Er du med mig?
Min begejstring for selvudvikling er altid størst, når jeg er i dialog med andre. Når jeg kan tænke højt, få input, indspark, kommentarer og en helt ny vinkel. Blive kaldt på mine gamle mønstre, når vi kan grine sammen - af os selv og hinanden. Når vi kan blive alvorlige eller stille - blot et øjeblik - fordi en stor indsigt er landet, fordi puslespillet pludselig falder på plads og det hele står lysende klart.
Så derfor, selv om jeg elsker min blog og ser dig for mig, når jeg skriver, så er det altså sjovest, hvis du også kommer på banen - også for dig. Fortæller mig, om jeg er på rette spor, om det også er sådan for dig, giver et eksmepl fra din egen hverdag, er uenig eller synes der mangler noget. Deler din begejstring eller dit stille øjeblik, hvor noget falder på plads eller du træffer en beslutning om at gøre noget andet eller anderledes.
Og jeg ved godt, at du måske også skal overvinde en lille frygt, frygten for at lægge dig selv ud på nettet, for at vise flag og sige din mening i et univers, som ellers kan svøbe dig i anonymitet og hvor du kan "lure" uden at blive afsløret. Det er i hvert fald én af de ting, jeg holder meget af ved Internettet. Men det er jo bare os, og vi har den samme interesse, nemlig at lære nyt om os selv og om livet, og jeg lover dig, at du vil blive modtaget med kyshånd, både af mig og af de andre læsere - også hvis du vælger at viser svaghed. Faktisk tror jeg, du vil blive overvældet over, hvor meget kærlighed og omsorg, der egentlig er, hvis du først åbner op. Alt det du i det øjeblik ikke kan give dig selv, det kan du får fra andre. Tro mig, jeg har oplevet det:) (Også selv om det, i selvudviklingens ånd, ikke er en god strategi på lang sigt. Men indtil da, så er det rart med støtte og helt sikkert også noget, der kan lære os, at give os selv den kærlighed).
Så derfor tror jeg, at jeg i en periode vil opfordre dig til aktivt at deltage ved at afslutte hvert indlæg med ... Det lille spørgsmål - til dig. Jeg kunne passende starte her -
Er du med mig - kan jeg regne med dig? Hvad forhindrer dig i at skrive en kommentar nedenfor - lige nu?
Er det mig for 6 år siden?
Jeg har netop mødt en vens kæreste, og hun er er i og for sig en rigtig sød pige. Der er bare noget ved hende, som virkelig prikker til mig, som irriterer mig og som jeg ikke rigtig kan slutte fred med. Jeg ved godt, hvad det er… Hun minder om mig selv for år tilbage.
Det er en selvhævdelse, en ”jeg vil høres lige meget hvad”, også selv om det bliver malplaceret i samtalen, og så er det et behov for kontrol, eller en tro på, at man kan kontrollere alting og en bekymring for fremtiden, som overskygger alt. Det er lige præcis de tre ting. Puha, det gør helt ondt at skrive det her, for det er da virkelig ikke særlig flatterende træk? Men når jeg genkender det og reagerer på det, så ved jeg godt, hvad klokken er slået. Så handler det om mig selv.
Den klassiske disciplin i personlig udvikling er at finde gaven i det personlighedstræk, så here goes i en meget forenklet version. Altså hvad er gaven i kontrol og bekymring om fremtiden? For mig er det helt klart at jeg altid er velforberedt, at jeg ofte er på forkant og – når jeg lige tænker over det her, så er det også handling. Ét af de personlighedstræk, som jeg holder allermest af ved mig selv. For hvis man vil kontrollere, må man ofte handle og tage ansvar, og det er jeg god til.
Det er straks værre med selvhævdelsen, for det er i mine øjne så grimt, at det er svært at kigge på. Jeg tænker lige lidt… Gaven – er vel i virkeligheden præstationen, altså det at være præstationsmenneske, at ønske anerkendelse og derfor altid gøre sig umage, være dygtig - et drive som gør, at jeg får tingene til at ske. Og selv om en stor del af mit arbejde med mig selv har været at give præstationsmennesket i mig fred og kærlighed, så det ikke havde så travlt, så er det der stadig. Jeg ønsker stadig anerkendelsen, og nogle gange kommer det til udtryk som selvhævdelse. Øv, det er mig for 6 år siden (og i dag)...
Hvad med at møde dem lige?
I dag har været én af de dage, hvor jeg tog kvælertag på de destruktive tanker. Hvor ét menneske sagde nogle få ord, som fik det hele vendt i bøtten på mig. Og min konklusion er: ”if you can’t beat them, join them”. Og dem jeg taler om, er altså de mennesker hvis succes, jeg ikke er storsindet omkring og begejstret for (læs: Er det misundelse?). Selv om jeg – endnu en gang – har svært ved at indrømme det.
De ved jo ikke, at jeg føler mig underlegen og hvis jeg i et kort øjeblik skal forsøge at se nøgternt på det, så synes de faktisk, jeg er så dygtig og succesfuld, at hvis jeg selv tror på det (og det gør jeg i dag), eller i hvert fald ”faker” det (på de mindre gode dage), så kan jeg ringe til dem og bede om råd, dele gode idéer og foreslå samarbejder. Så hvorfor ikke gøre det, selv om det er uden for min komfortzone og med hjertet i halsen? Hvorfor ikke bare beslutte mig for at møde dem lige, altså hverken underlegent eller for den sags skyld overlegent (hvilket jeg, indrømmet, har en tendens til, hvis jeg bliver usikker – så ved du det, hvis du møder én som synes en anelse arrogant, det er højst sandsynligt bare usikkerhed)? Hvis jeg møder dem lige, tror lige så meget på min egen succes som på deres, tror lige så meget på egne evner, som på alle andres, så har jeg også styrken.
Det er en god cirkel at komme ind i, og det kan jeg mærke allerede nu. For hvis jeg kommer fra det højeste sted i mig, det sted, hvor jeg behandler andre mennesker godt og med respekt, og giver mig selv den samme behandling og ditto respekt, så ved jeg jo, at jeg har masser at tilbyde, at jeg kan skabe massiv værdi, og at jeg kan skabe den præcis samme succes som ”dem”.
Hvad der også er ved at gå op for mig er, at jeg højst sandsynligt aldrig kommer til at skabe den succes, hvis jeg ikke lærer at møde mennesker, og særligt disse mennesker, helt lige og i øjenhøjde. Så sørger jeg egenhændigt for, uden hjælp eller indblanding fra nogen som helst andre end mine egne destruktive tanker, at sabotere min egen succes og min egen værdi.
Hvis jeg bare kunne forklare hvor produktiv, idérig og handlekraftig sådanne dage gør mig, så er jeg sikker på, at jeg kunne inspirere dig til at afprøve det her lighedsprincip. Har allerede ringet, har allerede ændret tekst, har allerede solgt og tror igen på, at det er min tid; min tid til at skabe, min tid til at gøre en forskel, min tid til at give den gas, min tid til succes…
Tager dommeren med til udlandet?
Så viste frygten igen sit grimme ansigt. Altså frygten for andres dom, eller rettere lettelsen over at slippe for den. Sidder og brainstormer på nye idéer og lige nu pønser jeg og en fantastisk samarbejdspartner Nine Haubirk www.2navigate.com på at tilbyde et spændende selvudviklingskursus i udlandet.
Og i slipstrømmen på sådan en god idé, kommer tankerne, både alle de gode idéer som navn, tillægsprodukter, salg etc. Og så kom også lettelsen. Lettelsen over at skulle lancere noget i et andet land, udenfor den lidt indspiste branche, som jeg er en del af, lettelsen over ikke at skulle placere os i forhold til konkurrenter, ikke skulle passe os ind og tage hensyn til, hvad der allerede er på markedet. Nej, nu giver vi den bare gas, skaber en succes, og der ikke nogen af dem, hvis dom jeg er bange for, til at dømme mig. Det håber jeg i hvert fald… Men mon det er sandt? For sådan et monster, som den dommer jeg også tidligere har beskrevet for dig her på siden, den viser ikke sit ansigt eller sin fulde størrelse, den har mange forklædninger og lever i overlegen stil på indersiden af mit hoved, så længe jeg ikke undersøger den, kigger den i øjnene og tager favntag med den.
Men tænk engang, at glæden ikke består i, at vi har udviklet et super fedt koncept, at vi skal gøre en forskel for en masse mennesker, at vi skal hjælpe nogle mennesker til næste niveau og give dem indsigter, så de bliver endnu bedre til at leve og tage ansvar i eget liv. det er jo det jeg kan, og det jer er stolt over at kunne. Det er jeg virkelig en smule rystet over.
Og det vil jeg lave om på. For dommeren tager jo med, gemmer sig i kufferten og får alle de fede oplevelser sammen med mig. For det er mit hoved og min frygt. Men det slutter nu. Det skal være slut med at komme fra frygt, nu skal kærligheden indtage pladsen, og du bliver mit vidne…
Mon min selvopfattelse er skæv?
Jeg har hyret en personlig træner og hun har sat mig på en rimelig streng diæt til at starte med, fordi hun fornemmer, at jeg havde brug for resultater i en fart (og det er fuldstændig korrekt, 13 måneder efter min søns fødsel mangler jeg stadig 12 kg – og værre endnu, jeg har kun smidt 4!) Derfor må jeg INTET sukker få i øjeblikket, og hvis du spørger mig, så syntes jeg faktisk, at jeg har gjort det meget godt. Er da godt klar over, at jeg er faldet i en enkelt gang eller to, meeen det har jeg vist lidt fortrængt. Min træner til gengæld, så det hele meget klart, da jeg afleverede min kostdagbog i dag. Hun satte store røde streger rundt om alt det, jeg ikke måtte spise. Og der var vist mere end jeg havde lyst til at huske… der er vist tale om helt almindelig fornægtelse. Pludselig følte jeg mig, som om jeg gik i fjerde klase og netop havde afleveret et tomt kladdehæfte. Skam, var den gennemgående følelse (ja, selv træningen den morgen var ulidelig hård, som om jeg bar på en skammens rygsæk alle de minutter jeg oksede af sted på løbebåndet). Jeg kunne være krøbet i et musehul. Og hun var sur, hende træneren, rigtig sur – og så kom den lille pleaser op i mig, som så mange gange før … Jeg vil jo bare så gerne, at jeg er dygtig og gør det rigtig godt (kan stadig høre pigen i fjerde klasse!), og da særligt overfor sådan en sej træner, som hende jeg har hyret. Men i dag fik jeg skæld ud! Træneren nævnte bernaise-sovs (som jeg, på spejder-ære, ikke har rørt) og jeg brugte al min tid på at benægte indtagelsen af det gule stads, mens det igen gik glimrende med at fortrænge de mange kugler is, jeg faktisk havde indtaget! Til slut afbrød hun mig og sagde ”måske skulle du overveje om din selvopfattelse er skæv, hvis du ikke kan se, at du har spist forkert i disse dage”! Så sagde jeg ikke mere…
Og derfor cyklede jeg hjem fra træning med tårer i øjnene, helt slået ud mens jeg skammede mig og inderligt ønskede at blive gode venner med min træner (og mig selv) igen.
Som coach må jeg jo tilføje, at jeg ikke mener hendes taktik var særlig hensigtsmæssig, men siden den skideballe, har jeg faktisk spist snorlige og uden dikkedarer, så måske virker det, og måske er/var min selvopfattelse, i hvert fald på det punkt, ret så skæv...
Slipper jeg nogensinde af med frygten for andres dom?
Jeg har altid været drevet af anerkendelse, lige så længe jeg kan huske. Jeg har selvfølgelig kun været bevidst om det de sidste par år. Men nu ved jeg, at jeg nogle gange bliver drevet rundt som en anden cirkushest i manegen og laver tricks og springer rundt for at få godbidder. Det er bedre end at gøre det ubevidst i hvert fald. Så jeg har sluttet fred med anerkendelsen og ved, at det også er derfor jeg har oplevet, nået og udrettet så meget indtil nu.
Det er straks langt værre med frygten for andres dom… Også dette tema har jeg arbejdet meget med, og jeg kender mange af sandhederne – du får dem lige her: ”statistisk set kan 50% af en forsamling lide dig. Hvis du går i gang med at bearbejde nogle af de sidste 50%, så mister du tilsvarende af dem du havde i folden hos dig indledningsvis”, ”mennesker, som andre kan lide, hviler i sig selv – det er det vi andre tiltrækkes af” og ”tænk på hvor travlt, du har med at tænke på dig selv, når du går ind i et rum. Alle andre har lige så travlt – med at tænke de samme tanker om dem selv”. Men hvad kan jeg egentlig bruge det til, når hele min krop vrider sig i forsøget på at frigøre sig fra frygten for, at de andre ikke kan lide mig? For den frygt dukker altså stadig op, og det i så mange forklædninger at selv DR’s kostumeafdeling må gå hjem og lægge sig!
Tænk, hvor ville jeg have meget plads deroppe på øverste etage, hvis jeg én gang for alle, kunne sige farvel til tanker og bekymringer om, hvad alle de andre tænker om mig, om de kan lide mig, om de synes jeg er dum, grim, pjattet, fjollet, klog, seriøs, dygtig, om jeg siger det rigtige, gør det, der er passende, opfører mig ordentligt, træffer de rette valg, går i det rigtige tøj, lytter, når jeg skal og så videre og så videre…
Mens jeg skriver det her, synes jeg selv det er lidt pjattet (her er så min egen dom på mig selv, nu bliver det virkelig en fest, deroppe under loftet), for jeg kender jo sandhederne, og hvorfor skal jeg nu være så hudløst ærlig her på siden, for hvad tænker du så ikke (jep, du er også inviteret til festen, som pga. den massive succes nu er flyttet til Danmarks nationalarena Parken, så vi er sikre på, at alle kan være der), og så har vi balladen…
Det og meget mere i samme dur, har jeg tænkt mig at skrive lidt om på disse sider.
Måske har du lyst til at læse med, og måske en gang imellem, når jeg rammer dit solar plexus (og du er i dit ærlige hjørne), så kan du oven i købet identificere dig med det, der står – og måske få lidt ud af at vide, at du ikke er den eneste, der tumler med lige præcis den tanke og den udfordring, at du ikke er den eneste, der er lige der i din helt egen personlige udvikling, der tumler med lige præcis det tema om og om igen, og forhåbentlig får du en gang imellem lidt inspiration at arbejde videre med, for den der personlige udviklingsproces, den stopper desværre aldrig, selv om det kunne være rart at få lidt fred en gang i mellem…
