne sove så godt). Og gevinsten er det tredje tema: overvældende klarhed. Og så kan jeg godt fortryde et kort øjeblik at jeg lukkede de døre og gav slip, fordi klarheden giver mig retning. Men jeg havde ikke opnået den klarhed uden at lukke døren. Sådan er det bare. Ikke flere døre på klem.
Volapyk for dig, måske. Men jeg har for år siden lært, at jeg ikke skal dele private detaljer, før de er blevet personlige. Og det bliver de som regel for mig, når jeg har arbejdet mig hele vejen igennem dem. Der er jeg ikke helt endnu. Derfor stilheden her på bloggen.
Én af mine indsigter den sidste tid på min vej gennem selvudviklingens spind er, at selvudvikling indikerer, at der er noget galt med os.Har haft sådan en underlig følelse af, at jeg var færdig med selvudvikling, hvilket du nok har fornemmet på min produktivitet her inde.
Spiritualitet tiltaler mig betydelig mere. Stilheden indeni. Universet. Kærligheden. Og taknemmeligheden. Jeg er færdig med at kæmpe, kæmpe imod og kæmpe mig frem og hen til. Jeg søger letheden og den vej, som universet baner for mig. For universet og andre mennesker en stor del af spiritualitet. Selvudvikling er måske bare lidt for navlebeskuende. Og fikser-agtigt.
Måske er du, kære læser, nået til den indsigt for lang tid siden.
Det er jeg måske også. Men bare ikke så tydeligt som nu. Og når først indsigten er landet, er der ingen vej tilbage.
Jeg har simpelthen ikke vidst, hvad jeg skulle skrive. Men i skrivende stund ved jeg det måske godt. Det er ikke længere så privat, om end stadig dybt personligt. Det bliver nok stadig famlende, men jeg skal skrive om skiftet, om forskellen - og så selvfølgelig stadig om momentum, som den praktiske del af spiritualiteten.
Spiritualitet bliver for mig også praktisk gennem meditation, yoga og opmærksomhed. Og der har jeg lagt min energi den sidste tid. Det kan jeg måske også skrive om.
Tak kære blog - og læser, fordi du gav mig indsigten og retningen - endnu en gang.
Tilgiv mig hvis der stadig er langt mellem indlæggene lidt endnu. Jeg famler mig frem, og håber du stadig vil læse med - og selvfølgelig dele. Jeg savner jo dialogen med dig...
6 Kommentarer »
RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI
Interessante betragtninger Lykke. Tak.
Måske er selvudvikling én af vejene henimod spiritualitet. At vi slipper de dele af os selv, hvor vi oplever at vi er ensomme og fortabte, og giver plads til større udfoldelse af de dele, hvor vi erkender vores dybe forbindelse med helheden. Og hvor selvoptaget navlebeskuelse alene er en umulighed, fordi hvis man oplever sig som ét med alt, kan man naturligvis ikke andet end at dele og give.
Men seludviklingen - som må være selvoptaget og navlebeskuende indimellem - kan som sagt opfattes som skridt på vejen. Vigtige skridt.
Kære Louise,
Jeg tror du har ret. Det er vigtige skridt, og som ekspert er det utrolig vigtigt, hvis man vil være troværdig, at huske hele rejsen.
LIge nu er jeg dog midt i processen, og derfor er det måske svært at tilgive mig selv for det navlebeskuende, nu hvor jeg ikke er ved de skridt mere.
Men det er jo så også en del af processen. Endnu en gang tak for gode input, som jeg håber andre også vil tage til sig. Ligegyldig hvor i processen man er, så kan man jo kun være der- og det vil jeg forsøge ikke at dømme.
Kh
Lykke
Smukke dig. Synes ordet Impermance kunne finde sine lille plads her, med al dens kraft.<3
Når vi er her, lige midt i livet, præcist som det er, uden at søge noget bestemt ( heller ikke ro,glæde og fred) så er det måske, lige her, uanset om det er lukkede døre eller ej, friheden er??
Knus fra mig
Tænkte på......Måske er selvudvikling bare selvudvikling og spiritualitet bare spiritualitet...når jeg selv opdager mit sind være optaget af forskellen og vurderinger minder jeg mig selv om hvad den indiske yogi Vivekananda engang har udtalt: ”Mennesket bevæger sig ikke fra usandhed til sandhed, men altid fra en mindre sandhed til en større sandhed"
Kære Annette,
fra mindre til større sandhed, det giver mening. Og som jeg skrev til Louise, det er jeg jo bare her jeg er lige nu.
Uden at søge, jeg kan mærke du har ret, men der er jeg ikke endnu. Jeg søger stadig roen og de åbne døre, også selv din tilgang lyder smuk og spirituel. Jeg er vist ikke der endnu.
Tak for det smukke ord, forgængelighed er vigtigt at minde sig selv om.
Kærligst,
Lykke
Tusind tak for et fantastisk indlæg. Det glæder mig at vi er flere der er kommet til den opfattelse at selvudvikling kun er et skidt på vejen.
I mine øjne er selvudvikling skridtet før 'Vi'udvikling - som også kan have et spirituelt fokus. Det spirituelle fokus i selvudvikling er oftest ensomt, forstået på den måde at det er jeg'et der oplever kærligheden og klarheden. Et Jeg der er ganske ensomt i forhold til Vi. Jeg har skrevet om det her:
http://krestenkay.wordpress.com/2011/03/24/fra-selv-udvikling-til-vi-udvikling/
Jeg tror der er en stror risiko for at sidde fast i selvudviklingens spind. Hvilket måske er årsagen til at så mange terapeuter og alternative behandlere lever som single. Kampen for egne behov og sætte grænser kan gå ud over fællesskabet og skabe egoister... selvom det jo oftest er det komplet modsatte man ønsker.
At selvudviklingen indikere at der er noget galt med os, har jeg tænkt over længe. Som om vi ikke er hele mennesker og derfor må stræbe efter at blive det. Jeg tror man kommer væsentlig længere ved at opleve sig selv som hel - men fejl, mangler, sorg og smerte - uden at fordømme det. Derfra kan man udvikle sig. Smerten og sorgen er jo en del af livet, som vi ikke kommer udenom. Verden vil kaos ligeså meget som ro. Og kaos tvinger, i mine øjne, os til udvikling.
Tak for at du deler dine personlige oplevelser og erfaringer. Det er en inspiration.
Alt godt
Kresten Kay