Hvad vil gøre mig til en bedre ven?

De sidste par dage har jeg tænkt meget på mine sociale relationer. Fordi jeg har tænkt over noget som i sig selv er en lidt fremmed tanke for mig, nemlig at bo i kollektiv -altså et moderne ét af slagsen. Skabe en familie af gode venner, enten nogle man kender i forvejen eller nogle, som jo nok kunne gå hen og blive ens rigtig gode venner.

Desværre slog en lidt grim tanke ned i mig - hvem ville gide at bo sammen med mig? Og den tanke gjorde mig ret trist. Passer jeg så dårligt på mine relationer, at jeg ikke er sikker på, at dem som jeg gerne ville bo sammen med, rent faktisk ville bo sammen med mig? Derfor har jeg besluttet mig for, at noget må gøres. Ikke nødvendigvis ift. kollektivet, for det er en mere langsigtet plan. Men ift. mine venskaber. Jeg vil spørge mine venner - altså dem som jeg holder så meget af, at deres svar godt må gøre lidt ondt, hvis det er det, der skal til - hvad vil gøre mig til en bedre ven?

For hvis jeg ikke er helt stolt af mine relationer, så er der nok en ven eller to, som jeg enten ikke er så tæt på, som jeg kunne være eller som ikke opfatter mig som den nære ven, jeg godt vil være for dem. For venner og nære relationer er en slags valuta, som jeg tror på, er i meget høj kurs, både nu men også når jeg (måske) en gang bliver gammel og kigger tilbage på mit liv. Så vil venner, gode samtaler og skønne oplevelser stå meget højt på min liste over lykke i livet. Så noget må gøres, også selv om det, jeg får at vide, måske gør ondt.

Lidt for meget drama og brok?

Drama-dronning?

Jeg har vidst i noget tid, at jeg er lidt af en drama-dronning. Det er ikke noget jeg er stolt af, men det er åbenbart heller ikke noget som har generet så meget, at jeg har gjort op med det. I hvert fald ikke indtil nu. For de sidste par dage, når jeg har hørt mig selv brokke mig eller gå lidt i drama, så har jeg ikke brudt mig om det, jeg har hørt, også selv om jeg er fortsat eller har det gjort det igen en time senere.

For mig er det første skridt i den personlige udvikling. At blive bevidst om "unoder" i min opførsel, enten overfor mig selv eller overfor andre. Mit drama er begyndt at genere mig selv, fordi der er en dobbeltmoral i det. Det er ikke alt jeg siger, som vil kunne tåle alle øre. Og det skal i hvert fald kunne tåle de ører, som er årsag til dramaet.

Selvfølgelig skal jeg sige fra, men når det så er gjort, så er sagen jo ude af verden. Jeg behøver ikke at gentage den, genfortælle den eller problematisere det yderligere.

Men når jeg endnu ikke er holdt op med den uvane endnu, altså ikke har taget en beslutning om at ændre den vane, så må det være fordi, jeg endnu ikke er klar til at give slip på det, som vanen giver mig. Og hvad mon det er? Måske en følelse af vigtighed og anerkendelse, en følelse af fællesskab og samhørighed med dem jeg brokker mig til, måske bare en ventil for frustration? Det vil jeg finde ud af, så jeg kan give mig selv hvad end jeg har behov for - på en anden måde - og dermed kan sige farvel til drama-dronningen. Tak for alt, vi har været gode venner, men din regeringstid er vist ved at være forbi...

Natteroderi?

Det er nu så smukt at se solen stå op, men bør man ikke sove på det tidspunkt?

Skal jeg slappe lidt af eller er det lige i overkanten, når ens kæreste kommer hjem kl. 4.30 om morgenen på en hverdag?

Jeg synes det er forkert, at det er useriøst og hvorfor kan han egentlig ikke bare komme hjem kl. 2. Der er stor forskel på de to klokkeslæt i mit hoved. Indrømmet, når han gør det i weekenderne, så er det også et problem, så måske prøver jeg bare at finde en undskyldning, som giver ham nok dårlig samvittighed til at lade være…

Og omvendt så undgår jeg generne ved natteroderiet i weekenden, når han laver det stunt på en hverdag, for der tager jeg jo på arbejde, og skal derfor ikke tackle trætheden og sløvheden hele dagen efter, hvilket jo i weekenden betyder, at jeg har Noah alene dagen efter. Alt det slipper jeg jo for, når han skejer ud på en hverdag. (hør lige mig og alle mine fordømmende udtryk – lyder jeg lidt som hans mor og ikke hans kæreste?).

Det er faktisk min kærestes eneste last, dette natteroderi, det er hans ventil og hans måde at komme af med hverdagens udfordringer. Og han fortæller mig, at han virkelig værdsætter det og at jo tidligere på morgenen det bliver, jo bedre. Jeg kan jo ikke forstå det, men omvendt så har jeg – selv om jeg ikke er meget for at indrømme det – aldrig været den store fest-abe ( i hvert fald ikke den der lukkede festen), simpelthen fordi jeg synes konsekvenserne var for store; læs en hel dag med tømmermænd er spild af tid og jeg lider desuden ofte af moralske tømmermænd uden dog at have gjort andet end mislykkedes i at leve op til mine egne høje standarder og regler. Er det bare mig, der skal loossen up a bit?