Hallo, er du der?
Der har været stille mere end et år her på bloggen, kun afbrudt af et par forkølede forsøg på at vende tilbage. Til sidst måtte jeg give slip og måske acceptere, at det aldrig kom til at ske. Og langsomt, ganske langsomt, alt for langsomt til mit temperament, har ordene, lysten og inspirationen sneget sig ind på mig igen.
Jeg har været omkring adskillige konceptuelle ændringer, tænkt i helt nye baner til bloggen, men idéerne har sjældent været hos mig længe, så nu er jeg i stedet "bare" vendt hjem.
Til en blog om skabertrang og alt hvad det medfører og til en blog om skaberkraft og glæden ved netop den. Det betyder, at jeg vil skrive om kreativitet, udforske begrebet og meget gerne vise nogle andre dimensioner end den gængse opfattelse af, hvad kreativitet egentlig er. Lur mig om der ikke også sniger sig lidt ind om min passion for at skrive, en passion, som jeg har store vanskeligheder med at leve ud pga. min præstationsangst - og alt mulig andet.
Men jeg ved også, at bloggen fra nu af kommer til at handle om skabertrang i menneskelig forstand. Om det helt naturlige og menneskelige behov vi har for at udvikle os, for at skabe i os selv og om os selv. Det handler om hverdagens skabertrang, om den personlige udvikling vi alle gennemgår, om at opfylde kravene til det moderne familieliv og lige så ofte (forhåbentlig) vælge de krav fra, som ikke er vigtige herhjemme. Kort sagt det handler om skabelsen, på det hjemlige plan, på det menneskelige plan, på det kreative plan.
Og titlen Det Lille Spørgsmål - ja, jeg synes stadig det passer. For det er de små spørgsmål i hverdagen, undren og evnen til at se på ting og oplevelser med nye øjne, som gør, at jeg skaber, at jeg oplever trangen udfolde sig til en idé og derefter til et resultat - eller i hvert fald en kraft indeni, som er stærk og livgivende - lige nu....
1 Kommentar »
RSS af kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI










Hej Lykke
Godt at "se dig" igen. Velkommen tilbage.
Jeg har lige læst en smuk artikel om kreativitet i dag: http://www.levlykkeligt.dk/forum/majbritte_ulrikkeholm/tag_h%C3%A5nd_om_din_frygt_og_fold_dine_smukke_vinger_ud