Og det var meget præcist beskrevet. Det er som om, at når jeg bliver presset, så tager jeg farve af de omgivelser, som jeg befinder mig i og begejstres for. En anden uheldig tendens bliver også sammenligningen, som er en sikker vinder, hvis du søger at nedgøre dit eget værd (for det er jo sjældent at vi sammenligner os med nogle, som vi ikke mener er lige så dygtige eller kompetente. For hvis vi gjorde det,  kunne vi jo ikke bruge det til at slå os selv i hovedet med, vel?)

I min mentorgruppe i går var der også én af deltagerne, som gennem en øvelse havde fået at vide, hvad hendes styrker var. Andre så hende som struktureret med et skarpt overblik, grundig og handlingsorienteret. Men det så hun ikke selv som styrker, mere som naturligheder eller sagt på en anden måde: "skulle det nu være noget særligt?".

Og det er det jo. For det er langt fra alle som har det talent. Og det var på næsten tragisk vis lidt af en overraskelse for hende.  Så hun besluttede sig for at anerkende sine egne styrker og ikke længere tale dem ned.

Mon du er god til at anerkende dit særlige talent? Ved du overhovedet hvad det er? Eller har du også bare - ligesom jeg har til tider - travlt med at se alle andres fortræffeligheder og underkende dit eget særlige talent?

Her er tre ting jeg er bange for:

* Andre menneskers mening om mig...
Jeg har arbejdet og arbejder stadig meget med denne, men hold op hvor har netop den tanke drevet mig rundt i manegen. En klog dame sagde en gang til mig, at jeg blot skulle huske på, at der nok var ca. 50% af dem jeg mødte, som syntes jeg var alletiders. Forsøgte jeg at vinde nogle af de resterende 50% over, ville det kun betyde én ting: at jeg mistede terræn indenfor de 50% som helt naturligt synes jeg var god nok. Det hjælper mig til at bearbejde frygten.

* At miste mine nærmeste
En gang i mellem, når tankerne driver af sted med mig uden at jeg helt opdager det, så ser jeg mig selv til én af mine nærmestes begravelse. Og får med det samme en knude i brystet og tårer i øjnene. Så snart jeg oplever følelsen, så kan jeg stoppe tanken, men desværre ikke før. Det er da noget pjattet og morbidt noget at bruge sin tankekapacitet på.

* Ikke at være dygtig nok
Hvilket så resulterer i at jeg oven i købet måler og sammenligner mig med andre, og det er ikke sundt, hverken for mig eller for nogen som helst andre. Jeg har brugt en stor del af mit liv på at være dygtig og god, og det er hårdt, for hvis jeg ikke er det, hvad vil de andre så ikke tænke... Og så er vi tilbage ved den første igen.

Det er da tankevækkende, hvad de små celler oppe i hjernen kan drive os ud i. Langt det meste af min frygt starter i tanken, gør din også?

Men - dagen i dag har været én af dem, som jeg nok bare sætter en streg over. Har intet nået af mit arbejde (derfor ser jeg nu fjernsyn i stedet for at ændre på det!), har måtte splitte mit køkken ad, tømme køleskab og fryser for det, som to HTH-montører mente var en rutine-opgave, tog ned for at træne for at komme af med den dårlige energi og forkæle mig selv lidt, men både dampbad og sauna var i stykker, og jeg havde glemt håndklæde.

Alt dette for at retfærdiggøre det, som jeg her til aften bruger min tid på, nemlig at flade ud foran fjernsynet - mest af alt bruger jeg det som en pause-knap. Men så faldt jeg over noget meget underligt, en ny udgave af Beverly Hills 90210 - jeg troede, det var genudsendelser, men nej, det er ny udgave, up to date, ude af firserne og lige ind i nullernes problemstillinger for de unge. Jennifer Garth er også med. Jeg ved ikke om jeg skal føle mig meget ung, eller meget gammel - det er virkelig underligt. Og, én af hovedpersonerne blogger! Prøv selv at se med en dag, hvor du har brug for at trykke på pause-knappen. Jeg ved ikke hvad jeg skal synes, hverken om 90210 eller om pause-knappen.

Men i virkeligheden ved jeg det bedst selv, om jeg har mere at give, om jeg i en årrække har været lidt for optaget af min egen udvikling, og selv om det ikke er sjovt at indrømme, så er svaret langsomt landet hos mig, og lige meget, hvor lidt jeg ønsker at lytte, så ved jeg, at jeg kan gøre det bedre uden at det koster på stress-kontoen. Jeg er sikker på, at det vil give så utrolig meget mere end det koster.

I dag har så været én af de dage, hvor jeg har kunne mærke, hvad der sker, når man oprigtigt interesserer sig for andre, altså mere end jeg har gjort tidligere, og det føles ganske simpelthen vidunderligt - i det helt små, og det er sikkert kun en ændring jeg kan mærke. Jeg har været i kontakt med mange skønne mennesker, har modtaget mails fra andre og kan bare mærke, at det hele nytter - hvilket jo er dejligt, når udgangspunktet er en gnavende fornemmelse indeni. Kender du den fornemmelse - og endnu vigtigere, gør du noget ved den?

Min kæreste siger, at når jeg kritiserer ham understreger jeg alvoren ved at sige ting som "du sætter aldrig dine tinge i opvaskemaskinen" eller dit brugte tøj ligger altid på gulvet og flyder". Absolutter, og det er jo ikke hele sandheden.

Der hvor det bliver problematisk, er når jeg er udfordret, falder i, bliver vred eller frustreret og eksempelvis begynder at tankelæse. Så er det et klart enten-eller. Enten er de vildt begejstrede for mig eller også kan de ikke fordrage mig. Tanker som de er ligeglade eller har egentlig ikke taget stilling, strejfer mig ikke, for det er gråtoner.

Men selv om det umiddelbart skaber orden i kaos, så har jeg erfaret, at det er sværere at navigere i absolutter. For verden er ikke sort-hvid, den er en blanding af alle regnbuens farver, og dem går jeg glip af i mit behov for at sætte en klar label på alting. Jeg har besluttet mig for at arbejde lidt med de hersens absolutter, for sådan vil jeg absolut ikke tænke... Er du en enten-eller person, eller har du et par fif til sådan én som mig, fordi du er god til at se nuancerne?

Det kræver al mit fokus ikke at løbe skrigende bort, kigge den anden vej eller bare slet og ret benægte. Men jeg har fundet ud af, at der er stor lidenskab i smerten. Og i smerten og dermed lidenskaben ligger svar på, hvordan jeg lever mit liv bedst muligt.

Når jeg er jaloux, kan jeg opleve, at det den anden er, vil jeg også være eller kunne. Når jeg er vred, kan jeg med fordel overveje, hvad jeg selv skal gøre anderledes eller give slip på, når jeg er underlegen, er det nok fordi den overlegne kan lære mig noget, jeg gerne vil kunne, når jeg er forvirret er det måske en ny indsigt, der gemmer sig. Og jeg oplever, at når jeg tør være i smerten, og indrømme den grimme følelses tilstedeværelse, så kommer svaret og lidenskaben lige så stille snigende. Gennem ærlighed og udholdenhed kommer jeg et lille skridt tættere på lidenskaben, passionen, glæden eller hvad du nu kalder den - hvis jeg altså tør og kan være lidt i smerten... Kan du?

Jeg deltog til et møde i en bestyrelse i et stort amerikansk firma. Her sad organisationens topper og diskuterede. En gang i mellem blev det højlydt, og så afbrød CEO'en og sagde til den, som havde hævet stemmen: "husk lige regel nr. 6". "Nå ja", svarede den pågældende og faldt helt til ro. 10 minutter senere var det én af de kvindelige partnere, som hidsede sig op og direktøren mindede hende stille og roligt om at huske regel nr. 6, hvorefter hun igen blev blid som et lam. Sådan gik de tre timer, og jeg undrede mig meget over, hvad det mon var for en regel de talte om.

Efter mødet henvendte jeg mig til den ældre, møg-erfarne og meget sympatiske CEO. "sig mig en gang, hvad er regel nr. 6?". CEO'en svarede mig: "regel nr. 6 betyder bare don't take yourself so god damn serious".

Jeg kan virkelig godt lide den historie. Selvfølgelig fordi den taler til noget genkendeligt i mit eget liv. Jeg vil meget gerne være den første til at tage regel nr. 6 ganske alvorligt! Du har hermed retten til at kalde mig på den her på bloggen...,

Men historien forklarer så fint, hvad det er der sker med vores kommunikation, når vi tager os selv lidt for alvorligt. Vi holder op med at lytte, vi hæver stemmen, og får meget travlt med at få ret. Jeg kender det hele fra mig selv, og synes ikke det er særlig flatterende.

Tænk hvis vi på globalt plan kunne indføre retten til at minde om regel nr. 6 - hvilken verden ville vi så leve i?

Så jeg øver mig, øver mig i det lette og sjove. Forsøger at danse med Noah hver dag, fordi det også er rigtig godt for mig. Og hver gang Noah hviner af fryd eller griner - og det gør han heldigvis ofte - så minder det mig om, hvor skønt det er, ikke at tage livet så alvorligt. Til tider kan det være godt at tage det seriøst, men aldrig alvorligt.

For det har alvorlige bivirkninger. Blandt andet at det er svært at grine af mig selv. Eller grine med, når andre gør det, altså griner med mig ikke decideret af mig. Jeg skal virkelig føle mig tryg for at kunne give slip på det alvorlige i den situation. Og selv om jeg er tryg, kan jeg godt angribe eller forsvare alligevel. Derudover har det også betydet, at jeg altid har valgt "det rigtige", "det seriøse", og derfor ikke har begået særlig mange fejl. Det mener nogle måske ikke, at jeg ikke skal begræde, men det gør jeg, for der er meget at lære i fejlene, bl.a. at de ikke gør så ondt, som man kunne frygte og at man derfor bare kan kaste sig ud i nogle flere, hvis det betyder at man så følger sin egen vej, i stedet for de andres...

Jeg vil egentlig gerne grine noget mere af mig selv og af livet. Derfor skriver jeg lige videre om emnet hen over weekenden. Det skaber nemlig fokus for mig, og så vil jeg virkelig gerne høre, om jeg er den eneste, som har det sådan. Så hvad med dig og alvoren, hvor gode venner er I?

Men jeg har tænkt over det. Jeg tror at de to serier mandag aften giver mig mulighed for at udleve noget af det drama, som jeg har tendens til, uden at det skal forpurre min hverdag og virkelighed. Det er min drama-ventil.

Og angående drillerierne, så skal han ikke komme for godt i gang. Det er ikke ligefrem film noir og russiske sort-hvid dokumentar film om Zar-tiden min kæreste svælger i. Nej, det er gyser- og zombiefilm - for ikke så lang tid siden én med nogle får på New Zealand, som blev til zombier...

Så hellere en drama-ventil... Har du én?

Jeg har nemlig i mange år kæmpet med en masse "burde"-forestillinger, som gjorde det svært at være mig: "Man burde" holde Weekendavisen, "man burde" læse bøger om politik, "man burde" have en universitetsuddannelse og "det er rigtigt, klogt og dannet" at have lange, højtragende diskussioner om verden, samfund og politik til middagsselskaber. Problemet var bare, at det ikke var særlig sjovt for mig at være denne "burde-person".

Bogreolen, som den "burde" se ud...

Det er altså bare nemmere at stå ved det, hvad man har lyst til end det man burde... Også selv om det så ikke er intellektuelle franske film men romantiske komedier skrevet efter Hollywoods mest brugte skabelon. Også selv om nogle mennesker måske synes jeg er overfladisk og et romantisk fjols. Men det har taget en rum tid at nå dertil... Hvad med dig, er du et overfladisk, romantisk fjols eller noget helt andet, som du ikke "burde" være?