Hvorfor går man altid i stå midt i krydset?

Og så oven i købet i regnvejr, så man bliver gennemblødt, når man skal ud og skubbe eller skifte dæk. Jeg har ikke bare være vidne til netop dette én gang, men hele to gange indenfor de sidste 4 timer. Som om det ikke er slemt nok, som det er, så bliver man også ret tit meget upopulær blandt de øvrige billister.

Sådan er det også i livet en gang i mellem - ikke for at lyde alt for pessimistisk, men bare for at minde dig om, at det sker for os alle. Vi ved godt vi ikke er i den bedste stand netop den dag, vi ved godt, at vi burde blive hjemme, men alligevel tager vi af sted. Og netop den dag, hvor maskineriet ikke kører optimalt i forvejen, så går vi helt i stå, og selvfølgelig der, hvor der er mest trafik. Og som om det ikke var nok, så øser det ned og vi rager uklar med andre. Hvornår havde du sidst én af de dage, hvor "du gik i stå midt i krydset"?

Heldigvis så jeg, inde fra min tørre bil midt i myldretrafikken, at en mand var kommet den uheldige billist til undsætning. Hans cykel stod i rabatten og han stod klar til at skubbe, når lyset skiftede. Ligesom vi ofte oplever, i bakspejlet, at der altid er én, måske endda flere, som vælger at stå ude i regnen sammen med os. Dem skal vi samle på - og så skal vi prøve at lære af det der skete i krydset, ikke fordi vi kan undgå det, men fordi vi måske kan lære af det til næste gang, måske reagere lidt anderledes eller endnu bedre grine lidt af det hele...

Viser du svaghed?

Jeg har en veninde, som plejer at beskrive mig som en pige med en virkelig kompetent og rimelig kontant skal. Men lige inden under skallen er der fyldt op med candy floss! Når hun siger det ved jeg jo godt, at hun har ret. At jeg er blød som smør indeni. Problemet er, at jeg ikke er særlig god til at dele ud af min candy floss, at vise den til verden. jeg har efterhånden fundet ud af, at det er fordi jeg forbinder det med at være svag, når jeg er blød og viser min usikkerhed, uvidenhed og følelser.

Men det er noget jeg arbejder på. Jeg vil gerne blive bedre til at vise svaghed og være blød, for der er jo også masser af kærlighed i den candy floss, som jeg gerne vil dele ud af. Det handler for mig også lidt om at være et helt menneske og hvis jeg kunne finde balancen mellem det bløde og et hårde, så fik jeg måske mindre let til tårer:)

Jeg gjorde det også i dag. Åbnede op for det lyserøde og sarte indre, men så skete der bare det, at jeg blev sat lidt på plads, altså med kærlighed. Og i virkeligheden havde jeg brug for, at der blev holdt en hånd under mig, at jeg blev forstået og støttet, lyttet til. Ligegyldig hvor irrationel det sarte indeni er.

Logisk kan jeg godt forstå de argumenter som blev fremlagt, men indeni det lyserøde og sikkert alt for nærtagende område bag skallen, der kan jeg bare mærke, at jeg på klassisk skildpadde-vis har trukket mig ind i skjoldet igen. Og det er jeg egentlig lidt af ked af, når nu jeg så gerne vil vise hele mig, også lyserøde klistrede stads!

Er du god til at vise hele dig, også den lille, usikre, svage eller triste?

Kan dagen rives ud af kalenderen?

Og kan man så gemme den i skuffen til en anden gang. Der var nemlig egentlig lagt op til en dag uden en enste plan, fordi heldagsmødet blev aflyst. Men i stedet væltede den, dagen altså. Barn syg, hovedpine, tårer på spring, træthed og tunghed i kroppen. Og en sær lyst til bare at melde mig ud. Også selv om jeg har fået flere kram, kys og putte-tid med Noah, end jeg har oplevet længe. Også selv om jeg kunne tage en fridag. Men en fridag fra arbejdsopgaver, pligter - oven i købet i familiens skød - er jo ikke nødvendigvis lig med en fridag fra følelser og tanker. Og jeg lover dig, de har været på overarbejde i dag! Så nu sidder jeg helt stille og prøver at acceptere at sådanne dage findes, fordi jeg så håber på, at jeg ikke behøver at rive endnu en dag ud i morgen til tankemylder og en overløbsventil i tårekanalen på overarbejde.

Jeg stemmer for en om'er - kender du det?

En time = mirakel-kur?

Det føltes i hvert fald sådan denne søndag. At skifte fra sommertid til vintertid.  Måske endnu mere denne gang, fordi jeg havde glemt alt om det. I morges betød det et  sove længe-vagtskifte, som sjældent lykkes hjemme hos os, fordi der går al for meget tid med det. Men i dag sov først den ene "længe" og en time senere krøb den anden under dynen til lidt mere søvn. Forældre til barn på 17 måneder, som begge sover længe på en søndag - det er da et mirakel.

Jeg ved ikke hvad det er med den time, men det er altid en særlig dag. Det er som om at alt det jeg ikke når, det kan jeg nå i dag. Det er overskud - og føles lidt som at snyde, på den gode måde.

Samtidig tænker jeg hvert år, at jeg burde starte en "girls night out-tradition" aftenen før. For selv om jeg ikke er stolt af at indrømme det, så er noget af det værste ved at give den gas aftenen før, at dagen efter er smadret - pga. manglende søvn og måske endda tømmermand (er den helt gal, er de også af moralsk karakter, ikke på grund af ægte unoder, men måske fordi jeg har snakket nogen et øre af:). Men alt det viskes væk, når jeg på vej hjem fra byen kan skrue uret en time tilbage. Forklar lige det?

En flittig studerende?

Tja, det kan jeg vist ikke prale af. Der er i det hele taget ikke meget jeg kan prale af fra min studietid, for jeg var virkelig ikke særlig begejstret for Københavns Universitet. Jeg må dog indrømme at jeg i dag er en lille smule glad for min cand.mag-titel, men det var mest i starten, da jeg brugte det som auto-signatur i mine e-mails, for ligesom at lyde af mere! Andet kan jeg ikke rigtig sige, at jeg har brugt den uddannelse til - nogle (kloge hoveder) vil måske mene, at jeg har fået en god analytisk sans, struktur, overblik og evnen til at søge viden, og det kan jeg kun give dem ret i, men det er meget lidt indhold jeg har hentet, desværre.

Og det blev så afsløret i dag! Alle mine gode intentioner, men manglende evne til at fuldføre. For i dag var jeg hos antikvaren med mine gamle studie-bøger (og der var en hel del skulle jeg hilse og sige), og jeg blev virkelig BUSTET. Han ville ikke tage en eneste af bøgerne, fordi den flittige studerende havde lavet overstregninger i dem og skrevet små noter i margin. (Og her kunne indlægget så passende slutte...). Meeeen, der viste sig hurtigt et meget pinligt mønster, alle bøgerne - uden undtagelse - var overstreget på mest flittige vis... på de første 50 sider, nej jeg skal være ærlig, de første 30 sider. Så var resten af bogen gabende tom for noter og stadig svær at åbne, som en bog er det første gang man læser den!

Som jeg stod der i dag hos antikvaren, kunne jeg godt have ønsket, at jeg havde været mindre flittig (så ville han have købt de bøger også). Men på den anden side krummede jeg også tæer og fik lidt af forklaringen på, hvorfor jeg måske ikke har været så tosset med mit studie. Det er vist noget med, at det starter med en indsats fra én selv først....

Var/er du en flittig studerende?

Hvad har du brug for?

Det spørgsmål har jeg måtte bruge mange gange i dag, for det har været en af de mere ustabile - helt sikkert ikke udadtil, men det er jo professionalismen og erfaringen jeg kan takke for det. Jeg har netop afsluttet en fantastisk workshop om workshops, som vi helt sikkert skal holde igen. For deltagerne var vildt begejstrede og vi havde det virkelig sjovt.

Men inden i har lille Lykke brokket sig i dag. Hun har ikke været tilfreds og jeg har måtte spørge hende mange gange, hvad hun havde brug for. Afslapning har hun sagt flere gange, at trække vejret dybt har hun også sagt. Ro har hun virkelig efterlyst. Og jeg har forsøgt at sige til hende: "jeg ved det godt, men det bliver i næste uge!" (meget sundt, hva'?) - og slutteligt har jeg flere gange sagt, "og hold så op med det drama"! Men drama har der været. Og det havde jeg jo ellers sagt farvel til. Kender du det, at du havde besluttet dig for, at nu ville du tage afsked med et uheldigt mønster eller en uheldig vane, som du ikke længere ville have i dit liv, og så vendte den dæleme tilbage - ikke bare én gang men hundrede gange? Jeg kender det, og det eneste jeg kan sige til mig selv er, det er jo det personlig udvikling i virkeligheden handler om: din reaktion på de udfordringer du får, også når den gamle vane stikker sit grimme ansigt frem. Skælder du dig selv ud eller støtter du dig selv i den videre proces, selv om du faldt i?

Derfor spørgsmålet hvad har du brug for? Spørg og lyt til dig selv. Du har sjældent brug for at skælde mere ud på dig selv, kræve mere af dig selv og være hård ved dig selv. Nok nærmere det modsatte. Det, er jeg blevet bedre til, og jeg har brugt det meste af dagen på at give mig selv det, jeg havde brug for. Være god ved mig selv og tillade dramaet. Og nu er det faktisk væk.

Så hvad har du brug for lige nu?

Tør jeg slukke for fjernsynet?

Det handler bare om en enkelt knap...

Har lige oplevet det igen. At jeg sidder med computeren på skødet og fjernsynet kørende lige oppe over skærmen, uden rigtig at kunne koncentrere mig om noget af det. Hvis jeg skal vælge mellem de to, vælger jeg min tro følgesvend Mac, men alligevel får jeg ikke slukket for fjernsynet, selv om jeg på ingen måde ser noget interessant.

Hvis jeg ikke finder den røde kanp på fjernbetjeningen inden sengetid, går jeg som regel irriteret i seng. Jeg er rastløs og føler ikke jeg har fået nok ud af min aften. Føler ikke jeg har oplevet fordybelse og fokus, hvilket virkelig betyder noget i min hverdag, nok mest fordi der ikke er særlig meget af det.

Får jeg derimod overtalt mit system til at trykke på den røde knap er der øjeblikkelig belønning. Der bliver stille, arbejdsro og jeg kan sætte god musik på i stedet. Det er som om jeg på ganske få øjeblikke transformerer aftenen til at være helt min, og jeg bliver lige overrasket hver gang.

Hvorfor i alverden er det så svært for min finger at nærme sig den røde knap aftenen efter - er det noget du kender til?

Hvad skete der?

For første gang i min blog-historie har jeg ikke skrevet i fire dage. Ikke fordi jeg bevidst har valgt det, men fordi jeg simpelthen har været presset; tudet, tænkt, talt og truffet store beslutninger med kæresten. Og derfor helt glemt at dele herude. Og nu slikker vi sårene (og tallerknerne) med hjemmebagt chokolade-kage, kold mælk og ro i sofaen. Jeg har ellers været ret effektiv i dag, hvilket ligner mig, når der er noget indeni, der gør ondt. Så kan jeg ikke sidde stille, for så mærker jeg jo smerten! Jeg har malet et par vægge, indrettet Noahs helt eget værelse, som han (syv-ni-tretten) faldt i søvn på uden problemer. Det er blevet så fint og det lindrer jo lidt.

Fint, ikke?

Det værste ved den slags beslutninger er, at man synes, at når nu den har været så svær at træffe, så burde man også belønnes med resultater med det samme. Men her er tale om et langt og sejt træk. Og konsekvenser et godt stykke ud i fremtiden. Derfor synes vi, at lidt chokoladekage var os vel ondt.

Hvad vil gøre mig til en bedre ven?

De sidste par dage har jeg tænkt meget på mine sociale relationer. Fordi jeg har tænkt over noget som i sig selv er en lidt fremmed tanke for mig, nemlig at bo i kollektiv -altså et moderne ét af slagsen. Skabe en familie af gode venner, enten nogle man kender i forvejen eller nogle, som jo nok kunne gå hen og blive ens rigtig gode venner.

Desværre slog en lidt grim tanke ned i mig - hvem ville gide at bo sammen med mig? Og den tanke gjorde mig ret trist. Passer jeg så dårligt på mine relationer, at jeg ikke er sikker på, at dem som jeg gerne ville bo sammen med, rent faktisk ville bo sammen med mig? Derfor har jeg besluttet mig for, at noget må gøres. Ikke nødvendigvis ift. kollektivet, for det er en mere langsigtet plan. Men ift. mine venskaber. Jeg vil spørge mine venner - altså dem som jeg holder så meget af, at deres svar godt må gøre lidt ondt, hvis det er det, der skal til - hvad vil gøre mig til en bedre ven?

For hvis jeg ikke er helt stolt af mine relationer, så er der nok en ven eller to, som jeg enten ikke er så tæt på, som jeg kunne være eller som ikke opfatter mig som den nære ven, jeg godt vil være for dem. For venner og nære relationer er en slags valuta, som jeg tror på, er i meget høj kurs, både nu men også når jeg (måske) en gang bliver gammel og kigger tilbage på mit liv. Så vil venner, gode samtaler og skønne oplevelser stå meget højt på min liste over lykke i livet. Så noget må gøres, også selv om det, jeg får at vide, måske gør ondt.

Lidt for meget drama og brok?

Drama-dronning?

Jeg har vidst i noget tid, at jeg er lidt af en drama-dronning. Det er ikke noget jeg er stolt af, men det er åbenbart heller ikke noget som har generet så meget, at jeg har gjort op med det. I hvert fald ikke indtil nu. For de sidste par dage, når jeg har hørt mig selv brokke mig eller gå lidt i drama, så har jeg ikke brudt mig om det, jeg har hørt, også selv om jeg er fortsat eller har det gjort det igen en time senere.

For mig er det første skridt i den personlige udvikling. At blive bevidst om "unoder" i min opførsel, enten overfor mig selv eller overfor andre. Mit drama er begyndt at genere mig selv, fordi der er en dobbeltmoral i det. Det er ikke alt jeg siger, som vil kunne tåle alle øre. Og det skal i hvert fald kunne tåle de ører, som er årsag til dramaet.

Selvfølgelig skal jeg sige fra, men når det så er gjort, så er sagen jo ude af verden. Jeg behøver ikke at gentage den, genfortælle den eller problematisere det yderligere.

Men når jeg endnu ikke er holdt op med den uvane endnu, altså ikke har taget en beslutning om at ændre den vane, så må det være fordi, jeg endnu ikke er klar til at give slip på det, som vanen giver mig. Og hvad mon det er? Måske en følelse af vigtighed og anerkendelse, en følelse af fællesskab og samhørighed med dem jeg brokker mig til, måske bare en ventil for frustration? Det vil jeg finde ud af, så jeg kan give mig selv hvad end jeg har behov for - på en anden måde - og dermed kan sige farvel til drama-dronningen. Tak for alt, vi har været gode venner, men din regeringstid er vist ved at være forbi...