Intellektuel eller et romantisk fjols?
Nu deler jeg en hemmelighed med dig. Jeg drømmer om at skrive et manuskript til en romantisk drama/komedie. Ikke noget særligt og originalt, bare noget der følger de romantiske konventioner, noget som helt almindelige (drama-hungrende) kvinder kan relatere til. Ikke noget de skal tænke længe over, bare noget der får dem til at føle sig godt tilpas lige der og giver dem en gratis tur i den følelsesmæssige rutsjebane. A la Julia og Julie, (500) Days of Summer (som faktisk var lidt original) og The Holiday. Så er det sagt, nu er det ude, det er en drøm jeg har. Og som jeg faktisk er lidt flov over...
Jeg har nemlig i mange år kæmpet med en masse "burde"-forestillinger, som gjorde det svært at være mig: "Man burde" holde Weekendavisen, "man burde" læse bøger om politik, "man burde" have en universitetsuddannelse og "det er rigtigt, klogt og dannet" at have lange, højtragende diskussioner om verden, samfund og politik til middagsselskaber. Problemet var bare, at det ikke var særlig sjovt for mig at være denne "burde-person".
Bogreolen, som den "burde" se ud...
Det er altså bare nemmere at stå ved det, hvad man har lyst til end det man burde... Også selv om det så ikke er intellektuelle franske film men romantiske komedier skrevet efter Hollywoods mest brugte skabelon. Også selv om nogle mennesker måske synes jeg er overfladisk og et romantisk fjols. Men det har taget en rum tid at nå dertil... Hvad med dig, er du et overfladisk, romantisk fjols eller noget helt andet, som du ikke "burde" være?
En dårlig mor?
Dårlig mor hos Søstjernerne?
Jeg kender en del dejlige kvinder og fantastiske mødre, som i det stille frygter for at være en dårlig mor. Og ingen af dem er bare tæt på at være det! Af mystiske årsager, så er jeg forskånet for den tanke og følelse (men så er jeg plaget af så mange andre:). Jeg føler virkelig, at mit liv er faldet i hak efter at jeg er blevet mor og den naturlighed støtter mig i det daglige.
Der er dog ét sted, som er ret centralt i et barns liv, hvor jeg bliver røstende nervøs for, om de synes jeg er en dårlig mor. Nemlig hos Søstjernerne i Noahs vuggestue! Det skyldes to ting: det er Michael, der henter og bringer 80% af tiden og derfor ham, der har kontakten - så meget at han en gang i mellem hænger ud dernede og sludrer:) Den anden grund er, at jeg er bange for, at de tænker, at jeg bare er sådan en karriere-lus, som ikke interesser mig for mit barn. Derfor overanstrenger jeg mig altid for at fremstå i kontakt met mit barn, overskudsagtig og som en ægte super-mor - og hvad tror I, det resulterer i? Jep, en meget kunstig og underlig mor, som barnet har en rimelig stærk reaktion på - han reagerer i hvert fald anderledes end alle andre steder sammen med mig. Og det er min egen skyld, for man kan altså prøve for meget.
(Hvor) Er du bange for at være en dårlig mor?
Er alle følelser ok?
Noah bliver i øjeblikket ret nemt - og ret ofte - ret så hidsig, ked af det og vred. Og så går han ud i brusekabinen, lukker (glas!)døren og står derude og græder så hjerteskærende. Det har vi ikke set før og det har lige taget os lidt tid at finde et ben af stå på. Men nu tror jeg, jeg har fundet det. Allerede før jeg fødte Noah var jeg fast besluttet på, at én af de ting jeg gerne ville lære ham var, at alle følelser er ok. At det er lige så ok at være vred, frustreret, sur, ked og trist, som det er at være glad, begejstret, fjollet og taknemmelig. Og den bedste måde jeg kan vise ham det på er at kramme ham, forstå ham - ja, vigtigst af alt ikke vende ham ryggen, når ham bliver så vred på os (højst sandsynligt fordi vi ikke forstår alt det han gerne vil udtrykke).
Og i dag havde han svært ved at give slip på den triste følelse, selv om episoden for længst var drevet over - præcis som hans mor så ofte oplever det. Det talte vi så lidt om, mens han sad med rosiner og kiks, og mellem hver tredje bid begyndte at snøfte igen. Og så var det at far pludselig sagde henne fra sofaen: "du er altså en virkelig god mor og så god til at tackle ham, når han reagerer sådan", og så var mit hjerte lige ved at flyde over af stolthed og glæde og mine øjne med tårer. Egentlig vidste jeg det godt, for det føltes helt rigtigt indeni, men hvor er det dog bare dejligt at få det vide i en så specifik situation, som oven i købet er så vigtig i mit forældreskab.
Er alle følelser ok hos dig?
Klapsalver på arbejde?
Ikke helt normalt måske, men det burde være alle forundt - om end det er virkelig udfordrende at stå deroppe og tage i mod.
Jeg har i dag sagt farvel og undervist for sidste gang på endnu et hold næsten certificerede coaches. Og jeg skal love for, det var en fest. Glæder mig altid til at undervise i at arbejde som selvstændig coach, hvad end du går efter det private segment eller gerne vil ud og gøre en forskel i virksomhederne. Men jeg havde glædet mig ekstra meget, og det må de have kunne mærke, for jeg har da aldrig fået så mange roser - og så mange knus, det var helt aldeles overvældende og jeg var meget rørt bagefter.
Der gives uden tvivl al for lidt ros på de danske arbejdspladser, hvorfor jeg også opfordrede hele dette hold af coaches til at specialisere sig indenfor feedback og anerkendelse. Vi bliver faktisk lige så dygtige, hvis ikke bedre, når vi får at vide, hvad vi gør godt. Det gør sig i den grad gældende for sådan en dag som i dag. Jeg er flyvende og har bare lyst til at undervise endnu mere.
Det er pudsigt med den anerkendelse - for jeg kan jo virkelig godt lide den - det har jeg før indrømmet på disse sider. Men når jeg så står deroppe foran 40 mennesker og de simpelthen ikke vil holde op med at klappe, så ved jeg virkelig ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, og det er jo faktisk såre simpelt: jeg skal bare tage i mod...
Kan du tage i mod ros - eller endnu bedre klapsalver?
Ros uden filter og parader?
Jeg deltog den anden dag i en absolut rørende og meget fantastisk øvelse. En såkaldt rose-runde. Jeg må være ærlig at indrømme, at det også var fantastisk, at det oven i købet var coaches, for de er jo trænet i at se dine styrker, dine ressourcer og alle dine gaver til verden og jeg skal love for, at der ikke blev sparet på rosen (det er også det dummeste at spare på!).
Hvis du følger med her på bloggen ved du, at jeg har kæmpet og til dels stadig kæmper med et stort behov for anerkendelse. Derfor må sådan en rose-runde jo være den rene fest for mig. Men det er det ikke. Jeg får simpelthen så ondt i maven, fordi jeg skal modtage anerkendelsen i den rene form, som det er lige der, uden filter, uden at måtte svare - bare tage imod.
Jeg overvejede om jeg skulle gå inden det blev min tur, fordi jeg kunne mærke tårerne stige op i øjnene. Og som om det ikke var nok, så bliver jeg simpelthen også så rørt over, at jeg får mulighed for at fortælle mennesker jeg virkelig respekterer og beundrer, hvad jeg synes er deres gave til mig og resten af verden.
Så jeg nåede at fælde en tåre inden det overhovedet blev min tur til at sidde helt stille og tage imod.Og da det blev min tur, gik det helt galt. Ros i sin reneste form, uden filter og parader (i form af svar eller gengældelse) er virkelig hård kost! Du skulle tage at prøve det, det kan mærkes helt ind i hjertekulen. Alle fortjener at opleve den slags ros, men det kræver mod sænke paraderne og tage i mod uden filter...
Helt alene på weekend?
Altså helt alene uden at nogen andre er sammen med dig? Det har en hel del spurgt om. Det kan jeg i dag svare rimelig ubesværet ja til, også når mine forældre, som hele livet har gjort alting sammen, spørger. Jeg er dog stadig udfordret, når jeg går ned til de fire retters gourmet-middag, som jeg af gode grunde skal indtage alene, netop fordi det er præcis, hvad den her weekend handler om. For hvad laver man, når man spiser alene og hvad mon alle de andre siger? Men svaret er det samme, hvad end det gælder middagen eller weeekenden helt overordnet - det handler om at nyde sit eget selskab.
For jeg var i virkeligheden gået hen og blevet lidt uvenner med mig selv. Eller i hvert fald bare ikke rigtig gode venner længere. Og derfor var det på tide at se mig selv i øjenene. At nyde mit eget selskab igen, at finde roen i samværet med den, som jeg jo alligevel skal være sammen med 24/7. Og det her er den skønneste - og måske til tider - også den mest udfordrende måde at gøre det på.
Det er altid sådan, at når jeg ankommer, så er det med uro i hele kroppen. Og i dag blev det ikke bedre af, at jeg så ovenikøbet blev informeret om, at guldklumpen både var blevet bidt i vuggeren i dag OG var faldet og knaldet panden direkte ned i en flise. Så var jeg på vej hjem igen. Men jeg blev - og blev i uroen. Prøvede at mærke efter, hvad jeg havde lyst til og gav mig selv præcis det. Det blev til en dejlig og uhyre sjælden eftermiddagslur. Og så var jeg klar til det, som i virkeligheden gav ro. Løbeturen. Derefter Aqua Spa. Og det bedste ved det hele var, at da jeg så sad der ved middagen - helt alene, dog i selskab med en bog - kunne jeg mærke roen i fødderne, de summede og var tunge, og så vidste jeg, at nu var jeg ankommet. Nu kunne jeg igen mærke mig selv, måske netop fordi jeg er helt alene...
Har du fået nye bryster?
Én af mine veninder fortalte for nylig, at hun ønskede sig nye bryster. Jeg blev overrasket. Jeg havde ikke sat i hende i den kategori, som fik lavet nye bryster. Men findes der i virkeligheden stadig en bestemt kategori for dem med ”falske” bryster, er der ikke mange flere end jeg er klar over, som har fået lavet nye, fine, større eller anderledes bryster? Altså ,man får vel ikke lavet sådan et par fine nye for så at skulle gemme dem væk og kun tage dem frem, når man er alene og mørket er faldet på?
Jeg sagde til hende, at hun skulle gøre op med sig selv, hvordan hun ville forholde sig til andres fordomme, for ligegyldig hvad, så kommer der en reaktion. Det gør der bare, når man stikker hovedet op over mængden eller gør noget uventet i forhold til hvordan andre mennesker opfatter én. Det er desværre helt sikkert. Og måske er halvdelen af venindernes reaktion i virkeligheden misundelse, fordi de ikke tør selv, men det er jo stadig en reaktion. Efter at have grublet lidt over det, spurgte hun mig, hvad man så siger, når nogen spørger ”har du fået nye bryster”? Er det i virkeligheden lidt det samme som en ny frisure, som man lige svinger med, når nogen spørger og siger ”ja, vellykket ikke?”
Jeg har en anden veninde, som fik lavet nye bryster for mange år siden, dengang det stadig var for de få. Jeg husker, at vi gik tur i Dyrehaven. Jeg var ret nysgerrig på den operation og min veninde spurgte mig: ”Vil du gerne se dem?”, hvorefter hun hev op i blusen og ud i hovedet på mig stod to store (smukke) bryster til offentligt skue lige der midt på parkeringspladsen. Det var nu alligevel lidt grænseoverskridende, men hun fortalte, at hun altså havde fået et andet forhold til dem (brysterne altså) efter at have været under kniven – og det skal jeg lige love for.
Så måske skulle jeg have svaret min veninde, at hvis de spørger, så kan hun jo lige svinge med dem (kan de det?) – og evt. løfte op, og så bare sige ”ja, vellykket ikke sandt”? Så siger de nok ikke mere.
Har du fordomme om kvinder, som har fået lavet bryster?
Er det godt nok?
Det kan være godt nok på mange måder...
Jeg har levet det mest af mit liv som præstationsmenneske. Men i disse dage kan jeg endelig mærke belønningen ved at have arbejdet intensivt med at give slip på præstationen (og ekstern anerkendelse, som er en vigtig del af drivkraften for et præstationsmenneske). For et præstationsmenneske kan det altid blive lidt bedre, det er svært at være i nu'et, at slappe af og lave ingenting, for "hvis jeg arbejder hårdt nok, bliver fremtiden nok endnu bedre, med mere succes og mere anerkendelse". Sådan har jeg levet i mange år, og jeg har opnået meget, oplevet endnu mere, men det gjorde mig bare aldrig glad rigtig glad. Jeg stillede ofte mig selv spørgsmålet, hvornår er det godt nok og kunne ikke finde svaret?
Men i øjeblikket går jeg faktisk rundt med en skøn følelse af, at mit liv virkelig er faldet i hak, altså på den gode måde. Jeg elsker at være mor og nyder min søns selskab og udvikling, jeg har aldrig været så inspireret, kreativ og begejstret i mit selvstændige arbejde, jeg er sammen med en skøn mand, som er en virkelig god og autentisk far. Vi b0r dejligt, jeg har nogle rigtig dejlige venner (som jeg desværre ikke ser nok), jeg lever sundt, kæmper stadig med nogle stædige graviditetskilo, men det føles ikke som en slankekur men mere som en ny livvstil, og det har jeg aldrig oplevet før. Kan virkelig mærke lykken, taknemmeligheden og glæden i hverdagen. Det er virkelig godt nok!
Betyder det så, at jeg er nået i mål, nej da! Der er nemlig en del af mit præstationsmenenske, som jeg elsker højt. Mit drive. For der er stadig områder i mit liv, som jeg ønsker skal være bedre eller anderledes. Vi kunne eksmepelvis rigtig godt tænke os en have Noah kunne lege i, men ville tabe al for mange penge på vores lejlighed, hvis vi satte til salg nu, vi kunne helt sikkert også godt bruge lidt ekstra penge i hverdagen og jeg vil selvfølgelig gerne have flere kunder i butikken. Kæresten min er også ved at starte op som selvstændig, og jeg ønsker brændende for ham, at han kommer godt i gang. Jeg kunne godt tænke mig at min nærmete familie boede tættere på, for jeg savner dem. Men enten er jeg på vej eller også er det ikke indenfor min kontrol, og derfor får det ikke lov at være målestok for hverdagen.
Det er faktisk præcis, som det skal være! Det er gået op for mig, at var der ikke flere mål, ikke flere ting på to-do listen, så var jeg nok død. Det hører med til at være i live. Og det er nyt for mit indre præstationsmenneske.
Er det godt nok hos dig - og husker du at værdsætte det?
Hvad er min intention?
Her den anden dag fik jeg et input eller et værktøj om du vil, fra en rigtig dygtig veninde og kollega i branchen (Personlig planlægning og effektivitetsekspert Dorthe Rindbo).Vi talte om, hvad de andre mon tænkte og derfor i virkeligheden om frygten for andres dom. I den forbindelse havde Dorthe lært at stille sig selv spørgsmålet; "hvad er min intention med at sige eller gøre det eller det"? Det spørgsmål kan jeg godt bruge, for det illustrerer netop, at hvis din intention er ren, så kan og må du give slip på andres menneskers dom.
Det hjælper mig eksempelvis meget, når jeg en sjælden gang skriver en statusopdatering eller kommentar på Facebolok (læs Hvad har du på hjerte?). For hvis det kommer fra en ren intention om at dele, at være glad eller andet, så kan jeg med ro i sindet skrive, hvad end jeg har på hjerte uden yderligere dialog om, hvad de andre mon tænker om det. Hvis jeg derimod gerne vil imponere eller blære mig (for det har jeg jo også en - omend mere skjult intention om - fra tid til anden), så er det jo egentlig ok, at være bange for at blive gennemskuet og kaldt på det. Sådan må det være.
Et andet eksempel er en anden pige, som jeg har været så priviligeret at arbejde sammen med i denne uge. Hun havde set en sød og semikendt fyr i Føtex og havde ikke turde smile til ham. Så vi opfordrede hende til at skrive til ham på Facebook og hun blev straks bange for, at han ville se hende som gruopie. Her kom spørgsmålet også op, hvad er din intention, når du skriver til ham; hvis du ikke er groupie men bare synes han så super sød ud, så er den vel ikke længere? Og hemmeligheden er jo også, at vi alle, også semikendte, holder af at få komplimenter og anerkendelse. Hvem kan tænke noget dårligt om at få at vide, at man ser sød ud?
I virkeligheden ligger spørgsmålet sig bare virkelig tæt op ad én af mine vigtigste værdier, nemlig ærlighed. Jeg er simpelthen så dårlig til at lyve, og derfor er det også rigtig fint at kunne afsløre mig selv, hvis intentionen ikke er ren. Så det er et spørgsmål, der virker for mig, og som gør det nemmere for mig at være autentisk og hvile i det, der er mig.
Ville ovenstående spørgsmål virke for dig og/eller har du overhovedet brug for et sådan spørgsmål i din mentale værktøjskasse?
Hvad har du på hjerte?
Et meget enkelt spørgsmål - skulle man tro - men når jeg skal svare på det inde på Facebook, så bliver jeg så selvbevidst, at min ellers nemme omgang med ord pludselig bliver forkrampet, overtænkt og meget lidt naturlig.
Hvad mon det er, der sker? Jeg ved det faktisk godt, jeg bliver så selvbevidst eller faktisk bevidst om alle de andre. Hvad mon de tænker, kan jeg egentlig skrive det anderledes, sjovere eller mere opfindsomt, om jeg kunne lade det være tvetydigt, og så måske også fordi de fleste dage jo bare er hverdag, og selv om jeg er glad og taknemmelig for den, så ved jeg ikke rigtig, om jeg altid synes det er spændende for andre. Omvendt så holder jeg meget af at læse de andres statusopdateringer, også selv om det er hverdag. Selv når jeg læser én af den slags opdateringer, som eksempelvis "har lige løbet 10 kilomter, ryddet op i skufferne og er nu ved at bage klidboller til ungerne inden min mand og jeg skal på date i aften"-agtige kommentarer, som er ret så svære at leve op til, smiler jeg og hygger mig over, at jeg da også godt kunne skrive noget lignenden på nogle dage, men tænk hvis folk så tænker: "åh må jeg være fri for din hellighed".
Og når det så står her på papiret, så tænker jeg med det samme, ja og hvad så, hvis de tænker det eller noget helt andet! Så har jeg pludselig lidt svært ved at se problemet. Måske handler det i bund og grund om at tænke tanken til ende. For jeg har jo ligesom alle andre gode og dårlige dage. Måske er der på Facebook lidt en tendens til kun at opdatere på de gode dage, men det bestemmer folk jo selv. Jeg kan jo gøre præcis, som jeg har lyst til, skrive på gode OG dårlige dage, men folk må jo egentlig tænke hvad de vil. Jeg tror bare stadig ikke, til syvende og sidst, at jeg er god til de der statusopdateringer. Men hvis jeg kan skrive på min blog, kan jeg vel også finde modet til næste skridt... Vi får se.
Hvordan har du det med statusopdateringen på Facebook?
PS. Retoriker Nadja Pass beskriver i Berlingske Fri 11 Facebook-typer. Det er vældig underholdende - notér dig venligst at den selvfede stil ikke holder:) Det gør Nynne stilen til gengæld. Den signalerer overskud! Hvilken én af dem er du?
