Mellem to åndedrag…
Så kom Noah hjem igen. Jeg har begge børn under samme tag og jeg kan mærke roen brede sig i mit system. Og taknemmeligheden med. En dyb taknemmelighed. Jeg kan få lov at være mor. Meget enkelt. Så essentielt. Og nu ikke længere en selvfølge.
I går aftes krøb jeg i seng og lå lidt stille. Mærkede taknemmeligheden i hver en knogle. Mens jeg lyttede. Til mine børns rolige åndedrag. Et på hver side. Og jeg måtte takke alt hvad takkes kunne. For al den kærlighed.
Jeg har brugt meget tid på at lede udenfor hjemmets 4 vægge efter min "passion". Efter mening. Mens jeg, selv om det gør ondt at indrømme, tog min familie for givet. De gjorde mig glad, var de vigtigste for mig. Men de var der jo.
Hvad jeg ikke vidste, som jeg ved nu, er at jeg slet ikke havde behøvet at lede så længe eller gå så langt væk hjemmefra i min søgen. Lige der, i mit hjem, var ikke blot min familie, men også min "passion" og min mening med livet.
Desværre opdagede jeg det for sent. Da min familie var blevet splittet op og jeg skulle til at dele. Måske er det mit livs sorg. Jeg tilgiver mig selv hver dag for at have taget for givet.
Og så gør jeg noget andet. Jeg er taknemmelig, jeg nyder, jeg er lige her, mellem to åndedrag, midt i kærligheden og meningen, mellem mine to børn.
Hvad tager du for givet?
2 Kommentarer »
RSS feed til kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI
Sikke et åbent, sårbart, modigt, smukt og dejligt tankevækkende indlæg Lykke.
Det fik mig til at reflektere over mit forhold, som stadig er så nyt, at jeg føler taknemmelighed for det hver eneste aften, men dit indlæg mindede mig om, at det skal jeg huske at blive ved med. Måske du kunne poste det igen hvert halve år, så jeg får påmindelsen?
Jeg ærer dig for din åbenhed og lyst til at dele, tak.
/Malene
PS: Dejligt du er tilbage på bloggen.
Kære Lykke
Jeg ved knapt hvad jeg vil skrive til dig: men et indlæg der rammer med så markant præcision, er jeg nødt til at reagere på. Din sorg og din smerte over din ændrede virkelighed og identitet - din taknemmelighed, der som kontrast til sorgen, bliver så uendelig stor, når børnene bare er der i al deres ro, skønhed og uskyld. Din smerte går lige ind - jeg kan sagtens se at du har arbejdet med det og ikke ligger der med angst som da du netop fik beskeden. Men smerten....over at virkeligheden er som den er og at det ikke er til at ændre, men nu er dit liv...
Måske taler du til en angst i mig for at netop dette unævnelige, umulige og uacceptable kan ske - ikke at være en del af børnenes liv i halvdelen af tiden....
At sige følelesen højt, at være med smerten og så nyde alle de små øjeblikke af ren lykke...
"this too will pass" - vær med det hele!