Natteroderi?
Det er nu så smukt at se solen stå op, men bør man ikke sove på det tidspunkt?
Skal jeg slappe lidt af eller er det lige i overkanten, når ens kæreste kommer hjem kl. 4.30 om morgenen på en hverdag?
Jeg synes det er forkert, at det er useriøst og hvorfor kan han egentlig ikke bare komme hjem kl. 2. Der er stor forskel på de to klokkeslæt i mit hoved. Indrømmet, når han gør det i weekenderne, så er det også et problem, så måske prøver jeg bare at finde en undskyldning, som giver ham nok dårlig samvittighed til at lade være…
Og omvendt så undgår jeg generne ved natteroderiet i weekenden, når han laver det stunt på en hverdag, for der tager jeg jo på arbejde, og skal derfor ikke tackle trætheden og sløvheden hele dagen efter, hvilket jo i weekenden betyder, at jeg har Noah alene dagen efter. Alt det slipper jeg jo for, når han skejer ud på en hverdag. (hør lige mig og alle mine fordømmende udtryk – lyder jeg lidt som hans mor og ikke hans kæreste?).
Det er faktisk min kærestes eneste last, dette natteroderi, det er hans ventil og hans måde at komme af med hverdagens udfordringer. Og han fortæller mig, at han virkelig værdsætter det og at jo tidligere på morgenen det bliver, jo bedre. Jeg kan jo ikke forstå det, men omvendt så har jeg – selv om jeg ikke er meget for at indrømme det – aldrig været den store fest-abe ( i hvert fald ikke den der lukkede festen), simpelthen fordi jeg synes konsekvenserne var for store; læs en hel dag med tømmermænd er spild af tid og jeg lider desuden ofte af moralske tømmermænd uden dog at have gjort andet end mislykkedes i at leve op til mine egne høje standarder og regler. Er det bare mig, der skal loossen up a bit?
Hvornår er der alene-tid?
Jeg føler mig som en dårlig mor! Jeg bruger det meste af min tid på at søge efter et øjebliks ro, en stille stund, en tænkepause. Jeg melder mig frivilligt til at handle, for på vej ned og hjem er jeg alene. Når jeg så ser på Noah, så bløder mit hjerte af dårlig samvittighed og kærlighed. Hvordan kan jeg ønske andet end at være sammen med den skønne unge? Men det gør jeg faktisk. Jeg er som du måske har læst lidt stresset i øjeblikket, mit hoved er fyldt med tanker og jeg har brug for at tænke tankerne til ende. Jeg har brug for ikke at skulle bevare det forkromede overblik, for ikke at tænke på næste skridt men i stedet lade tiden flyde, så jeg kan flyde med. Jeg vil så gerne tømme hovedet for alle de gode idéer, få skrevet ord på tastaturet til der simpelthen ikke er flere i fingrene. Og det gør ondt langt ind i hjertet, at jeg i samværet med min dejlige kæreste og smukke søn, ønsker at være et andet sted eller i hvert fald ønsker bare at være mig.
På den anden side, så bliver jeg helt sikkert den bedste mor jeg kan blive, hvis jeg også har plads til mig selv. Og jeg er så sindssyg heldig at jeg kan dele disse tanker med Michael og at han oven i købet forstår mig og derfor har sagt, næste weekend er din - find et sommerhus eller tag på hotel, gør det du har brug for. Og det jeg har brug for er at være alene - noget så enkelt og smukt som Lykke-tid og den er indenfor rækkevidde... Tak!
Hvor kom det fra?
Hverdagen stikker lidt i øjeblikket...
Man har det godt indtil man ikke har det mere! Det må jeg sande efter en dag med hovedpine og ulidelig træthed. Jeg kan starte med at konstatere, at jeg vist ikke har passet ordentligt på mig selv. I dag er det "bare" humøret, eller rettere sagt følelserne, som er uden på toget. Jeg er så sensitiv i dag, at jeg begyndte at græde, da min lille søn kom stavrende ind til mig i morges.
Det gik ellers lige så flyvende, men måske var jeg lige lidt for langt væk fra jorden. Allerede i forrige uge mærkede jeg de første signaler (læs Arbejde eller Afslapning?), men energien var simplethen blevet for god. Jeg var allerede afhængig. Og når jeg er der, så ignorerer jeg signalerne, for nu går det jo lige så godt.
Problemet er bare, at det kun bliver værre af det. For så lander jeg med et brag. I hvert fald et sensitivt brag. I morges da jeg vågnede havde jeg mest lyst til bare at sætte mig ind i sofaen med en kop the, et tæppe og en bog og så ellers bare nyde stilheden (når lillemanden var afleveret), men arbejdet kaldte. Og det af den slags med deadline og andre mennesker involveret, så jeg på trods af et selvstændigt liv ikke bare kunne aflyse.
Nogle gange virker det også at arbejde og få hovedet over på andre tanker, men behovet for absolut ro forsvinder ikke. Der føres regnskab. Hvis jeg betaler nu kan jeg måske ligefrem nyde processen, selv om det er svært bare at sidde helt stille, hvorimod det bliver surt og måske ligefrem smertefyldt (følelsesmæssigt mere end fysisk), hvis jeg lader gælden vokse.
Jeg kan ikke mærke hvor eller hvad denne sensitivitet kommer fra, men jeg kan mærke hvad jeg har brug for, og mens jeg skriver her indser jeg, at det er det eneste jeg behøver at vide lige nu. Hvis jeg giver mig selv, hvad jeg har brug for, så er jeg måske så heldig, at svarene kommer senere. Jeg må læne mig tilbage i uvisheden og lytte indad, om end jeg virkelig ikke er god til netop det...
Genforenet men alligevel alene?
Min lillebror kom ud for en alvorlig ulykke i foråret. Lå i koma i 14 dage med adskillelige, masssive kraniebrud og hjerneblødninger. I dag tror jeg på mirakler og er dybt taknemmelig, ydmyg og glad. Også på egne vegne. For hold op hvor har jeg savnet ham i de måneder, hvor hans hjerne har restitueret. På et tidspunkt var jeg overbevist om, at jeg havde mistet ham, selv om han var lige der foran mig rent fysisk. Men i disse dage oplever jeg for alvor, at han er ved at være tilbage.
Nu laver ham mad igen på den der måde, som han plejer (han er en gudsbenådet kok fra Søllerød Kro), han er uenig med mig, han tager initiativ, han har 117 projekter, han snakker (næsten lige så meget som mig), han smiler, han er der - også når man kigger ind i hans øjne.
Alligevel er han forandret. Der er et før og et efter. At genoptræne hjernen kan på ingen måde sammenlignes med at genoptræne et brækket ben. Neurovidenskaben er ikke eksakt, i hans journal står 4 forskellige udlægninger af hans sag. Ingen ved rigtig hvordan han har det, han ved det ikke en gang selv. Han kan kun gisne om bedring, han kan ikke se skaden og vurdere den, men mest af alt, er det den mest ensomme kamp i verden, fordi den foregår derinde i hovedet, hvor alting starter og slutter. Og det gør ondt i en storesøsters hjerte, at jeg ikke kan hjælpe, for jeg kan se og forstå på ham, at den kamp med at få hjernen tilbage i de samme folder først lige er begyndt. Så hvor starter han og hvor skal han slutte?
Han har kæmpet sit livs kamp og er slet ikke færdig. Jeg glædes over hans fremskridt, over at være "genforenet", men smertes over, at der bare er nogle kampe vi skal kæmpe alene. Hvorfor er det egentlig sådan? Det vil min storesøster-hjerne eller hjerte simpelthen ikke forstå...
Er det godt nok?
Det kan være godt nok på mange måder...
Jeg har levet det mest af mit liv som præstationsmenneske. Men i disse dage kan jeg endelig mærke belønningen ved at have arbejdet intensivt med at give slip på præstationen (og ekstern anerkendelse, som er en vigtig del af drivkraften for et præstationsmenneske). For et præstationsmenneske kan det altid blive lidt bedre, det er svært at være i nu'et, at slappe af og lave ingenting, for "hvis jeg arbejder hårdt nok, bliver fremtiden nok endnu bedre, med mere succes og mere anerkendelse". Sådan har jeg levet i mange år, og jeg har opnået meget, oplevet endnu mere, men det gjorde mig bare aldrig glad rigtig glad. Jeg stillede ofte mig selv spørgsmålet, hvornår er det godt nok og kunne ikke finde svaret?
Men i øjeblikket går jeg faktisk rundt med en skøn følelse af, at mit liv virkelig er faldet i hak, altså på den gode måde. Jeg elsker at være mor og nyder min søns selskab og udvikling, jeg har aldrig været så inspireret, kreativ og begejstret i mit selvstændige arbejde, jeg er sammen med en skøn mand, som er en virkelig god og autentisk far. Vi b0r dejligt, jeg har nogle rigtig dejlige venner (som jeg desværre ikke ser nok), jeg lever sundt, kæmper stadig med nogle stædige graviditetskilo, men det føles ikke som en slankekur men mere som en ny livvstil, og det har jeg aldrig oplevet før. Kan virkelig mærke lykken, taknemmeligheden og glæden i hverdagen. Det er virkelig godt nok!
Betyder det så, at jeg er nået i mål, nej da! Der er nemlig en del af mit præstationsmenenske, som jeg elsker højt. Mit drive. For der er stadig områder i mit liv, som jeg ønsker skal være bedre eller anderledes. Vi kunne eksmepelvis rigtig godt tænke os en have Noah kunne lege i, men ville tabe al for mange penge på vores lejlighed, hvis vi satte til salg nu, vi kunne helt sikkert også godt bruge lidt ekstra penge i hverdagen og jeg vil selvfølgelig gerne have flere kunder i butikken. Kæresten min er også ved at starte op som selvstændig, og jeg ønsker brændende for ham, at han kommer godt i gang. Jeg kunne godt tænke mig at min nærmete familie boede tættere på, for jeg savner dem. Men enten er jeg på vej eller også er det ikke indenfor min kontrol, og derfor får det ikke lov at være målestok for hverdagen.
Det er faktisk præcis, som det skal være! Det er gået op for mig, at var der ikke flere mål, ikke flere ting på to-do listen, så var jeg nok død. Det hører med til at være i live. Og det er nyt for mit indre præstationsmenneske.
Er det godt nok hos dig - og husker du at værdsætte det?
Er det mig for 6 år siden?
Jeg har netop mødt en vens kæreste, og hun er er i og for sig en rigtig sød pige. Der er bare noget ved hende, som virkelig prikker til mig, som irriterer mig og som jeg ikke rigtig kan slutte fred med. Jeg ved godt, hvad det er… Hun minder om mig selv for år tilbage.
Det er en selvhævdelse, en ”jeg vil høres lige meget hvad”, også selv om det bliver malplaceret i samtalen, og så er det et behov for kontrol, eller en tro på, at man kan kontrollere alting og en bekymring for fremtiden, som overskygger alt. Det er lige præcis de tre ting. Puha, det gør helt ondt at skrive det her, for det er da virkelig ikke særlig flatterende træk? Men når jeg genkender det og reagerer på det, så ved jeg godt, hvad klokken er slået. Så handler det om mig selv.
Den klassiske disciplin i personlig udvikling er at finde gaven i det personlighedstræk, så here goes i en meget forenklet version. Altså hvad er gaven i kontrol og bekymring om fremtiden? For mig er det helt klart at jeg altid er velforberedt, at jeg ofte er på forkant og – når jeg lige tænker over det her, så er det også handling. Ét af de personlighedstræk, som jeg holder allermest af ved mig selv. For hvis man vil kontrollere, må man ofte handle og tage ansvar, og det er jeg god til.
Det er straks værre med selvhævdelsen, for det er i mine øjne så grimt, at det er svært at kigge på. Jeg tænker lige lidt… Gaven – er vel i virkeligheden præstationen, altså det at være præstationsmenneske, at ønske anerkendelse og derfor altid gøre sig umage, være dygtig - et drive som gør, at jeg får tingene til at ske. Og selv om en stor del af mit arbejde med mig selv har været at give præstationsmennesket i mig fred og kærlighed, så det ikke havde så travlt, så er det der stadig. Jeg ønsker stadig anerkendelsen, og nogle gange kommer det til udtryk som selvhævdelse. Øv, det er mig for 6 år siden (og i dag)...
Hvorfor vender jeg ryggen til mig selv?
Jeg holdt et foredrag for en flok intellektuelle med en gennemsnitsalder på ca. 60. En introduktion til coaching. Og det var en rigtig modbydelig oplevelse. Jeg blev beskyldt for at være begrebsforvirret i min metafysik (min hvad-for-noget kan jeg så kun spørge?). En anden sagde at det var tom retorik og uden substans alt imens jeg måbende og helt uden parader tog imod. Jeg ved jo, at jeg hjælper mennesker til indsigt, til overblik, til handling, til struktur, til at nå deres drømme.
Jeg var knust bagefter. Vil jo gerne forsvare og forklare det jeg står for, og som jeg har valgt at bruge mit liv på. Alligevel tvivlede jeg bagefter, tænkte et øjeblik at det måske ikke er teoretisk nok, at jeg ikke har viden nok, når jeg lever af en 5 måneders coaching uddannelse. Men det er jo ikke sandt. Jeg har lært mere om mig selv og om andre i de 4 år, jeg har været selvstændig, end jeg lærte i 7 år på universitetet.
Alligevel tvivlede jeg på de beslutninger, som jeg har truffet. Hvorfor er det, at når jeg har aller mest brug for min egen kærlighed, for i virkeligheden at holde om mig selv, så vender jeg ryggen til? Det er måske det mest centrale spørgsmål for mig i den personlige udvikling.
Oftest reagerer mennesker på to måder i sådan en situation: de andre er åndssvage eller jeg er selv åndssvag. Jeg har en tendens til sidstnævnte. Men begge reaktioner er lige usande. Og jeg forstår virkelig ikke, hvorfor vi som mennesker kan støtte op om os selv, når det går godt, men ikke når det går skidt. Det burde da være lige omvendt. Vi skælder mest ud på os selv, når vi har mest brug for kærlighed. Det er da tankevækkende.
Jeg åbnede mit hjerte, viste det jeg brænder for på mest autentiske vis, og så stak de til. Sådan føltes det. Heldigvis ved jeg, at når jeg lige kommer mig, og giver mig selv den kærlighed jeg har brug for, nu hvor jeg har opdaget, at jeg et kort øjeblik vendte ryggen til (endnu en gang), så vokser mit hjerte sig kun større af den oplevelse og derfor må og vil jeg bevare det åbent. Også selv om der helt sikkert er nogle, som sårer mig igen – det kunne i virkeligheden være mig selv… Hvor absurd det end er.
Følelser i ord eller handling?
I går havde jeg en klient, som sagde at hendes eneste fokus var på at blive glad, altså sådan gennem-glad, som grundfølelse. I hendes barndom havde det nemlig ikke været tilladt at være glad. Der var så meget sorg og bekymring fortalte hun, at når hun var glad, så blev hun sendt væk eller afvist. Hjemme hos mig, var det ikke tilladt at være sur eller vred. Når jeg var det, så kunne jeg gå ind på mit værelse og blive der indtil jeg blev god igen.
Og nu sidder jeg så og kigger på min uskyldige søn, hvis følelsesregister er intakt og fint (det bilder jeg i hvert fald mig selv ind), og så vælter ansvaret ind over mig. Jeg har altid sagt, at det vigtigste for mig som forælder er at lære mit barn, at alle følelser er ok, men nu er det jo hverdag, og nu er det, jeg skal gå forrest. Og så er det pludselig ikke så nemt mere. For jeg tumler jo stadig med at lære vreden at kende, og endnu mere med at vise den og acceptere den.
Og det er jo nu, det starter. Han er ikke en baby mere, han har mere end basale behov, han kæmper for at kommunikere og endnu mere for at få os til at forstå, og det jeg gør er at fortælle ham, at det er ok at blive vred, at jeg synes han er tapper, når han er ved at hoste lungerne op, at jeg godt kan forstå han græder, når det gør ondt. Men det er jo alt sammen ord, hvad med handling?
Noah har – ligesom andre børn – den fineste fornemmelse for stemninger. Når mor og far diskuterer på forsædet bliver han stille, og når vi krammer vil han også være med, der hvor kærligheden er. Men hvordan viser jeg ham at vrede er ok gennem handling, når jeg ikke selv er nået dertil endnu?
”Du skal gøre, som jeg siger, og ikke som jeg gør” er en sætning, jeg husker tydeligt fra min barndom. Men det er jo lige præcis, hvad de små gør - de gør som os, ligegyldig hvad vi siger...
Er det virkelig frygt?
Jeg synes egentlig ikke, at frygt er en faktor i mit liv. Men jeg har netop opdaget, at det blot er fordi frygten er rigtig god til at forklæde sig og gemme sig bag masker, som kan kamouflere den, som noget helt andet, eksempelvis misundelse. Så derfor, nu hvor jeg så småt er ved at indrømme, at der faktisk er tale om frygt, har jeg besluttet at se min frygt i øjnene; frygten for ikke at være lige så god som dem. Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om, at der er nogle få menneskers succes, som jeg har rigtig svært ved at unde dem (læs Er det Misundelse?). Men så slog en provokerende tanke ned i mig: Hvorfor er det egentlig, at jeg ikke lader mig inspirere af netop dem, hvis succes jeg ikke har det så nemt med? Det er provokerende, ja ligefrem angstfremkaldende, men jeg vil finde en løsning, jeg vil ud af min egen selvskabte skygge, jeg vil ud og flyve, vise min vinger og lege med ligesindede.
Og ja kære læser, i dag er en god dag, jeg ser det hele i helikopterperspektiv og tror på mig selv, og så er det jo nemt nok at skrive sådan. Jeg ved ikke, hvor nemt det er på de dage, hvor jeg ikke tror på min egen succes. Men det er jo selvfølgelig de dage, hvor effekten er størst, hvis det kan lykkes mig at rykke mine forestillinger, når jeg selv er lille, når jeg har placeret mig selv i en (ufortjent) underlegen position.
Og hvordan gør jeg så det. Jeg gør det ved (igen, igen) at fokusere på at møde dem lige, men også ved at lære af dem. Ja ligefrem kopiere deres successtrategier, træde ud på kanten, ud af min komfortzone og gøre noget, som er nyt og måske derfor lidt utrygt for mig. Men handlingen er ikke den svære, det er tanken og lighedsprincippet, at se dem i et smukt lys, i stedet for at tale grimt om og finde fejl. Men jeg ved nu, at det er frygten, der taler. Og jeg vil komme fra kærlighed, fra at der er plads til alles succes, også min og deres.
Men det kræver jo, at jeg indrømmer, at jeg er bange, at det er frygt, det handler om, for det er faktisk nyt for mig. Så ok, her kommer det: "Jeg er bange for deres succes". Fortsættelse følger…
Hvor hårdt kan man egentlig slå sig selv?
Meget hårdt tilsyneladende, er ved at banke mig selv under gulvbrædderne med den mentale hammer. Og det er der i virkeligheden slet ingen grund til, for jeg er rigeligt ked af det uden overhovedet at være begyndt at slå.
Det lykkedes mig ikke at implementere lighedsprincippet! Jeg gik i baglås, blev en skygge af mig selv, ledte efter ordene (og det sker sjældent for mig, skulle jeg hilse at sige!) og tænkte så meget på at sige det rigtige, at samtalen blev akavet og alt for hurtigt afsluttet. Jeg fik spurgt om råd, men ikke ud fra lighedsprincippet, men ud fra et meget tydeligt ”jer er underlegen, du er overlegen”. Jeg vidste det, mens jeg snakkede og i endnu højere grad efter snakken, og jeg blev ked af det langt ind i min sjæl. Jeg oplevede det nærmest som en sorg; at jeg troede jeg var kommet længere, men at lighedsprincippet på ingen måde bor i mig endnu. Det slog hårdt…
Men som om det ikke slog hårdt nok, så var det, jeg fandt den lille hammer frem. Og begyndte at gokke mig selv i nødden med den. Jeg skule have sagt noget andet, jeg skulle have forberedt dit og dat, jeg skulle have visualiseret, jeg skulle have ventet til jeg var ét med mit lighedsprincip i stedet for at ringe i bilen, jeg skulle have været helt ærlig, jeg skulle have anerkendt, jeg skulle… Og i et blidt øjeblik, kunne det jo have været en fin , kærlig og konstruktiv tilgang til at lære af sine fejl, men det var bare ikke det, som var i centrum på det pågældende tidspunkt. Det var hammerens kontinuerlige og smertefulde slag i form af bebrejdelse, ærgrelse, fortrydelse og bagklogskab.
Og når nu jeg var i gang, så fandt jeg også lige endnu et gammelt mønster frem, som kun lige har overskredet holdbarhedsdatoen og derfor er ret så skrøbeligt, nemlig at spise på mine følelser, altså spise af alt det usunde. Det er også en virkelig effektiv hammer-stratgei, for hvad er det nu, der sker, når jeg så har spist på mine følelser, fyldt mig med sukker og junk? Ja, så får hammeren igen sin berettigelse, for nu kan jeg blive træt af mig selv for at have hældt fedt og kemikalier indenbords og i stedet for trøst, bliver det endnu en måde at straffe mig selv på. Og så kommer hammeren virkelig på overarbejde. Det er hammer-strategien, når den er bedst!
Hvorfor er det, at jeg altid finder hammeren frem, når jeg har allermest brug for at holde hånden under mit hjerte, trøste og omfavne mig selv, tale pænt til mig selv og give mig selv en time-out indtil jeg kommer op af selvhadsgryden igen…
P.S. Bare rolig, jeg spiste ikke alt det usunde, men prøvede at sidde helt stille og mærke følelserne i stedet for at spise usundt på dem – og indrømmet, også fordi jeg ikke skal have flere skideballer af min personlige træner). Det klarer jeg jo strålende selv, som du nok kan læse.
