Julens afløser?

Jeg havde planlagt at i dag var dagen, hvor der skulle pyntes op til jul, og Noah skulle være med. Det var han også i formiddag, han sagde både nisse og havde stor fornøjelse af, at være med til at pakke al pynten ud af kassen.

I kassen lå blandt andet disse fine nisser. Desværre er det ikke mig, der har været krea, men derimod min farmor. Og de er mere end 25 år gamle. Jeg fik dem til jul i den fineste træseng, som min farfar havde bygget. Med sengetøj, som farmor havde syet. Så det der krea-gen er åbenbart i blodet:)

Men min trofaste hjælper faldt af på den hen på eftermiddagen og til sidst måtte også jeg lade pynt være pynt. For som Noahs feber steg, var der kun ét sted han ville være. På arm. Helt tæt på. I lang tid ad gangen. Til at begynde med var det hyggeligt, den nærhed. Som dengang han var helt ny. Men da feberen passerede de 40 var det den reneste, pureste omsorg, efterhånden som kroppen brændte, kinderne blev meget røde og pulsen ræsede. Så syg har Noah ikke været tidligere, og det er noget af en omsorgsrefleks, der sætter ind. Jeg kan sidde med ham så længe det skal være. Så må jul ligesom være jul et andet sted.

Den er godt nok effektiv den der grise-udgave. Mon svine-influenzaen bliver julens afløser i år?

I træning som mor?

Jeg er i gået i skarp træning - som mor.

På tirsdag starter memø nemlig på nyt arbejde. Altså sådan et rigtig arbejde fra 8.30-16.30. Og egentlig har det ikke været helt nemt for mig at vende mig til tanken (for at sige det mildt). Hvor bliver vores (læs min!) fleksibilitet så af? Jeg har forestillet mig, hvordan min frihed blev alvorligt indskrænket, og det gør den også, men hvad får jeg i stedet? Tid og mulighed for at være mere mor... Mere tid med Noah. Men det har faktisk også skræmt mig. Hvordan kan det være skræmmende, tænker jeg (og måske også du)?

Det har jeg selv haft lid svært ved at finde ud af. Men det jeg har opdaget er, at det er et alvorligt tegn på stress, når jeg hellere vil arbejde end være sammen med mit barn. Jeg er nemlig bange for rastløsheden. Følelsen af, at jeg kunne bruge min tid bedre, når jeg sidder på gulvet og leger med Noah. Jeg kunne jo liiiige... Det er en stor, smuk messing-klokke af en alarm. Og derfor er det som om universet har taget over. Memø havde alvorligt brug for en anden identitet end den som far, og jeg har faktisk brug for at genfinde min som mor. Det vidste jeg bare ikke!

Så hvem end der regnede den ud for mig, siger jeg tak - og går i træning...

Glæden ved ord?

Jeg elsker ord. Mange ord. Og det kunne tyde på, at min søn har arvet den glæde. Der er i hvert fald virkelig kommet lyd på herhjemme, og jeg bliver glad helt ned i tæerne af det. "Nej" er stadig favoritten, men ikke længere en refleks. Men selv hans nej er så fint, at jeg ikke kan lade være med at trække på smilebåndet.

Derudover er der alle dyre-lydene. Og nye kommer til hver dag. I dag fandt han i Zoologisk Have eksempelvis ud af, at Søløver siger det samme som løver, bare ikke efterfulgt af strittende kløer (forestil dig små - eller rettere ret store - babyhænder i ørehøjde).

Dyrene har også de fineste navne. "Raf" er giraf, "gej/dej/bej" er elefant - den kan jeg altså ikke forklare, og så er der selvfølgelig alle de dyr, som hedder deres lyd. I dag hørte jeg Noahs begejstrede "muuuuuh" før jeg så koen.

"Hej" er også vældig brugt, men det bedste i øjeblikket er helt klart "se". Eller "prøv at se" (tror vi nok, om end det kun er de mest kvalificeredes tolkes bedste gæt, selv forældrene ved det jo ikke). Og det er her jeg bliver helt blød i knæene. For han siger det med en sådan glæde og begejstring, også selv om det  er Postmand Per-magneten, som han sætter fast på stuebordet for 537. gang. Og så er ord ikke længere bare ord, så er det umiddelbar livsglæde, og det er da de smukkeste ord der findes?

Når jeg det?

Hvis jeg havde tid i dag, ville jeg rigtig gerne fortælle om, at:

* jeg har i nat oplevet den værste nat i Noahs 17 måneder lange liv. Han har skreget, vredet sig og råbt nej til han blev helt hæs og mit hjerte har været ved at briste, fordi jeg ikke kunne hjælpe.

* weekenden var ikke rigtig god, og med ovenstående nat skal jeg love for, at vi væltede ind i denne uge med masser af aflyste aftaler og rykkede deadlines, så jeg nu tror, at resten af ugen kommer til at blive præget af den fortumlede start.

* for at tvinge mig yderligere i knæ er memø sengeliggende med en ond mave-virus, som betyder at jeg fungerer som enlig - og hårdt arbejdende mor.

Apropos enlig mor, så siger jeg bare nej tak. Jeg har kun oplevet en brøkdel i forhold til et menneske som jeg har meget kær, som med glæde og overskud fortalte mig i dag, at perioden som enlig mor endelig var overstået. Hold op, hvor har hun fortjent det - jeg har set til i næsegrus beundring. Og særligt efter at få en uge som denne smidt i nakken...

Men alt det må vente, for jeg sidder med tændstikker i øjnene og forsøger at skrive om coaching-landskabet i Danmark. Deadline i morgen kl. 10 og jeg er ikke langt nok, for jeg falder hele tiden i små spændende huller, som jeg får lyst til at udforske. Måske er det også en overspringshandling, fordi jeg får nogle grimme associationer til universitetsopgaver... Men måske er det i virkeligheden bare mine store krav til mig selv om at være sikker på, at jeg får det hele med. Ha, afsløret for åben skærm. Tak for den indsigt. Nu vil jeg vende tilbage til opgaven med et løfte om at give slip på perfektionismen...

Hvor er ænderne?

Vi var på besøg hos mormor i dag, Noah og jeg (underligt hvordan min mor pludselig har fået helt nyt kaldenavn). Det havde jeg lovet Noah i morges, da han ca. 2 minutter efter at være vågnet begejstret pegede på båd udenfor vinduet og sagde "ap, ap, ap", som betyder "find ænder til mig" (og det er altså én af mine yndlingsbeskæftigelser med Noah i øjeblikket. Det er så zen-agtigt med det vand og så hyggeligt at se ham "kaste" brødet ud til ænderne). Det kunne jeg så ikke lige deroppe fra vinduet, men jeg ved hvor jeg både kan finde ænder og en stor båd, man kan besøge. Så turen gik til Humlebæk efter endt vuggestue, og selv om det næsten var mørkt og det regnede, så var det på med regntøjet og så på jagt, bevæbnet med to gamle boller som lokkemad.

På grund af tusmørket, er dette en "rekonstruktion".

Vi fandt dem, masser af dem og med den helt rigtige lydkulisse. Vi nåede også at spise lidt mad på Louisiana og besøge morfars båd, hvor Noah gik helt og aldeles omkuld i mine arme, som han ikke har gjort det meget længe. Han blev træt på et splitsekund. Men det kan man godt blive af at finde ænder. Hvad mon det er med de ænder, som kan begejstre både mor og barn på den måde?

P.S. Måske dejsede han så pludseligt om, fordi jeg opdagede, da vi var kommet hjem, at han havde 39 i feber...

En dårlig mor?

Dårlig mor hos Søstjernerne?

Jeg kender en del dejlige kvinder og fantastiske mødre, som i det stille frygter for at være en dårlig mor. Og ingen af dem er bare tæt på at være det! Af mystiske årsager, så er jeg forskånet for den tanke og følelse (men så er jeg plaget af så mange andre:). Jeg føler virkelig, at mit liv er faldet i hak efter at jeg er blevet mor og den naturlighed støtter mig i det daglige.

Der er dog ét sted, som er ret centralt i et barns liv, hvor jeg bliver røstende nervøs for, om de synes jeg er en dårlig mor. Nemlig hos Søstjernerne i Noahs vuggestue! Det skyldes to ting: det er Michael, der henter og bringer 80% af tiden og derfor ham, der har kontakten - så meget at han en gang i mellem hænger ud dernede og sludrer:) Den anden grund er, at jeg er bange for, at de tænker, at jeg bare er sådan en karriere-lus, som ikke interesser mig for mit barn. Derfor overanstrenger jeg mig altid for at fremstå i kontakt met mit barn, overskudsagtig og som en ægte super-mor - og hvad tror I, det resulterer i? Jep, en meget kunstig og underlig mor, som barnet har en rimelig stærk reaktion  på - han reagerer i hvert fald anderledes end alle andre steder sammen med mig. Og det er min egen skyld, for man kan altså prøve for meget.

(Hvor) Er du bange for at være en dårlig mor?

Er alle følelser ok?

Noah bliver i øjeblikket ret nemt - og ret ofte - ret så hidsig, ked af det og vred. Og så går han ud i brusekabinen, lukker (glas!)døren og står derude og græder så hjerteskærende. Det har vi ikke set før og det har lige taget os lidt tid at finde et ben af stå på. Men nu tror jeg, jeg har fundet det. Allerede før jeg fødte Noah var jeg fast besluttet på, at én af de ting jeg gerne ville lære ham var, at alle følelser er ok. At  det er lige så ok at være vred, frustreret, sur, ked og trist, som det er at være glad, begejstret, fjollet og taknemmelig. Og den bedste måde jeg kan vise ham det på er at kramme ham, forstå ham - ja, vigtigst af alt ikke vende ham ryggen, når ham bliver så vred på os (højst sandsynligt fordi vi ikke forstår alt det han gerne vil udtrykke).

Og i dag havde han svært ved at give slip på den triste følelse,  selv om episoden for længst var drevet over - præcis som hans mor så ofte oplever det. Det talte vi så lidt om, mens han sad med rosiner og kiks, og mellem hver tredje bid begyndte at snøfte igen. Og så var det at far pludselig sagde henne fra sofaen: "du er altså en virkelig god mor og så god til at tackle ham, når han reagerer sådan", og så var mit hjerte lige ved at flyde over af stolthed og glæde og mine øjne med tårer. Egentlig vidste jeg det godt, for det føltes helt rigtigt indeni, men hvor er det dog bare dejligt at få det vide i en så specifik situation, som oven i købet er så vigtig i mit forældreskab.

Er alle følelser ok hos dig?

Indviet som børnefamilie?

Jeg følte mig i hvert fald indviet i en hel særlig - og ret stor - gruppe, nemlig børnefamilierne. Det er nu officielt. Så længe man har en lille baby, som kan tages med på slæb, så kan man snyde og fortælle sig selv, at man stadig er fri som fuglen, at man kan det samme som før, hvis man bare har lyst. Men i går solgte vi vores spisebord - lige før spisetid, og derfor måtte jeg finde på noget. Hvor kunne vi spise uden at vores madbudget led uoprettelig skade og hvor det var udholdeligt for både barn og voksne? Jeg skammer mig næsten lidt, når jeg skriver, hvad jeg tænkte på først, og hvad der også blev planen...

Det resulterede nemlig i indvielsen som ægte børnefamilie, og hvordan bliver man så det? Ikeas familierestaurant! Der sad vi med de obligatoriske sjötbullar, kanelbullar og en ret velsmagende portion laks. Der sad vi blandt alle de andre børnefamilier, som havde fået samme idé på en mandag aften, og det var mange, skulle jeg hilse at sige.

Men den virkelige bedrift var, at jeg rent faktisk ikke brugte en krone i Ikea (andet end på mad, selvfølgelig). Og hold nu fast, det bliver bedre endnu. Jeg "tjente" 600 kr. For jeg har nemlig været i gang med oprydningen derhjemme, og fundet en del Ikea-køb i original emballage, som aldrig er blevet taget i brug. Så udstyret med flere års kvitteringer fra Ikea, afleverede jeg diverse impulskøb tilbage og fik kolde kontanter i hånden. Det var i det hele taget noget af en indvielsesfest.

Hvordan er dit forhold til Ikea?

Bapi – anyone?

Min søn snakker  og snakker og snakker - og vi forstår ikke et kuk. Men det er så skønt, så livsbekræftende og skaber så store forventinger til, hvad det mon ikke skal ende med, når nu både mor og far er så glade for ord og samtalen.Men mest af alt skaber det store smil, ja tårer i øjnene af grin over den mimik, de spørgsmåls- og udråbstegn, som helt tydeligt også er en del af kommunikationen. Han har simpelthen kopieret os i grad som selv den bedste karaktér-skuespiller ikke kunne gøre efter og derfor opstår de bedste "samtaler" ved aftensmaden, hvor vi efter at have fået stillet sulten lige vender dagen - og så går Noah ellers i gang.

Én af de absolutte gengangere er ba-pi og så er det min tur til at ligne et spørgsmålstegn, for hvad er nu det? I går lærte jeg, at små børn ikke kan sige "st", så alle tænkelige kombinationer med "st" er også afprøvet, dog uden at det giver yderligere mening... For baptist eller lignende bliver det jo kun mere sort af, ikke?

En god stime?

Det er så den tredje dag i træk, som må kategoriseres under de virkelig gode. Hjemmearbejdsdag sammen med kæresten, hvor jeg rent faktisk fik sat rigtig mange hakker på to-do listen. Afsluttet med en alene-aften, hvilket jeg - indrømmet - også holder meget af.

Og så havde jeg en vidunderlig oplevelse. Her til aften hyggede jeg mig rent faktisk med madlavningen, og jeg kan ikke huske, hvornår det sidst er sket. Ulvetimen og mad på bordet kl. 18 er helt klart det værste ved at være mor. Men sådan var det slet ikke i dag, det var hyggeligt og overskudsagtigt, hvilket menuen også bar præg af. Og hvorfor - tja, jo nok fordi jeg havde været hjemme i mit eget tempo og eget selskab hele dagen. Så der var i den grad overskud på kontoen til bare at være sammen med Noah - og han kvitterede med et stunt, som gjorde hans mor pave-stolt. Min søn fandt egenrådigt Postmand Per og hans 4 venner frem og placerede dem i hver deres køretøj, vel og mærke det køretøj, som de rent faktisk hørte til. Ved ikke om det er ganske normalt, men stolt det er jeg - og taknemmelig for tre på stribe.

Er du også inde i en god stime?